bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Optakt – Eintracht Frankfurt: Sidste sæson skal glemmes

Optakt – Eintracht Frankfurt: Sidste sæson skal glemmes

Eintracht Frankfurt, stadion, optakt

Sidste sæson: Nummer 16 i Bundesligaen

Sidste sæsons nedrykningsdrama i Bundesligaen inkluderede adskillelige klubber, og Eintracht Frankfurt var en stor del af det drama. Man skulle helt hen til sidste spillerunde, før Frankfurt fik afgjort sin skæbne – en tur i relegationsspiel, hvor modstanderen var Nürnberg. Missionen om overlevelse lykkedes med en samlet 2-1-sejr, og Frankfurt er derfor stadig at finde i Bundesligaen, når den sparkes i gang i den sidste weekend i august.

Undervejs i den forgange sæson skiftede man ud på trænerposten. Ud røg Armin Veh efter en perlerække af håbløse resultater, og ind kom den tidligere topspiller Niko Kovac, som med hiv og sving fik reddet klubben, blandt andet efter en livsvigtig sejr i næstsidste spillerunde over bundrivalerne fra Werder Bremen.

Transfers

Efter sidste sæson har man oprustet med hele otte nye spillere. Ind er kommet Taleb Tawatha (Maccabi Haifa), Jesus Vallejo (Real Madrid, lån), Guillermo Varela (Manchester United, lån), Danny Blum (Nürnberg), Omar Mascarrell (Sporting Gijon), Branimir Hrgota (Gladbach), Michael Hector (Chelsea, lån) og Ante Rebic (Fiorentina, lån).

Transferstrategien hos Eintracht Frankfurt har virket soleklar: Hent unge forstærkninger og gerne forstærkninger, som kan gøre en forskel med det samme. Dette ses blandt andet ved, at samtlige forstærkninger er født efter 1/1/92. Dermed puster Frankfurt endnu mere ungt blod ind i en spillertrup, som i forvejen er ganske ungdommelig. Samtidig har en del af de nye handler også været lejeaftaler fra større klubber som Chelsea, Real Madrid og Manchester United.

At svingdøren for alvor har været i gang på Commerzbank Arena ses også ved, at klubben har skillet sig af med hele 10 spillere. Carlos Zambrano (Rubin Kazan), Stefan Aigner (1860 München), Luca Waldschmidt (Hamburger SV) og Aleksandar Ignjovski (Freiburg) er alle blevet soglt, mens Constant Djakpa, Emil Balayev, Sonny Kittel, Yannick Zummack og Änis Ben-Hatira forlod klubben på en fri transfer. Derudover vendte Kaan Ayhan også tilbage til Schalke 04, efter at hans lejeaftale med Eintracht Frankfurt ophørte.

Styrket/svækket

Styrket

Denne sæson

Niko Kovac og Eintracht Frankfurt går en interessant sæson i møde. Der må alt andet end lige være et krav fra tilhængerne om, at man skal forsøge at undgå endnu en omgang nedrykningsdrama, men om det kan lade sig gøre er virkelig et interessant tema.

Forstærkningerne der er blevet lavet er unge og spændende, men samtidig ligner holdet også noget, der enten kan briste eller bære.

Bud på placering

10-16

Bud på idealopstilling

4-4-1-1

Hradecky

Varela, Vallejo, Abraham, Oczipka

Gacinovic, Mascarell, Huszti, Rebic

Meier

Hrgota

Hold øje med – Guillermo Varela

Guillermo Varela er et produkt af ungdomsafdelingerne i Real Madrid og Manchester United, og det skal blive virkelig spændende at se, om uruguayaneren langt om længe kan udfolde det potentiale, mange har spået ham til at have.

I sidste sæson fik han 11 førsteholdskampe for Manchester United, fordelt på fire i Premier League, tre i Europa Leauge, tre i FA Cup’en og en enkelt i Champions League. Man var altså tryg nok ved ham til at bringe ham i spil hist og her, men i en alder af 23 er det nu tid for Varela til at vise, at han er god nok på den store scene og ikke blot er endnu et evighedstalent.

foto: Commerzbank Arena, creative commons