Sidste sæson:
Nummer 5.
Med den tidligere Paderborn-træner André Breitenreiter ved roret skulle Schalke spille sig tilbage i toppen af Bundesligaen. Flankeret af ambitiøse indkøb som Franco Di Santo, Johannes Geis og Matija Nastasic repræsenterede Breitenreiter endnu en ny start for De Kongeblå, men han lykkedes aldrig med at udfylde truppens store potentiale.
Den pragmatiske træner manglede en tydelig offensiv plan, og Schalkes spil var bygget op omkring individuelle præstationer fra spillere som Leroy Sané, Max Meyer og Eric Maxim Choupo-Moting. Tilmed havde man flere gange rig mulighed for at etablere sig i den Champions League-givende top fire, men dumme pointtab resulterede i, at Schalke måtte tage til takke med femtepladsen og endnu en tur i Europa League.
Den antiklimatiske kampagne blev enden for André Breitenreiter, som kun nåede en enkelt sæson på Veltins Arena. Ikke overraskende kunne Schalke kort efter præsentere Augsburgs succestræner Markus Weinzierl som ny mand i trænersædet. Også klubbens sportsdirektør og markante skikkelse gennem seks år, Horst Heldt, trak stikket efter sæsonen, og gjorde plads til Christian Heidel, der havde haft samme rolle med stor succes i Mainz.
Transfers:
Her har Christian Heidel sat sit klare aftryk. Sportsdirektøren lovede fra starten, at han ville holde sig for fin til at gå på rov hos sin tidligere klub, Mainz. Det løfte har han holdt, men han har alligevel forstærket holdet betragteligt.
Det kan delvist forklares med, at Schalke har mistet to store profiler i Leroy Sané og Joel Matip. Førstnævnte lægger nu navn til klubbens største salg nogensinde efter sin transfer til Manchester City, mens Matip er røget til Liverpool på en fri transfer.
Til at fylde hullet efter Matip i midterforsvaret, har Heidel hentet rutinerede Naldo i Wolfsburg på en fri transfer. På backerne er man også blevet forstærket. Abdul Baba Rahman er blevet lejet i Chelsea til venstrebacken, og bliver dermed genforenet med Weinzierl, som trænede ham med stor succes i Augsburg, mens Coke er kommet til som supplement til højrebacken fra Sevilla.
Schalkes største og mest interessante tilgang er plukket fra den øverste hylde i schweizisk fodbold. 19-årige Breel Embolo er blevet hentet for mere end 200 mio. kr., foran næsen på bl.a. Manchester United, som var kædet kraftigt sammen med offensivsspilleren under sommerens EM.
Styrket/svækket:
Uændret.
Denne sæson:
Enter Markus Weinzierl.
Efterårets store tema i Schalke vil være, om trænertalentet Markus Weinzierl er manden, der endelig kan forløse det store potentiale i Schalkes trup. Med Heidel og Weinzierl har den sportslige organisation i traditionsklubben fået en mindre overhaling, og klubbens Gazprom-millioner er blevet brugt fornuftigt, men ambitiøst.
I Ralf Fährmann har man én af Bundesligaens bedste keepere, mens firbackkæden besidder enorm styrke, hvis Benedikt Höwedes og alternativet Matija Nastasic kan holde sig skadesfri. På backerne er kvaliteten og konkurrencen forrygende, hvor især Kolasinac, Baba Rahman, Caicara og Coke skal slås om de to pladser. Sidstnævnte er dog skadet de næste tre-fire måneder.
Schalkes midtbane og offensiv er blandt de mest talentfulde i fodbold-Europa. Markus Weinzierls store svendeprøve bliver at få det unge kuld til at levere kontinuerligt over en hel sæson. I angrebet bliver det igen The Hunter, Klaas-Jan Huntelaar, som skal score målene, trods rygter om en potentiel afgang.
Schalkes trup har et stort potentiale, og forventningerne i klubbens bestyrelse er utvetydige. Schalke 04 skal igen være en Champions League-klub. Hvis Weinzierl på kort tid kan få implementeret sine veludviklede spilkoncepter, bør Schalke udfordre klubber som Dortmund, Leverkusen, Gladbach og Wolfsburg på en plads i top 4.
Bud på placering:
3-5
Bud på idealopstilling:
4-2-3-1:
Färhmann
Caicara – Naldo – Höwedes – Rahman
Goretzka – Geis
Embolo – Meyer – Choupo-Moting
Huntelaar
Hold øje med:
Leon Goretzka.
20-årige Leon Goretzka er steget retmæssigt i graderne hos Schalke, siden han kom til klubben fra Bochum i 2013. Sidste sæson spillede han sig fast ind på midtbanen ved siden af Johannes Geis, og har vist, at han kan udvikle sig til en komplet midtbanespiller med potentiale til det tyske landshold.
Han er i skrivende stund til OL med Tyskland, og bør bygge videre på sin udvikling, når han kommer tilbage til sæsonstarten. Goretzka kan blive et kardinalpunkt på Weinzierls traditionelt kontrastærke mandskaber.