bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 2. Bundesliga > 1. FC Kaiserslautern > Optakt til 33. runde i 2. Bundesliga: Holstein Kiel i Bundesligaen?
Holstein Kiel, fodboldrejse, rejseguide, optakt

Så er vi nået til næstsidste omgang 2. Bundesliga bold, hvor alt stort set kan blive afgjort.
HSV vandt fortjent ”Das Hamburger Stadtderby” og undgik således den forsmædelse at se St. Pauli fejre oprykningen i deres egen ende af byen. Düsseldorf og Kiel vandt bare begge, så HSV´s sejr kan vise sig blot at have symbolsk betydning.
I de nedre regioner fik Braunschweig et point, mens Kaiserslautern er tæt på overlevelse efter en sikker sejr over Magdeburg. Næstsidste runde i verdens bedste næstbedste liga byder ud over topopgøret mellem Kiel og Düsseldorf på et ”forbudt for børn” opgør, hvor Braunschweig hjemme tager imod Wehen.

1. FC Magdeburg – Greuther Fürth – fredag kl. 18.30

Magdeburg træner Christian Titz må sende venlige tanker til Kiel, der søndag slog Wehen og dermed gjorde Magdeburgs nederlag ude mod K´lautern til et næsten gratis et af slagsen. ”Die Ossies” var bagude 2-0 ved pausen, og anden halvleg blev ikke væsentlig bedre, og holdet endte med et klart 4-1-nederlag.
Greuther Fürth var del af en vanvittig kamp mod Braunschweig, der både bød på et rødt kort og et brændt straffespark. Gæsterne fra Niedersachsen kom hurtigt foran 2-0, men efter godt en halv times spil reducerede Fürths Tim Lemperle. Værterne fik endnu bedre vilkår i første halvlegs overtid, da gæsterne modtog et direkte rødt kort for en alt for voldsom tackling. Det udnyttede Robert Wagner og Armindo Sieb til at bringe Fürth foran 3-2, men føringen holdt blot fire minutter, inden gæsterne udlignede. To minutter før tid fik Fürth chancen for at sikre sig alle tre point, men Lemperle brændte et korrekt dømt straffespark.
Bulibolds tip: 1. FC Magdeburg – Greuter Fürth 2-2

SC Paderborn 07 – HSV – fredag kl. 18.30

Lukas Kwasnioks mandskab spillede en rædderlig første halvleg i udekampen mod Hannover, der gik til pause foran 3-1. Hjemmeholdet skulle kun bruge 18 minutter på at score de tre mål. Der blev garanteret snakket højt i kabinen, for det var et forandret Paderborn-mandskab, der stillede op til anden halvleg, som de vandt 1-0 og dermed bragte spændingen tilbage i opgøret, om end det ikke rakte til point. Koen Kostons og Raphael Obermaier stod for de to Paderborn scoringer.
HSV vandt, hvad der hurtigt kan vise sig at være en pyrrhussejr i lokalopgøret mod St. Pauli – i hvert fald hvis man kigger på stillingen. Vinder Düsseldorf rundens topopgør i Kiel, så er sæsonen slut for ”Die Rothosen”, som dog med en Kiel-sejr i dette opgør kan reducere Düsseldorfs forspring til et enkelt point.
Genopstandne Robert Glatzel blev matchvinder i et opgør, hvor der stod HSV på det meste. Hjemmeholdet fik således to mål underkendt af VAR og måtte derfor vente indtil det 85. minut, før sejrsmålet både blev scoret og godkendt.
Bulibolds tip: SC Paderborn 07 – HSV 0-4

1. FC Nürnberg – SV Elversberg – lørdag kl. 13.00

Club-manager Christian Fiel havde op til kampen i Düsseldorf ændret startopstillingen på seks positioner i forhold til hjemmenederlaget mod KSC, men lige lidt hjalp det. Værterne gik til pause foran 2-0, og selv om Ivan Marquez fik reduceret ti minutter inde i anden halvleg, så slog Düsseldorf sejren fast med deres mål til 3-1. Vi skal nu helt tilbage til 25. spillerunde for at finde Nürnbergs seneste sejr, men holdet har dog stadig fem point ned til 16. pladsen.
Elversberg slog hjemme Hertha med 4-2 på mål af Luca Schnellbacher (2), Paul Wanner og Kevin Koffi. Overlevelsen var dog sikret inden dette opgør, hvilket må formodes at gøre dette opgør en anelse lettere for Nürnberg.
Bulibolds tip: 1. FC Nürnberg – SV Elversberg 2-0

Schalke 04 – FC Hansa Rostock – lørdag kl. 13.00

Schalkes ”udekamp” mod Osnabrück bragte næsten minderne frem, fra dengang fodbolden blev genoptaget under coronaen. Pga. et tag, der kunne vælte ned på Bremerbrücke, blev kampen flyttet til tirsdag aften og blev i stedet spillet på Millerntor uden tilskuere. Det forhindrede dog ikke ”Die Knappen” i at sikre sig en ny sæson i 2. Bundesliga med en stensikker 4-0-sejr. Allerede efter fem minutter havde Keke Topp og Kenan Karaman bragt Schalke foran 2-0. I anden halvleg sørgede først Forzan Assan Ouedraogo og siden Keke Topp endnu engang for slutresultatet 4-0.
Hansa Rostock stod lørdag overfor en ubekvem modstander i form at KSC, der virkelig har været flyvende på det seneste, og selvom hanseaterne kunne gå til pause foran 1-0, så endte kampen med en 2-1-sejr til gæsterne på to hurtige mål i anden halvleg. Nico Neidhart scorede målet for Hansa, der nu er pisket til at vinde i Schalke og samtidig skal spekulere på, hvilket resultat de ønsker sig i opgøret mellem Braunschweig og Wehen.
Bulibolds tip: Schalke 04 – FC Hansa Rostock 1-2

Hertha Berlin – 1. FC Kaiserslautern – lørdag kl. 13.00

Hertha spillede friskt med, da de besøgte oprykkerne fra Elversberg. To gange udlignede berlinerne værternes føringer, men det rakte ikke til point, da hjemmeholdet sluttede kampen af med to mål til en fortjent 4-2-sejr. Fabian Reese og Palko Dardai stod for Herthas mål.
K´lautern fulgte op på den flotte sejr i Kiel med en lige så god indsats i hjemmekampen mod Magdeburg. Daniel Hanslik bragte de røde djævle foran 2-0, inden der var spillet 20 minutter. Manden med det imponerende og forpligtende navn Kevin Prince Redondo gjorde det til 3-0 kort efter pausen, og selvom Magdeburg fik reduceret ti minutter før tid, så var det hjemmeholdets Jan Elvedi, der lukkede og slukkede med sin scoring til 4-1. Med syv point i de seneste tre kampe er Friedhelm Funkels mandskab oppe på 36 point og dermed meget tæt på at have reddet livet.
Bulibolds tip: Hertha Berlin – 1. FC Kaiserslautern 2-2

Holstein Kiel – Fortuna Düsseldorf – lørdag kl. 20.30

Rundens helt store topopgør, hvor Kiel med blot uafgjort hjemme er sikre på sin første deltagelse i 1. Bundesliga nogensinde. Udekampen mod Wehen blev nøjagtig lige så svær for ”Die Störche”, som man kunne forvente, men Kiel udnyttede St. Paulis nederlag og overtog førstepladsen, da Timo Beckers mål efter 65 minutter skulle vise sig at blive kampens eneste. Marcel Rapp var efter kampen fuld af lovord omkring sit holds indstilling og var vist godt klar over, at det ikke var en smuk sejr. Ikke desto mindre, så er kielerne nu sikre på mindst ligaens 3. plads og kan med blot et point gøre overraskelsen perfekt.
Nürnberg voldte ikke Düsseldorf problemer, da de lagde vejen forbi Merkur Spiel Arena ved Rhinen. Vincent Vermeij gjorde det til 2-0 i første halvleg og er dermed oppe på tre mål i de seneste to kampe. ”Der Club” fik bragt en smule spænding ind i opgøret med målet til 2-1 og lagde efterfølgende pres på hjemmeholdet, men Daniel Thioune gjorde igen alt rigtigt, da han indskiftede Isak Bergmann Johannesson. Islændingen skulle kun bruge godt ti minutter på banen, før han scorede målet til 3-1.
Bulibolds tip: Holstein Kiel – Fortuna Düsseldorf 2-2

Læs også: Fodboldrejse til Holstein Kiel

Eintracht Braunschweig – Wehen Wiesbaden – søndag kl. 13.30

Der er virkelig overlevelse på spil, når Braunschweig søndag tager imod Wehen. Hjemmeholdet har tre point flere end gæsterne og kan med uafgjort stort set sikre sig eksistensen, da Braunschweig i sidste runde skal til Kaiserslautern, mens Wehen tager imod St. Pauli.
«Die Löwen” startede som lyn og torden, da holdet var på besøg i Fürth. Efter blot 15 minutter førte Braunschweig således med 2-0 på mål af Trorir Helgason og Rayan Philippe. Resten af halvlegen gik dog Fürths vej, da de først fik reduceret, og da Braunschweigs Robin Krausse i halvlegens overtid modtog det røde kort. I anden halvleg var Fürth bedst og holdet bragte sig foran 3-2, inden Rayan Philippe med sit andet mål fik udlignet. To minutter før tid blev Braunschweigs målmand Ron-Torben Hoffmann dagens mand, da han reddede et straffespark og dermed et meget vigtigt point for gæsterne.
Wehen havde inden hjemmekampen mod Kiel taget konsekvensen af den senere tids dårlige resultater og kastet træner Markus Kauczinski på porten og erstattet ham med Nils Döring, men lige lidt hjalp det. Wehen havde bolden meget, men kunne ikke komme gennem Kiels defensiv, og så snuppede gæsterne alle tre point på et mål efter en god times spil.
Bulibolds tip: Eintracht Braunschweig – Wehen Wiesbaden 3-2

FC St. Pauli – VfL Osnabrück – søndag kl. 13.30

Mon ikke det lokale Astra bryggeri har haft deres medarbejdere på overarbejde frem mod søndagens St. Pauli kamp, hvor holdet allerede kan være rykket op inden dette opgør fløjtes i gang? Skulle det ikke være tilfældet, så må det være muligt for St. Pauli at sikre sig oprykningen søndag, når allerede nedrykkede Osnabrück kigger forbi Millerntor.
Det har gennem det meste af sæsonen set håbløst ud for Osnabrück, og tirsdag aften blev nedrykningen matematisk sikker, da holdet tabte hele 4-0 til Schalke.

Karlsruher Sport Club – Hannover 96 – søndag kl 13.30

Næstsidste rundes sidste kamp står mellem to hold, der lige præcist ikke var stabile nok til at spille med om oprykningen. KSC er i forrygende form, hvilket et flot comeback i Rostock senest vidnede om. Budu Zivzivadse og Marvin Wanitzek scorede målene, der vekslede 0-1 ved pausen til en 2-1-sejr.
Hannover spillede en fornem første halvleg hjemme mod Paderborn, hvor Lars Gindorf, Andreas Vogelsammer og Nicolo Tresoldi sørgede for en pauseføring på 3-0. Så gjorde det mindre, at gæsterne vandt anden halvleg med 2-0. Pointene blev i Hannover.
Bulibolds tip: Karlsruher Sport Club – Hannover 96 5-2

Topscorerlisten

For anden gang i træk gik Herthas Haris Tabakovic målløs fra banen. Det benyttede Robert Glatzel til at formindske berlinerens forspring til blot to mål. Tabakovic har scoret 21 mål, Glatzel 19, mens Fortunas Tzolis ligger på 3. pladsen med 18 scoringer.

3. Liga

Hos de 3. bedste lignede det længe, at Dynamo Dresden og Jahn Regensburg ville sætte sig på de to direkte oprykningspladser. Begge hold har dog leveret elendigt hen imod slutningen af sæsonen, hvilket åbnede døren for Preussen Münster og især Ulm. Sidstnævnte sikrede sig oprykningen, da holdet hjemme slog Viktoria Köln 2-0, mens Münster profiterede af Regenburgs nedsmeltning ude mod ellers håbløse Freiburg II og med en 4-1 sejr over Saarbrücken nu er to points foran bayerne.

You may also like
Bundesliga, Bundesligatrøjerne
Oversigt over fordelingen af TV-penge i Bundesligaen 2024/25
Optakt, Schalke
Optakt til runde 4 i 2. Bundesliga – En vred Zorniger og storkamp i Gelsenkirchen
Hannover, optakt, højdepunkter
Optakt til runde 3 i 2. Bundesliga – Paderborn marcherer
Bundesliga, Bundesligatrøjerne
Bundesligatrøjerne 2024/25 – del 2