Sidste sæson:
Nummer 7 i Bundesligaen
Forud for sidste sæson var de fleste Bundesliga-kendere enige: Hertha ville ende i bunden af ligaen – måske endda under stregen. Nok havde klubben fået ny træner i form af Pál Dárdai, men truppen så stadig svag ud.
Derfor var overraskelsen også til at få øje på, da Den Gamle Dame halvvejs i sæsonen lå solidt placeret som nummer tre i ligaen. At det overhovedet kom så vidt skyldes naturligvis til dels, at vante topklubber som Bayer Leverkusen, Schalke 04 og Wolfsburg ikke helt spillede op til det niveau, de normalt ligger på. Men Herthas succes kan i høj grad også tilskrives en spillertrup, der spillede langt over evne i en stor del af sæsonen.
Efter vinterpausen gik det, som det så ofte gør, helt ad helvedes til. Herthas niveau faldt og faldt, og pludselig spillede de igen som en klub, der mest af alt lignede nedrykningskandidater – bortset fra, naturligvis, at de på det tidspunkt lå så godt i ligaen, at nedrykning reelt ikke var et tema.
Transfers:
Herthas mest markante indkøb har indtil nu været den slovakiske offensive midtbanespiller Ondrej Duda, som Hertha angiveligt fik for 4,2 millioner euro i polske Legia Warszawa. Det er en god pris, når man tænker på, at Duda gjorde en god figur ved EM og blandt andet scorede i Slovakiets kamp mod Wales.
Vedad Ibisevic, som sidste år var på lån fra Stuttgart til Hertha, har fået en fast kontrakt i Berlin, så han også i den kommende sæson kan ligge i toppen i Herthas start-11’er. Og endelig har Hertha lånt den spændende unge brasilianer Allan i Liverpool.
Ganske tiltrængt er der blevet luget ud i truppen. Roy Beerens, som aldrig rigtig fik markeret sig i Hertha, er væk. Det samme er Tolga Cigerci og Hajime Hosogai. De tre har Hertha angiveligt indkasseret næsten fem millioner euro for. Johannes van den Bergh og Sascha Burchert har forladt klubben på frie transfers.
Styrket/svækket: Styrket
Denne sæson:
Med undtagelse af Ondrej Duda har der ikke været store ændringer i den håndfuld af spillere, der bevæger sig i og omkring start-11’eren. Derfor må Hertha jo logisk set være i stand til at gentage sidste sæsons imponerende præstation og ende på en respektabel plads i ligaen.
Men det afhænger i høj grad af Vedad Ibisevic. Salomon Kalou spillede en pæn sæson i sidste sæson og scorede 14 liga-mål. Anderledes kritisk så det ud for Vedad Ibisevic, der kun nettede seks gange i ligaen. Det er slet ikke godt nok for en mand, der spiller som spidsangriber.
Men hvis Pal Dardai kan få banket Ibisevic i gang, ser det fornuftigt ud. Hertha-forsvaret lukkede kun 42 mål ind i sidste sæson. Det er rigtig pænt sammenlignet med andre Bundesliga-klubber. Til gengæld scorede Hertha selv kun 42 gange. Hvis Hertha kan få gang i målscoringen, er der intet i vejen for, at Den Gamle Dame igen kan blande sig i den del af ligaen, hvor det er sjovt at være.
Bud på placering: 5-9
Bud på idealopstilling: 4-2-3-1
Jarstein
Pekarik – Brooks – Langkamp – Plattenhardt
Darida – Skjelbred
Weiser – Duda – Kalou
Ibisevic
Hold øje med – John Anthony Brooks
Den unge amerikaner er et produkt af Herthas ungdomsprogram. De seneste sæsoner har han for alvor markeret sig som en mand, der skal være fast mand i Herthas centerforsvar. Det samme gælder på det amerikanske landshold, hvor landstræner Jürgen Klinsmann har talt særdeles pænt om unge Brooks.
Faktisk går tingene så godt for John Anthony Brooks, at Manchester City angiveligt har holdt øje med ham i løbet af sommeren. Derfor skulle det ikke undre mig, om den kommende sæson bliver sidste chance for at se Brooks i Bundesligaen. Skal man tro Berliner-pressen, kommer et salg dog ikke til at ske for mindre end 20 millioner euro.
Uanset om Hertha-angrebet kommer i gang eller ej, kommer en pæn del af nøglen til succes til at ligge i forsvaret, og derfor er Brooks næsten selvskrevet til at spille en afgørende rolle for Hertha i den kommende sæson.
(Foto: herthabsc.de)