bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 2. Bundesliga > 1. FC Kaiserslautern > Optakt til 15. runde i 2. Bundesliga: To Labbadia or not?
Bruno Labbadia, Hertha BSC

Rundens helt store vinder blev Paderborn, der nu har hele fire point ned til HSV på andenpladsen. Hamburgerne må dog dele pladsen med tre andre klubber bl.a. Kaiserslautern, der for første gang i denne sæson er at finde i top-3. Det hele er dog stadig så tæt, at klubberne helt ned til Nürnberg, der ligger på 12. pladsen, stadig med rette kan påstå, at de er med i topstriden. Bunden er ligeledes defineret. Kampen om at undgå nedrykning er nu et ”six horse race” startende ved Greuther Fürth.
Velkommen til optakten til runde 15 i verdens bedste næstbedste liga.

SV Elversberg – 1. FC Nürnberg – fredag kl. 1830

Efter to sejre i træk over Düsseldorf og Hannover måtte Elversberg konstatere, at træerne ikke vokser ind i himmelen. Paderborn var i hvert fald en for stor mundfuld. Det var ellers lige ved, at Elversberg kunne gå til pause foran 1-0, men dybt inde i overtiden udlignede Paderborn det føringsmål, som Muhammed Demets scorede efter 27 minutter.
I anden halvleg var gæsterne ligeledes det bedste hold og scorede da også to gange til en ganske fortjent sejr.
Nürnbergs hjemmekamp mod Düsseldorf bød på to brændte straffespark og tre VAR-afgørelser. Finn Jeltsch bragte Nürnberg foran efter 15 minutter, og i det 59. fik Julian Justvan chancen for at fordoble føringen fra 11 meter, efter VAR havde gennemset en situation. Han brændte dog forsøget. Men Düsseldorf-keeperen var i første omgang for langt foran stregen, hvorfor Justvan fik chancen igen med samme udfald. I stedet slog gæsterne til blot otte minutter senere. Igen måtte VAR på banen og dømme et straffespark, der denne gang blev omsat. Stefanos Tzimas bragte Nürnberg på sejrskurs med sit mål fem minutter før tid, men i overtiden ”lykkedes” det dagens uheldige helt Julian Justvan at score selvmål til slutstillingen 2-2.
Bulibolds tip: SV Elversberg – 1. FC Nürnberg 2-2

SC Paderborn 07 – Schalke 04 – fredag kl. 18.30

Paderborn er det tætteste ligaen kommer et stabilt tophold, og det har Lukas Kwasniok mandskab udnyttet til at gå i udbrud og har således slået et hul på fire point ned til nummer to. Selv om Elversberg scorede først, så var der aldrig for alvor tvivl om kampens udfald. Gæsternes 

Laurin Gurda udlignede i første halvlegs døende sekunder, og i anden omgang sørgede Koen Kostons og Calvin Brackelmann for, at topholdet kunne sætte tre point mere ind på kontoen. ”Det var selvfølgelig vigtigt med målet inden pausen, men jeg synes generelt, at sejren var meget fortjent,” mente Lukas Kwasniok efter kampen.
Så glade kunne de ikke være i Schalke-lejren efter 0-3 hjemme mod Kaiserslautern. ”Vi gik egentlig ind til kampen med selvtillid, men vi lukker simpelthen for mange og for lette mål ind,” lød det fra Schalke-kaptajn Keenan Karamann efter kampen. Med nederlaget har Schalke blot et enkelt point ned til stregen.
Bulibolds tip: SC Paderborn 07 – Schalke 04 3 – 0

1. FC Kaiserslautern – Karlsruhe Sport Club – lørdag kl.13.00

For første gang i denne sæson skød K´lautern sig op i top tre. Det skete via en overbevisende 3-0-sejr over Schalke på dennes hjemmebane. Måltyven Ragner Ache bragte de røde djævle foran allerede efter 12 minutter, hvilket var lig med pausestillingen, mens det i anden halvleg var Daniel Hanslik og Daitsuke Yokota, der øgede gæsternes føring.
”At tro vi har opnået noget som helst, vil være en fejl, men selvfølgelig nyder vi da øjeblikket,” lød det fra Markus Anfang efter kampen.
”Det er småting, der afgør 2. Bundesligakampene,” lød det omvendt fra KSC-træner, Christian Eichner, efter nederlaget hjemme til HSV. Det var da også en jævnbyrdig første halvleg, der endte 1-1, men efter pausen var HSV både heldige men frem for alt mere effektive. Fabian Schleusener stod for Karlsruhes mål.
Bulibolds tip: 1. FC Kaiserslauter – Karlsruher Sport Club 2-1

SpVgg Greuther Fürth – Hertha Berlin – lørdag kl. 13.00

Fürth var på besøg på Donaustadion i Ulm senest og kom foran allerede efter 16 minutter, da VAR tilkendte gæsterne et straffespark, som Julian Green sikkert udnyttede. I første halvlegs tillægstid måtte VAR på arbejde igen, men denne gang var det Ulm, der fik tilkendt et straffespark. Igen blev det udnyttet, og da ingen af holdene formåede at score i anden omgang, sluttede det med et 1-1-resultat, som vel ikke rigtig hjælper nogle af parterne.
Hertha meldte sig tilbage med en 3-1-sejr over kronisk hjemmesvage Magdeburg. Værterne bragte sig ellers foran 1-0 kort inde i anden halvleg, men på mål af Derry Scherhant, Florian Niederlechner og ex-Magdeburg spilleren Luca Schuler vendte Berlinerne kampen. Hertha-træner, Christian Fíel, havde da også masser af ros til sit hold efter kampen. ”Vi vandt mod en besværlig modstander, vi gjorde ikke alt rigtigt, men vinder du 3-1 i Magdeburg, så har du gjort noget rigtigt.”
Bulibold tip: SpVgg Greuther Fürth – Hertha Berlin 2-2

Hannover 96 – SSV Ulm 1846 – lørdag kl. 13.00

Hannover var det klart bedste hold på banen i første halvleg, da de var på besøg hos Köln, men måtte alligevel være glade for, at det blev til et point. Jessic Ngamkam bragte ”96-erne” i front, men i løbet at syv minutter i anden halvleg blev opgøret vendt på hovedet.
Først udlignede Köln, og dernæst blev Max Christensen smidt ud for en alt for voldsom tackling. Hannover holdt stand indtil ni minutter før tid, hvor det endnu engang lykkedes Köln at score, men Hannover havde heldet på sin side, da en Köln-spiller lavede selvmål tre minutter før tid. Hannover målmand Ron-Robert Zieler erkendte også, at hans mandskab havde været heldige, men han hyldede samtidig sit forsvar for en stor kamp.
Efter 1-1 hjemme mod Fürth er Ulm ubesejret i fire kampe, men da de alle er endt uafgjort, rykker det ikke for alvor i tabellen. ”Vi ville egentlig vinde kampen, men det ville dagens modstander også,” lød det lakonisk fra Ulm-træner, Thomas Wörle. Semir Telalovic udlignede for Ulm kort før pausen.
Bulibolds tip: Hannover 96 – SSV Ulm 1846 3-1

SC Preußen Münster – 1. FC Magdeburg – lørdag kl. 20.30

Sacha Hildmanns Münster mandskab var bestemt ikke kommet til Darmstadt for at underholde. Münster parkerede simpelthen bussen fra første fløjt, og da de ellers så formstærke Darmstadt-spillere ikke fandt vejen til modstandernes mål, så gik ligningen op for Sasha Hildmann, der kunne rejse hjem med det point, der gør, at Münster holder snor i oprykningskollegaerne fra Ulm.
Magdeburgs hjemmebane er stadig som forhekset. I hjemmekampen mod Hertha Berlin lykkedes det endda Mohammed El Hankouri at bringe Magdeburg foran 1-0 med sit mål kort efter pausen, men dernæst sad Berlinerne på det meste og vandt en fortjent 3-1-sejr. ”Vi lukker simpelthen for mange mål ind,” lød det fra Christian Titz efter kampen, og så er det selvfølgelig svært at vinde fodboldkampe, uanset om de foregår ude eller hjemme.
Bulibolds tip: SC Preussen Münster – 1. FC Magdeburg 0-2

Jahn Regensburg – 1. FC Köln – søndag kl. 13.30

Man skulle tro, at Regensburg-træner, Andreas Patz, havde kigget Ulms Sasha Hildmann i kortene. I hvert fald stillede han med samme taktik i udekampen mod Braunschweig. Udkommet var da også det samme, da det lykkedes at holde hjemmeholdet fra fadet.
Köln måtte ligeledes nøjes med et point, men i en væsentlig bedre fodboldkamp, da de hjemme tog imod Hannover. Gæsterne var klart bedst i første halvleg og gik da også ind til pausen foran 1-0. Men da først Tim Lemperle udlignede, og gæsterne siden blev reduceret til ti mand, så det ud til, at Köln ville tage sejren. Danien Downs gjorde det da også til 2-1 i det 81. minut, men blot tre minutter før tid kom Tim Lemperle på tavlen igen. Denne gang var det bare i eget net, og så måtte kölnerne stille sig tilfredse med et enkelt point.
Bulibolds tip: Jahn Regensburg – 1. FC Köln 0-3

Fortuna Düsseldorf – Eintracht Braunschweig – søndag kl. 13.30

Düsseldorf var på hælene i den første gode time i udekampen mod Nürnberg, og havde det ikke været for målmand Florian Kastenmeier, kunne kampen sagtens være afgjort dér. Ved stillingen 1-0 til værterne blev de tildelt et straffespark. Kastenmeier reddede i første omgang, men dommeren dømte omspark, da han begyndte foran stregen. Han tog sig dog også af Nürnbergspillerens andet forsøg, og i stedet udlignede Isak Bergmann Johannesson for Düsseldorf kort efter.
Nürnberg genoprettede deres føring med otte minutter igen, men i dommerens overtid fik Düsseldorf et noget heldigt point via et selvmål.
For en gangs skyld var Braunschweig favoritter i hjemmekampen mod Regensburg. De måtte dog nøjes med 0-0, da de ikke kunne gennembryde gæsternes betonforsvar. Det ene point betyder dog, at Braunschweig lige netop holder sig over stregen.
Bulibolds til: Fortuna Düsseldorf – Eintracht Braunschweig 3-0

HSV – SV Darmstadt 98 – søndag kl. 13.30

Interimstræner Polzin havde fundet plads til franske Jean-Luc Dompe i HSV´s startopstilling før den svære udekamp imod KSC, og det skulle vise sig at være en god idé. I en meget underholdende fodboldkamp scorede franskmanden nemlig de to første mål i en 3-1-sejr til HSV. Davie Selke slog sejren fast tre minutter før tid. Merlin Polzin forlod da også Wildparkstadion med det største smil, mens han konstaterede: ”Vi glæder os over en god præstation, det var fedt at være vidne til.” Med sejren er HSV tilbage i top-3 og indtager pt. andenpladsen. Sportschef for HSV, Stefan Kuntz, meddelte mandag, at Polzin får chancen igen mod Darmstadt. Det kunne tyde på, at han måske skal være mere end en nødløsning. Oddset på Bruno Labbadia, der ellers var favorit til embedet, er i hvert fald steget betragteligt.
Darmstadt skuffede derimod fælt, da klubben spillede 0-0 hjemme mod Münster. Florian Kohfeldt var da tydeligvis ikke tilfreds med sine spillere efter kampen. ”Vi spillede for kompliceret, og dermed tillod vi, at Münster hele tiden kom på plads,” lød det fra en skuffet Kohfeldt, der samtidig måtte konstatere, at Darmstadts sejrsstime blev brudt efter fire kampe i træk med fuld gevinst.
Bulibolds tip: HSV – SV Darmstadt 98 3-1

Topscorerlisten i 2.Bundesliga

Ragnar Ache var den eneste spiller i top-10, der kom på tavlen i 14. spillerunde. Dermed deler han førstepladsen med Budu Zivzivadse (KSC), Isac Lidberg (Darmstadt) og Rayan Philippe (Braunschweig).

Stillingen i 3. Liga

Med en 4-2-sejr ude over det andet tophold Sandhausen klatrede Dynamo Dresden op på ligaens andenplads, Det var den eneste magtforskydning, da de øvrige tophold alle vandt deres kampe.
I 17, runde skal Dynamoerne op imod et andet tophold, når Bielefeld lægger vejen forbi.

You may also like
Optakt, Schalke
Optakt til runde 14 i 2. Bundesliga: Farvel til Steffen Baumgart – Ak og ve, HSV
Optakt, Bayern München
Kampprogram for runde 13-19 i Bundesligaen 2024/25 fastlagt
Max Morlock, Nürnberg, Stadion, fans, 2. Bundesliga
Optakt til runde 12 i 2. Bundesliga – Ballade og vægtløft i Hannover
Hertha BSC, Olympiastadion, Optakt, Berlin
Optakt til 11. runde i 2. Bundesliga: Hvem bliver fyret denne gang?

Leave a Reply