Kampfakta:
Spillested: Veltins-Arena, Gelsenkirchen
Kamptidspunkt: Lørdag 15:30
TV: Viaplay
Holdnyt:
Schalke 04:
For 24. gang i træk gik Schalke fra banen uden at vinde en Bundesliga-kamp, da de for to uger siden spillede 2-2 på udebane i bundopgøret mod Mainz 05.
I 2020 er der sket mange dårlige ting, og man tør næsten ikke at tænke på, hvor slemt året har været for dem, der holder med Schalke 04. Vi er nok mange, der har tænkt, at Schalke på et eller andet tidspunkt ville få gang i et eller andet, men den stime som “die Königsblau” har været helt igennem rædderlig. Vi er nået et punkt, hvor det ikke længere er utopi, at forestille sig Schalke spille 2. Bundesliga næste sæson. Man vil næsten gå så langt at sige, at der virkelig snart skal ske et eller andet, hvis afstanden til den gode side af nedrykningsstregen ikke skal blive for stor.
Til gengæld kan vi glæde os over, at det ser ud som om, at danske Frederik Rønnow har erobret pladsen som førstevalg. Han har fået en god start i Schalke-målet, og det forventes, at han starter inde i lørdagens kamp, selvom Ralf Fährmann er kommet tilbage fra sin skade.
Manuel Baum kan glæde sig over, at han har alle sine spillere til rådighed.
VfL Wolfsburg:
Før landskamppausen fik Wolfsburg en vigtig 2-1-sejr på hjemmebane mod Hoffenheim i en dramatisk kamp, hvor gæsterne brændte straffe dybt inde i overtiden.
Wolfsburg ligner skræmmende meget det hold, de var i sidste sæson. Et hold, der er svære at slå, men som til gengæld har svært ved at vinde kampe. Lige nu er “die Wölfe” det eneste ubesejrede hold tilbage i Bundesligaen sammen med Leverkusen. Alligevel ligger de ikke højere i tabellen end sjettepladsen, fordi de spiller for mange kampe uafgjort. Indtil videre har de vundet to kampe og spillet fem uafgjort. Sidste sæson sikrede Wolfsburg med denne stil europæisk fodbold, hvilket jo bestemt ikke er dårligt for dem, men man kan alligevel ikke lade være med at tænke på, hvor godt de ville kunne ligge til, hvis de blev bedre til at vinde deres kampe.
Wolfsburg må til lørdagens kamp se bort fra en skadet Daniel Ginczek samt Marin Pongracic, der er i corona-karantæne.
Bud på startopstillinger:
Schalke 04: Rønnow; Kabak, Sane, Nastasic; Ludewig, Mascarell, Oczipka; Harit, Uth, Skrzybski; Paciencia
Wolfsburg: Casteels; Baku, Lacroix, Brooks, Roussillon; Schlager, Arnold; Steffen, Phillipp, Brekalo; Weghorst
Dom:
Når man tænker på, hvor mange gange de to mandskaber har spillet uafgjort på det seneste, så ville en pointdeling næsten være et oplagt bud på et udfald. Måske lidt mindre oplagt, når man tænker på, hvor meget bedre Wolfsburg har klaret sig i forhold til Schalke, men vi tror alligevel, at den ender 1-1.