bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Optakt: Stuttgart – Bayer Leverkusen

Optakt: Stuttgart – Bayer Leverkusen

Hjemmeholdet har en udmærket mulighed for at finde tilbage til forårets gode stime mod et Leverkusen-mandskab, der er i frit fald.

Stuttgart

Stuttgart startede foråret som lyn og torden, men er sidenhen gået lidt i stå. De seneste fem kampe har kun budt på én sejr – 5-1 over Hoffenheim – mens man har fået tæv af Gladbach, tabt til Hannover 96 og spillet uafgjort med Schalke og Ingolstadt.

Pointhøsten har dog været tilstrækkelig til at holdet nu befinder sig på en komfortabel placering og praktisk talt er ude af nedrykningskampen.

Der er flere forklaringer på Kramnys succes – den ene er, at man har kastet forsigtigheden over bord og lader spillerne udfolde sig noget mere. Det har betydet mål, men i begge ender, og det ender ofte med at være enten/eller for Stuttgart.

Otte af Stuttgarts seneste 10 kampe er således gået over 2,5 mål.

Til dagens kamp er hjemmeholdet uden Kevin Grosskreutz, men kan ellers stille i tæt på stærkeste opstilling.

Bayer Leverkusen

Pilen peger gevaldigt nedad for Leverkusen i øjeblikket. Én sejr i fem mulige i Bundesligaen, en hullet defensiv mod Augsburg, Werder Bremen og Mainz, der ikke just er kendt for at have ligaens stærkeste offensiver, og senest Europa League-exit mod Villarreal.

Det har ført til at der nu stilles spørgsmålstegn ved træner Roger Schmidt og forskellige navne er begyndt at spøge i kulissen. Holdet ligger på en syvendeplads i øjeblikket, og bliver det ikke til europæisk næste sæson, kan Schmidt meget vel være fortid.

Skal man finde lidt trøst som Leverkusen-fan, er det værd at fremhæve historikken mod Stuttgart. B04 har nemlig ikke tabt til Stuttgart i 11 møder i træk, og i de sidste tre af slagsen har man scoret mindst tre gange.

Til dagens kamp kan det igen blive målrigt. Leverkusen er uden karantæneramte Tin Jedvaj, Roberto Hilbert og Sebastian Boenisch i defensiven. Forsvarsstyrmanden Toprak er desuden yderst tvivlsom, så det kan blive et alternativt Leverkusen-forsvar vi får at se.

Bud på opstillinger

Stuttgart: Tyton – Klein, Schwaab, Niedermeier, Insua – Serey Dié – Rupp, Gentner, Didavi, Kostic – Ti. Werner

Leverkusen: Leno – Henrichs, Tah, K. Papadopoulos, Wendell – Kramer, Calhanoglu – Bellarabi, Brandt – Kießling, Chicharito

Vidste du at…

Både Stefan Kiessling og Karim Bellarabi er vilde med at møde Stuttgart. Den høje angriber har scoret 14 mål i 20 kampe mod de hvidblusede, mens Bellarabi har scoret mod Stuttgart tre kampe i træk.

Dom

Den gode indbyrdes historik til side, er der ikke mange ting, der peger på Leverkusen i dette opgør. De har den bedste trup, men med dårlig form, en svækket defensiv og EL-kamp i benene, bør hjemmeholdet være favoritter. Vi tror, det bliver en målrig hjemmesejr: 3-2

You may also like
Optakt, Schalke
Optakt til runde 19 i 2. Bundesliga – HSV vinder, men taber ansigt
HSV, optakt, 2. Bundesliga
Optakt til runde 18 i 2. Bundesliga: Et topholds forbandelse
HSV, Optakt, 2. Bundesliga 2021/22
Optakt til 13. runde i 2. Bundesliga – topholdenes forbandelser
Optakt, Bayern München
Kampprogram for runde 13-19 i Bundesligaen 2024/25 fastlagt