Hjemmeholdet kan sætte ny rekord, når de søndag møder Mainz.
Kampfakta:
Spillested: Red Bull Arena, Leipzig
Dommer: Fritz
Kampstart: Søndag 15:30
På tv: Eurosport 2
Holdnyt:
RB Leipzig:
Det ser ud til, at oprykkerne mener det alvorligt i år. I hvert fald blev det til en ny sejr i sidste runde, da Darmstadt blev besejret med 2-0.
Værd at bemærke i den kamp var, at Leipzigs to mål blev scoret af en indskifter (Sabitzer), og det er bestemt ikke første gang, det sker. Leipzig er nemlig det hold, der har scoret flest mål af indskiftere i sæsonen. Hele syv styks er det blevet til indtil videre.
Set med danske øjne var det måske bekymrende, at Sabitzer afløste en forholdsvis anonym Yussuf Poulsen, men danskeren har de sidste par kampe været blandt sit holds bedste, og hans plads i startopstillingen bør ikke umiddelbart være i fare.
Mod Mainz må Hasenhüttl undvære Bernado, Gipson og Klostermann. Skulle det lykkes at gå fra banen uden nederlag, vil Leipzig tangere Duisburgs rekord fra 1993/94 hvor de som oprykker formåede at gå ubesejrede igennem sæsonens første ti kampe.
Mainz:
Av for en lussing. Mainz skulle torsdag en tur til Anderlecht for at hente point i bestræbelserne på at spille sig videre i Europa League, men alt de kom hjem med var en øretæve på hele 6-1!
Derfor er det heller ikke videre befordrende at skulle op i mod en af Bundesligaens blot tre ubesejrede hold så kort tid efter.
Martin Schmidts opgave bliver derfor først og fremmest at få skuffelsen ud af kroppen hos sine spillere. Nyindkøbet Ramalho kan få sin ligadebut for klubben og måske være det friske blod, der skal til, hvis Mainz skal hente point i det østtyske.
Frei, Clemens, Latza, Muto og Berggren er fortsat ude med skader, mens Gbamin og Serder er tvivlsomme.
Karantæner:
RB Leipzig: Ingen
Mainz: Ingen
Bud på startopstillinger:
RB Leipzig: Gulacsi – Ilsanker, Orban, Compper, Halstenberg – Demme, Keita – Sabitzer, Forsberg – Ti. Werner, Y. Poulsen
Mainz: Lössl – Donati, Bell, Hack, Bussmann – Gbamin, Ramalho – Onisiwo, Malli, De Blasis – Cordoba
Vidste du, at…:
opgøret mellem de to hold er første gang, at RB Leipzig og Mainz nogensinde står overfor hinanden i en officiel turnering?
Dom:
6-1 nederlaget kan ikke vaskes af på så kort tid, så det bliver ikke Mainz, der stopper RB Leipzig. 2-0 til hjemmeholdet.