Så mangler vi blot en enkelt runde, før spillet og forårssæsonen er slut. Heldigvis skal vi kun undvære fodbolden og managerspillet i en lille måneds tid, før EM starter.
Min taktik med at spille mod Darmstadt viste sig at være givtig, så hvorfor ikke fortsætte ad den vej? Jeg sælger lidt ud af min Hoffenheim-blok, men beholder dog et par stykker. På en god dag kan de sagtens drille et Bayern hold, som mentalt er færdige med sæsonen. Jeg vil sige tak for kampen til alle deltagere og hvem ved? Måske ses vi inden længe.
Mine udskiftninger
Midtbane
R. Hack (4,4 mio,) Union ud – M. Reus (6,9 mio.) Dortmund ud
Da Gladbach skal til Stuttgart, og da Hack samtidig er tvivlsom med en muskelskade, så ryger han af mit hold. Marco Reus spiller nemlig sin sidste hjemmekamp for Dortmund, og da de møder et Darmstadt-hold, der har slået helt op i banen, så tror jeg, der er basis for nogle mål af den elegante tekniker, der givetvis får lov til at tage sig af de fleste dødbolde. Jeg er sikker på, at både publikum samt Reus´ti medspillere vil gøre alt for, at han slutter af med manér.
Angreb
A. Kramaric (6,9 mio.) Hoffenheim ud – N. Füllkrug (9,2 mio.) Dortmund ud
Selv om Kramaric gjorde det fint mod Darmstadt med to oplæg, så ryger han ud. En kamp mod elendige Darmstadt må være ”gefundenes fressen” for Dortmunds store 9´er.
Mit anførervalg
Der er sikkert gode grunde til, at det ikke bør være Füllkrug. Jeg kan bare ikke få øje på dem.
Og husk, at da alle kampe spilles samtidig lørdag klokken 15:30 er der denne gang mulighed for at se startopstillingerne hos samtlige hold og eventuelt korrigere, skulle en af dine spillere starte ude.