bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Optakt: Paderborn – Borussia Dortmund: Lucien Favre under pres

Optakt: Paderborn – Borussia Dortmund: Lucien Favre under pres

Lucien Favre, Borussia Dortmund

Borussia Dortmund skal forsøge at rejse sig ovenpå tirsdagens smertefulde nederlag til Bayern, og det sker ude mod Paderborn. I Hinrunden havde Lucien Favres mandskab kæmpe problemer mod netop Paderborn, men BVB går ind til opgøret som storfavoritter – selv uden Erling Braut Haaland.

 

Kampfakta:

Spillested: Benteler-Arena, Paderborn
Kamptidspunkt: Søndag, kl. 18.00
TV: TV3 MAX

 

Holdnyt

SC Paderborn

Paderborn virker til at være specialister i at spille uafgjort i øjeblikket. I hvert fald har oprykkerne siden Bundesligaen blev genoptaget spillet uafgjort i alle tre kampe, og senest var det onsdag aften ude mod Augsburg, der endte i en pointdeling. Selvom et point ikke er alt for meget, når man er placeret, hvor Paderborn er, er det selvfølgelig bedre end ingen point, og de har bestemt ikke opgivet håbet om overlevelse.

Omvendt opsummerer det også meget godt de problemer, som Paderborn-mandskabet har. De har simpelthen ikke holdet til for alvor at udfordre de andre hold rent offensivt, men til gengæld har de en stabil defensiv, der kan redde point hjem.

Paderborn har kun fået nettet til at blafre en enkelt gang i de første tre runde efter genoptagelsen.

Men faktisk formåede Paderborn for alvor at tage Dortmund på sengen i Hinrunden, hvor de på Signal-Iduna-Park var ved at levere en overraskelse af en anden verden. Efter 43 minutters spil var gæsterne nemlig foran med 3-0, men en stærk anden halvleg af BVB gjorde dog, at det endte med et remis, 3-3.

Se højdepunkter fra den vanvittige kamp her

Det var dog et signal til Dortmund om, at de skal være oppe på mærkerne, for Paderborn er ikke en walkover. Det kan Hoffenheim vist også skrive under på, da de også kun fik et enkelt point mod oprykkerne i weekendens runde.

Vi skal dog stadig tilbage til den 25. januar for at finde den seneste sejr til Steffen Baumgarts mandskab, hvor de på daværende tidspunkt slog Freiburg. Det er en statistik, som selv kan få Schalke til at se gode ud. Paderborn går desuden en svær tid i møde, for i denne runde gælder det opgøret mod BVB, mens de i runden efter møder RB Leipzig.

Steffen Baumgart må se bort fra Klaus Gjasula, der er i karantæne pga. for mange gule kort, mens Luca Kilian er tvivlsom til opgøret. Gjasula har nu fået indkasseret 15 gule kort i denne sæson, og når han at få yderligere to advarsler, slår han Bundesligarekord.

 

Dortmund

Det var et hårdt slag på Dortmunds mesterskabsdrømme, da de tirsdag aften tabte det meget vigtige opgør på Signal-Iduna-Park mod mesterskabskonkurrenterne fra Bayern München. Med nederlaget har Lucien Favre og hans Dortmund-mandskab nu hele syv point op til Bayern, der stormer mod klubbens ottende Meisterschale på stribe.

Dortmund må derfor se ud til atter at måtte tage sig til takke med en andenplads i Bundesligaen, da det er meget svært at se, hvordan Bayern skal smide syv point i de sidste seks kampe.

Man følte dog, at man havde mulighederne for mindst at få et enkelt point – eksempelvis vil mange BVB-fans argumentere for, at de blev snydt for et klokkeklart straffespark i Der Klasikker. Det blev ikke dømt, og det endte altså med et meget smertefuldt nederlag, hvor Bayern endnu en gang viste, at de bare er holdet, der skal slås.

Se den kontroversielle situation her

Men Lucien Favre og hans mandskab skal forsøge at komme op på hesten igen, og det skal de altså søndag aften ude mod oprykkerne fra Paderborn.

Netop Lucien Favre har været genstand for en del debat i de sidste par dage, hvor der igen, igen er blevet sat spørgsmål ved, hvorvidt han også i næste sæson bør stå i spidsen for Dortmund.

Til kampen mod Paderborn er Dortmund kæmpefavoritter, og på trods af nederlaget i seneste runde til Bayern, har de stadig gang i en rigtig flot Rückrunde, og det gælder for dem nu om at sikre sig en top 4 placering og dermed Champions League til den kommende sæson.

Thomas Delaney spillede en halvleg i Der Klassiker, men danskeren ser desværre ud til at måtte lade sin startplads til fordel for Emre Can. Derudover pådrog det norske stjerneskud, Erling Braut Håland, sig også en mindre skade i Bayern-kampen, og det holder ham ude af Paderborn-opgøret, selvom Lucien Favre har udtalt, at det ikke er så slem en knæskade.

Udover Håland er Nico Schulz, Marco Reus og Dan-Axel Zagadou alle ukampdygtige til opgøret mod Paderborn. Til gengæld ser det ud til, at Jadon Sanhco får lov til at begynde inde, mens Thorgan Hazard tager Stürmer-pladsen fra Håland.
Update: På pressemødet kom det frem, at Dahoud er ude resten af sæsonen med en skade.

Karantæner:

Paderborn: Klaus Gjasula
BVB: Ingen

 

Bud på startopstillinger:

Paderborn: Zingerle – Jans, Hünemeier, Schonlau, Collins – Ritter, Vasiliadis – Antwi-Adjei, Holtmann – Mamba, Srbeny
Dortmund: Bürki – Piszczek (c), Hummels, Akanji – Hakimi, Can, Dahoud, Guerreiro – Sancho, Brandt – T. Hazard

 

Vidste du, at..:

Dortmunds 0-1 nederlag i tirsdags til Bayern var første gang siden den 9. november, at de ikke kom på tavlen i Bundesligaen? Modstanderen her var… ja godt gættet – Bayern München.

 

Dom:

Dortmund er på papiret det bedste hold, og de har generelt været rigtig godt kørende, hvis vi ser bort fra kampen mod Bayern, hvor de heller ikke spillede dårligt. De var ganske enkelt bare ikke effektive nok. Et andet kampbillede venter søndag aften, hvor der efter alt at dømme kommer til at stå BVB på det meste, 3-0 til Lucien Favre og co.

Få spiltips til samtlige kampe i Bundesligaen hos SpilXperten

You may also like
Optakt, HSV
Optakt til 9. runde i 2. Bundesliga – kuriøse straffespark
Fortuna Düsseldorf, optakt, gratis, Fortuna für Alle
Optakt til 6. runde i 2. Bundesliga – Düsseldorf og KSC marcherer
BVB, Borussia Dortmund, Sébastien Haller, Nuri Sahin
Nuri Sahin – Mesterspiller i mesterlære
Borussia Dortmund, fankultur, optakt, tilskuere, fans på stadion, Bundesligaen 2021/22, fyldte stadioner, fodboldrejse i Bundesligaen
Sådan får du rabat på din næste fodboldrejse til Bundesligaen