Kampfakta
Kamptidspunkt: Fredag, kl. 18.30
Spillested: Volksparkstadion, Hamburg
Tv: TV3 Sport Max
Holdnyt
HSV
HSV har fået en nærmest uvirkelig god start på den indeværende sæson, hvor de ganske enkelt har gjort rent bord i de første fem kampe. Det er nemlig blevet til fem sejre i lige så mange kampe, og de har kun lukket fem mål ind, mens de i modsatte ende har fået nettet til at blafre 13 gange.
Det ser altså med andre ord rigtig godt ud for HSV forud for fredagens Stadtderby mod bysbørnene fra St. Pauli.
Men men men…Man skal ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt – og slet ikke med HSV. Det er ikke første gang, at HSV er inde i en god stime, for ser vi bare tilbage på de to seneste sæsoner, har de sat et godt efterår over styr med en jammerlig Rückrunde efter jul.
Ikke desto mindre må Daniel Thioune og hans mandskab tage favoritværdigheden på sig, for de er uden tvivl favoritter til at snuppe de tre point. Skal det ske kræver det først og fremmest, at offensiven fortsætter i samme spor, som det har været tilfældet indtil videre. Her har særligt nyindkøbte Simon Terodde gjort det helt fortrinligt med seks scoringer i de første fem kampe.
I sidste spillerunde kom Terodde også på scoringstavlen to gange i 3-1-sejren hjemme mod FC Würzburger Kickers, så han har i hvert fald selvtilliden i orden. Sidst de to Hamburg-klubber krydsede klinger, endte det med en 2-0-sejr til gæsterne, som faktisk har vundet de to seneste indbyrdes opgør. Der er altså i den grad noget at revanchere for Thiounes mandskab.
Og så kan vi ikke komme uden om, at et Hamburger Derby bare fortjener tilskuere, og heldigvis er der også 1000 af slagsen på Volksparkstadion – men man ville bare ønske, at der var 50 gange så mange. Dog blive det sidste gang med tilskuere – i hvert fald frem til november – da smittetallet er for højt i Tyskland.
HSV må til Stadtderbyet se bort fra Bakery Jatta og Van Drongelen, ellers er alle spillere fit for fight.
FC St. Pauli
FC St. Pauli har ikke helt fået samme start som storebror fra HSV, og de er noteret for seks point i de første fem kampe. Alligevel er man placeret på 8. pladsen, og i sidste weekend fik man et meget vigtigt point ude mod Darmstadt.
Det skete dog ikke uden spænding og dramatik, for vi skulle nemlig frem til det 95. minut for at finde 2-2-scoringen, der sikrede St. Pauli et point på en straffesparksscoring af Rodrgio Zalaslar Martinez. Faktisk er St. Pauli kun gået fra banen med pladen fuld en enkelt gang i indeværende sæson, men, som før nævnt, har de haft et ganske godt tag på HSV i de seneste to indbyrdes opgør.
Tager vi dansker-brillerne frem, begynder det så småt også at lysne for Simon Makienok, der står foran sit første Stadtderby. Danskeren er startet på banen i de seneste tre opgør, og han lagde også op til en scoring mod Nürnberg i forrige spillerunde. Der er derfor meget, der taler for, at vi får den danske angriber at se fra kampens start mod HSV fredag aften.
Stadtderbyet mod HSV er samtidigt St. Pauli-træner, Timo Schulz’ første som senior-træner, og det er noget, han ser frem til.
– Drengene er der, det kan man mærke på dem. Ligemeget hvor man er, bliver der hele tiden snakket om det. Det er en kamp, som man skal glæde sig til. Jeg har følelsen af, at vi er godt forberedt, og det kribler da i en. Jeg glæder mig, fortæller han forud for kampens til klubbens hjemmeside. I øvrigt er derbyet også HSV-træner Daniel Thiounes første.
Selvom Schulz altså glæder sig til sin første kamp mod bysbørnene i senior-sammenhæng, så kan St. Pauli ikke løbe fra, at de er underdogs – og generelt er lillebror i havnebyen. Mens HSV kun er i gang med sin tredje sæson i 2. Bundesligaen, har St. Pauli været der i 29 sæsoner. HSV er blevet tysk mester 6 gange, har vundet Europa-pokalen og DFB-Pokalen, mens der står et stort, fedt og rundt nul ud for pokaler i St. Pauli.
Men det er et derby, og alt kan ske – det har vi set før – og det bliver naturligvis også specielt, da St. Pauli ikke har nogle tilskuere med til Volkspark. Men de er vant til underdog-rollen i Stadtderbyet, og de plejer sådan set at klare den meget godt.
Timo Schulz må til opgøret undvære Buchtmann, der er på vej tilbage fra skade, mens Burgstaller, Miyaichi og Wieckhoff og så er ude
Læs også: Fanfortælling: Hamburg is braun-weiß
Karantæner
HSV: Ingen
St. Pauli: Ingen
Bud på startopstillinger
HSV: Ulreich – Gyamerah, S. Ambrosius, Heyer, Leibold – Onana – Dudziak, Hunt – Narey, Terodde, Wintzheimer
St. Pauli: Himmelmann – Ohlsson, J. Lawrence, Buballa – Zander, Becker, Benatelli, Dittgen – Zalazar – Kyereh, Makienok
Vidste du, at..:
gode gamle Pierre-Michel Lasogga er all-time-topscorer i Stadtderbyet i 2. Bundesligaen med bare to mål? Scoringerne faldt i den samme kamp den 10. marts 2019.
Dom:
Det er svært at forudsige disse opgør, men rent logisk – og set ud fra tabellen – burde HSV jo vinde Stadtderbyet. Der er bare ingen logik i disse kampe, men vi vover pelsen, og tror på en 2-1-sejr til hjemmeholdet.