bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Optakt: Gladbach – Dortmund

Der venter et spændende opgør på Borussia-Park, hvor begge hold har noget at kæmpe for.

Kampfakta:
Spillested: Borussia-Park, Mönchengladbach
Dommer: Wolfgang Stark
Kamptidspunkt: lørdag 18:30
På TV: Eurosport 2 

Holdnyt:
Borussia Mönchengladbach:
Hvis die Fohlen vil gøre sig forhåbninger omkring europæisk fodbold, er de næste fem spillerunder utroligt vigtige. De ligger i øjeblikket på en 9. plads stærkt efterfulgt af en lang række hold. Ligaen er ufattelig tæt i år, og kampen om de europæiske pladser kan man med kun fem spillerunder tilbage ikke spå om.

Borussia Mönchengladbach har kun to point op til SC Freiburg og europæisk fodbold. Men der er også kun tre point ned til 12. pladsen hvor Leverkusen befinder sig.

Næsten samtlige Bundesliga hold kan drømme om europæisk fodbold. Mönchengladbach afsluttede deres europæiske eventyr for en måned siden, da de blev slået ud af den hjemlige modstander, Schalke 04, i ottendedelsfinalerne. Derfor skal der nu fokuseres på endnu et eventyr i næste sæson, og point på lørdag imod Dortmund skal ind på kontoen, hvis drømmen skal gå i opfyldelse.

I sidste runde var Borussia Mönchengladbach taberen i vandvidskampen imod Hoffenheim, som endte 5-3. Men før kampen imod Hoffenheim vandt Heckings mandskab to kampe i træk, mod FC Köln og Hertha Berlin, som begge ligger over dem i tabellen. Så formen for Mönchengladbach ser temmelig lovende ud.

Raffael døjer stadigvæk med en knæskade, men Thorgan Hazard ser ud til at starte efter sin knæskade. Hecking har noget at tænke over til kampen med hensyn til offensiven. Èn skal starte i angrebet sammen med Stindl, men spørgsmålet er, om det bliver Drmic eller Hahn.

Borussia Dortmund:
Kvartfinalerne i Champions League blev endestationen for Tuchels tropper. I onsdags måtte de tage hjem fra Monaco med et nederlag på 3-1. Så alt fokus må være rette imod at få en god afslutning på Bundesligasæsonen og DFB pokalen.

Mesterskabet er Bayern München med stor sikkerhed allerede løbet med, men en plads med direkte deltagelse i Champions League tilgængelig har Dortmund spillerne alligevel noget at kæmpe om.

I øjeblikket ligger Dortmund på en 4. plads med kun ét point op til Hoffenheim på en 3. plads. Samtidigt er der hele ti point ned til Hertha Berlin på en 5. plads. Så Champions League fodbold er godt og vel sikret.

I sidste runde af Bundesligaen vandt Die Schwarz-Gelben over Mainz med 3-1, hvor Aubameyang igen var på spil med en scoring. Aubameyang ligger nu på en 1. plads på topscorerlisten sammen med Lewandowski.

Borussia Dortmund har været solide i denne sæson og har været i top 4 siden runde 17. Det er derfor et stærkt mandskab, der trods exit fra Champions League, kommer til den ydre del af Vesttyskland med hovedet højt.

Der går store tanker hos Tuchel inden kampen på lørdag. Med kun 50 timers restitution siden Champions League opgøret imod Monaco og en kamp imod Bayern på onsdag, skal spillernes fitness virkelig vises. Det kunne derfor tænkes, at Tuchel ville spare nogle af hans spillere.

Karantæner:
Borussia Mönchengladbach: Ingen
Borussia Dortmund: Ingen 

Bud på startopstillinger:
Borussia Mönchengladbach: Sommer – Elvedi, A. Christensen, Vestergaard, Wendt – Strobl, Dahoud – Hermann, Hofmann – Drmic, Stindl
Borussia Dortmund: Bürki – Piszczek, Sokratis, Ginter, Schmelzer – Weigl – Dembelé, Castro, Kagawa, Reus – Aubameyang

Vidste du, at…:
Borussia Dortmund er det hold, der har scoret flest mål på udebane i denne sæson? 27 mål er det blevet til for Aubameyang og co. Dog er Dortmund også det hold i top 4, som lader flest mål gå ind på udebane med 25 stk.

Dom:
Selvom Borussia Dortmund muligvis er lidt trætte, kan man ikke tage kvaliteten fra holdet. Dortmund tager hjem fra Mönchengladbach på lørdag med en 4-2 sejr.

You may also like
Borussia Dortmund, BVB, Nuri Sahin
Dortmund og Nuri Sahin: Et sted mellem Stallgeruch og mittelmaß
HSV, optakt, 2. Bundesliga
Optakt til runde 18 i 2. Bundesliga: Et topholds forbandelse
Hvor gammel er Youssoufa Moukoko
Hvor gammel er Youssoufa Moukoko egentlig?
HSV, Optakt, 2. Bundesliga 2021/22
Optakt til 13. runde i 2. Bundesliga – topholdenes forbandelser