Ugens ”Knaller”. En vaskeægte Bundesliga-klassiker. Borussia Mönchengladbach mod Borussia Dortmund. Det er ligaens fjerdeplads, der på hjemmebane tager imod tredjepladsen, og for begge hold gælder det vist efterhånden, at hvis de skal holde liv i et håb om ”die Meisterschale”, så skal der tre point til lørdag aften. Dortmund har vundet de seneste ni indbyrdes Bundesliga-møder mellem de to hold, så Gladbach har lidt af en nederlagsstime mod ”die schwarz-gelben”, som de skal bryde.
Kampfakta:
Spillested: Borussia-Park, Mönchengladbach
Dommer: Sascha Stegemann
Kamptidspunkt: Lørdag 18:30
TV: TV3 Sport
Borussia Mönchengladbach:
Sidste lørdag vandt ”die Fohlen” 2-3 på udebane over Augsburg.
Gladbach har formået i denne sæson at snige sig helt op i toppen af ligaen, og det skyldes bl.a., at klubben igennem flere sæsoner har været utroligt gode til at ”scoute” nye spillere. Tænk på spillere som Marcus Thuram, Dennis Zakaria eller Alassane Plea. De er gode til at finde rigtig gode spillere for færre midler, hvilket også er noget, som klubbens sportsdirektør Max Eberl op til lørdagens kamp har snakket med det tyske fodboldmedie Kicker om.
Han siger, at de ikke kan konkurrere med Bayern, Leipzig og Dortmund, når det kommer til økonomi, og de er derfor en klub, der bliver nød til at være ”snedige”, som han siger.
I denne sæson ser det ud til, at de kommer til at konkurrere med topklubberne lige til slut, men det bliver spændende at følge, om de kan etablere sig som en topklub på længere sigt. Det er ikke utænkeligt, at Gladbach bliver nød til at finde flere af de her lidt ”ukendte” talenter i fremtiden, for når en klub som Gladbach begynder at få en masse spillere, der præsterer på et højt niveau uge efter uge, så plejer der at komme interesse fra andre klubber for disse spillere.
Gladbach har ingen spillere på skadesbænken. Til gengæld har de flere spillere i karantæne-fare. Lars Stindl, Florian Neuhaus, Breel Embolo, Tony Jantschke og Patrick Herrman kommer alle til at sidde ude med karantæne i onsdagens udsatte ”Rheinische Derby” mod Köln, hvis de får et gult kort i lørdagens brag.
Borussia Dortmund:
Lucien Favres mandskab fik en noget usædvanlig 1-0 sejr i sidste runde på hjemmebane mod Freiburg. Det lyder måske ikke så besynderligt igen, men det sker sjældent, at Dortmund kun scorer én gang i en kamp, det er ikke hverdagskost for Dortmund-defensiven at holde rent bur, men mest usædvanligt af alt var, at Erling Braut Haaland ikke scorede i en fodboldkamp.
Dortmund har indtil videre med undtagelse af den famøse kamp, hvor de tabte 4-3 på udebane mod Leverkusen, gjort rent bord i ”Rückrunden”. De har set stærke ud, men det er alligevel tvivlsomt, om de i sidste ende kan følge med Bayern i kampen om ”die Meisterschale”, når vi rammer maj.
I Champions League lever de dog til gengæld i allerhøjeste grad. På onsdag spiller de returopgøret mod franske Paris Saint-Germain, hvor de går ind til kampen med en 2-1-føring i ryggen fra den første kamp. Det bliver spændende at se, om de kan levere en mindre overraskelse og slå de franske mastodonter ud af turneringen, eller om Neymar og co. får skovlen under holdet fra Ruhr-distriktet.
Til lørdagens ”Knaller” mod Gladbach mangler Marco Reus, der misser opgøret på sin gamle hjemmebane, og danske Thomas Delaney.
Bud på startopstillinger:
Gladbach: Sommer; Lainer, Ginter, Elvedi, Bensebaini; Neuhaus, Zakaria; Hofmann, Stindl, Thuram; Plea
Dortmund: Bürki; Piszczek, Hummels, Zagadou; Hakimi, Can, Witsel, Guerreiro; Brandt, Haaland, Sancho
Dom:
Der venter en utrolig spændende kamp mellem to tophold i topform, der begge plejer at score mange mål. Det kan kun blive godt. Det er dog svært at spå om et udfald. Vi tror, at det bliver en pointdeling med resultatet 2-2.