bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Optakt – RB Leipzig: Klap nu lige tyren

Optakt – RB Leipzig: Klap nu lige tyren

Sidste sæson

Nr. 2 i 2. Bundesliga.

Med en sejr i næstsidste spillerunde kunne RB Leipzig cementere andenpladsen i Tysklands næstbedste række og sikre sig oprykning til Bundesligaen. Ralf Rangnick og resten af den ambitiøse ledelse kunne dermed krydse af ved endnu et delmål – adgang til landets bedste liga – det sidste skridt på vejen inden den ultimative drøm: Champions League-deltagelse.

Leipzigs oprykning kom først og fremmest i hus via en stærk hjemmebane, hvor man kun led tre nederlag, og en solid organisation, der lukkede mindre end ét mål ind per kamp – bedst af alle i ligaen. Trods flere offensive folk med landsholdserfaring – Yussuf Poulsen, Emil Forsberg, Davie Selke og Marcel Sabitzer – scorede RBL kun femteflest mål.

Transfers

Med Red Bull i ryggen har RBL større finansielle muskler end de fleste oprykkere, men de knap €28 millioner man har brugt på sommerens transfermarked er ikke mere end hvad ligaens midterklubber har brugt.

Klubbens største transfer er den centrale midtbanespiller Naby Keita fra søsterklubben RB Salzburg til €15 millioner, mens der er røget €10 millioner til nedrykkede Stuttgart for angriberen Timo Werner.

Ud af døren er gået et par folk fra overskudslageret, der ikke kunne se frem til så meget spilletid.

Det er med andre ord et Leipzig-hold, der ikke ser så forfærdeligt anderledes ud i forhold til sidste sæson.

Styrket/svækket

En smule styrket.

Denne sæson

RB Leipzigs oprykning har tiltrukket sig en del medieopmærksomhed og det er naturligvis med berettigelse. Men når snakken begynder at handle om, at holdet er stærkt nok til at spille med om de europæiske pladser står vi af.

Truppen er – i stil med klubbens filosofi – meget ung og uprøvet på topniveau. Der er spillere med masser af potentiale, men der mangler samtidig erfaring, rutine og lederskab. Det kan meget vel komme til at koste i Bundesligaen. Klubkaptajn og semi-alderspræsident Dominik Kaiser (27) har været med fra starten, men har spillet 90% af sine kampe på 3. Liga-niveau eller under.

At det ikke bliver helt problemfrit fik Poulsen og co. allerede at mærke i første runde af pokalturneringen, hvor man trods en 2-0-føring blev slået ud af 2. Bundesliga-oprykkerne fra Dynamo Dresden.

Det skal også noteres, at Ralph Hasenhüttl er ny mand i trænersædet siden i sommers og nok skal bruge noget tid på at implementere sine ideer.

Når det er sagt, skal vi dog lige have med, at det er en talentfuld trup, Leipzig råder over og at man især i offensiven har folk med et stort potentiale.

Bud på placering

11-14

Bud på idealopstilling

Gulacsi – Schmitz, Orban, Compper, Halstenberg – D. Kaiser, Keita – Sabitzer/Poulsen, Forsberg – Selke, Werner

Hold øje med

Naby Keita.

Der er mange spændende offensive folk på holdet, men der bliver også kamp om pladserne i front. Vi peger derfor på på Keita, som en spiller, der er værd at holde øje med. Han er den dyreste spiller til at forlade Østrig, hvor han scorede 17 mål og leverede 10 assists i sine 59 kampe på den centrale midt.

Han har i et par år tiltrukket sig interesse fra de store Premier League-klubber og kunne godt ligne en mand, der kan tilføje noget substans på et RBL-hold, der nogle gange kan knække over på midten.

You may also like
Fortuna Düsseldorf, optakt, gratis, Fortuna für Alle
Optakt til 6. runde i 2. Bundesliga – Düsseldorf og KSC marcherer
Pyroteknik
Spilletidspunkter i Bundesligaen fra runde 6-12 fastlagt
Optakt, Schalke
Optakt til runde 4 i 2. Bundesliga – En vred Zorniger og storkamp i Gelsenkirchen
Tyske ord, udtryk, sprogblomster
Sæsonoptakt: 1. FSV Mainz 05 – Svær sæson for Bo nummer to