bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 2. Bundesliga > 1. FC Kaiserslautern > Optakt til foråret i 2. Bundesliga: Ny dansker, HSV-drømme og angrebsproblemer i St. Pauli
HSV, Hamburger SV, Mikkel Kaufmann, 2. Bundesliga

Den bedste tyske række tog hul på forårssæsonen i weekendwn, og nu er turen kommet til den næstbedste række i tysk fodbold. De fleste klubber har været på træningslejr i enten Spanien eller Tyrkiet samt spillet en del træningskampe henimod genoptagelsen af turneringen. Otte hold kæmper om de tre øverste placeringer, mens de øvrige ti alle skal spænde hjelmen, hvis ikke sæsonen skal munde ud i en nedrykning.
Velkommen tilbage til verdens bedste næstbedste liga, som for øvrigt er blevet en dansker rigere.

 

Karlsruher Sport Club-SC Paderborn 07 – fredag kl. 18.30
I Karlsruhes første træningskamp blev Bochum besejret men det blev siden til smalle nederlag mod Freiburg og RB Salzburg. Ny i truppen er den hidtil klubløse Daniel Brosinski, der har 222 Bundesligakampe på CVét, men blev tilovers i Mainz. Ud er røget to marginalspillere.
Ny i truppen hos Paderborn er Franck Evina, der vender tilbage efter et lejeophold hos Sandhausen samt Niclas Nadj, der blev hentet lige ned over grænsen hos Weiche Flensburg. Han er for øvrigt søn af den gamle Paderborn kæmpe Tibor Nadj. Paderborn delte med Bielefeld i sidste træningskamp, der endte 1-1. Et resultat jeg tror, de to klubber gentager i forårets første kamp.
Bulibolds tip: Karlsruher Sport Club-SC Paderborn 07 1-1

 

Fortuna Düsseldorf-1. FC Magdeburg – fredag kl. 18.30
Düsseldorfs trup er foreløbig den samme, der sluttede efteråret af med nederlag i de to sidste kampe. I optakten til foråret fik man ørerne i klemme i en træningskamp mod Dortmund, men vandt dog en snæver sejr over Grashoppers.
Magdeburg har afgivet Ömer Beyaz, hvis lejemål er afsluttet og i stedet tilknyttet Luc Castaignos, der var fri på markedet og sidst var på kontrakt hos Ofi Kreta. Magdeburg sluttede træningsopstarten af med at spille 2-2 mod polske Legia Warszawa.
Bulibolds tip: Fortuna Düsseldorf-1. FC Magdeburg 3-1

 

Holstein Kiel-Greuther Fürth – lørdag kl. 13.00
Storkene fra Kiel mister profilen Fabian Reese til Hertha Berlin, men han skifter først til ”den gamle dame” efter sommerpausen. Her og nu må man undvære Johannes van den Bergh, der har fået sin kontrakt ophævet. I optaktskampene har man tabt til Bielefeld og Hannover men slået Cluj og Osnabrück.
Zornigers Fürth stiller op med samme trup som i efteråret. Resultaterne fra træningskampene har været gode, men et nederlag senest til ligakonkurrenterne fra Rostock på 1-4 trækker dog nedad. Jeg tror, holdene deler i porten.
Bulibolds tip: Holstein Kiel-Greuther Fürth 2-2

 

FC Heidenheim-Hansa Rostock – lørdag kl. 13.00
Heidenheim var ubesejrede i efterårets sidste fem kampe, hvilket placerede klubben på den 3. plads, der udløser oprykningskampe. Klubben stiller med en uændret trup, og har høstet fine resultater i træningskampene, hvor man bl.a. slog Paderborn og Piast Gliwice samt spillede lige op med Cluj og Plzen.
Hansa har heller ikke haft behov for udskiftninger i truppen. ”Die Koggen” tabte en træningskamp mod Union men slog som nævnt Fürth eftertrykkeligt.
Heidenheim konsoliderer dog deres plads i toppen med tre points i denne kamp.
Bulibolds tip: 1. FC Heidenheim-Hansa Rostock 2-0

 

Darmstadt 98- Jahn Regensburg – lørdag kl. 13.00
Så kommer vi til førerholdet fra tarmbyen. ”Die Lilien” har forfremmet den unge angriber Fabio Torsiello fra ungdomsafdelingen til førsteholdstruppen og sendt marginalspilleren Andre Leopold til Würzburg. Holdet har, præcist som det var tilfældet hen over efterårssæsonen, imponeret i optaktskampene, hvor det blev til sejre over både Young Boys, Cluj og senest FC Wil.
Regensburg har lejet målmanden Jonas Urbig i Köln, men stiller derudover op med samme trup, som leverede blandede resultater i efteråret. Andreas Albers ”Jahnelf” kan, på trods af en fin sejr på 4-0 i generalprøven mod Vorwärts Steyer, godt få ørerne i maskinen, når de besøger Stadion am Böllenfalltor
Bulibolds tip: Darmstadt 98-Jahn Regensburg 4-0

 

Hannover 96-1. FC Kaiserslautern – lørdag kl. 20.30
Årets første topkamp, da nummer fire her tager imod nummer fem.
Hannover har sendt den unge angriber Franck Evina til bundproppen Sandhausen og har mildest talt præsteret blandede resultater i optakten. 96´erne sluttede dog af med en 2-1 sejr over ligarivalerne fra Kiel.
Gæsterne fra K´lautern har overraskende sagt farvel til Mike Wunderlich, der trods sportslig succes ikke følte sig hjemme på Betzenberg. Han returnerer derfor til Victoria Köln, hvor hans far er en del af ledelsen. Ind er kommet defensivspilleren Nicolai Rapp, som man har lejet i Bremen og Aaron Basenach, som er forfremmet fra andenholdstruppen. I sidste test besejrede K´lautern Erfurt fra Regionalligaen med 4-0.
Et uafgjort resultat må være passende, når to tabelnaboer mødes.
Bulibolds tip: Hannover 96-1. FC Kaiserslautern 1-1

 

HSV-Eintracht Braunschweig – søndag kl. 13.30
For mange danske HSV-fans starter ligaen først søndag, når deres elskede, men kronisk ustabile, HSV spiller årets første kamp. ”Die Rothhosen” har forstærket defensiven med Noah Katterbach og Francisco Montero, som man har lejet i hhv. Köln og Besiktas, mens venstrebacken Tim Leibold er sendt til USA, hvor han skal spille for Kansas City. Det kan tage tid at spille nye spillere ind på holdet, og det er måske derfor, at træningskampene mod Köln og Freiburg endte med klare nederlag. HSV viste dog i den seneste træningskamp, at de er klar. Vancouver Whitecaps blev således besejret med 2-0 på to mål af ligatopscorer Robert Glatzel.
Braunschweig, der imponerede med en 2-0 sejr over FC Sevilla i en træningskamp, har lejet Manuel Wintzheimer i Nürnberg og Linus Gechter hos Hertha. Jeg tror, HSV blæser til angreb og lægger ud med en sejr.
Bulibolds tip: HSV-Eintracht Braunschweig 2-0

 

Arminia Bielefeld-SV Sandhausen-søndag kl. 13.30
Det lignede længe en rigtig trist sæson for nedrykkerne fra Bielefeld, men syv points ud af tolv mulige i de sidste fire runder gjorde, at klubben fik kontakt med de øvrige deltagere i nedrykningskampen. Arminia har hentet Christopher Schepp i Lohne og sagt farvel til Mateo Klimowicz, hvis lejemål er udløbet. Bielefeld spillede 1-1 i Paderborn i sidste træningskamp.
Sandhausen har foreløbig hentet tre nye spillere i vintervinduet. Raphael Framberger er lejet hos Augsburg, Kerim Calhanoglu i Schalke mens den unge angriber Frank Evina er købt hos ligakonkurrenterne fra Hannover. Sandhausen fik en fin generalprøve på forårssæsonen, da WSG Tirol fra Østrig blev besejret med 3-1. Bielefeld tager de tre points.
Bulibolds tip: Arminia Bielefeld-SV Sandhausen 2-1

 

FC Nürnberg-FC St Pauli – søndag kl. 13.30
”Der Club” er et af de ti hold, der ikke kan sige sig fri for at være en del af kampen om at undgå nedrykning. Modsat mange af konkurrenterne, så har der været god gang i svingdøren hos Nürnberg. Jannes Horn er lejet hos Bochum, mens angriberen Benjamin Goller er hentet i Bremen. Klubben har ligeledes lejet den danske målmand Peter Vindahl Jensen hos hollandske AZ 67. Endelig er Jermain Nischalke hentet op fra U-23 holdet, og Florian Flick er købt i Schalke.
”Die Kiezkicker” fra St. Pauli leverede trods godt spil et forfærdeligt efterår og er kun over stregen på en marginalt bedre målscore end Bielefeld. Især afgangen af Guido Burgstaller har gjort ondt, og klubben har da også reageret ved at hente brasilianeren med det imponerende navn: Maurides Roque Junior fra polske Radomiak Radom. Den estiske landsholdsspiller Karol Mets er købt fri hos FC Zürich, og endelig har man også sikret sig angriberen Elias Saad hos lokalrivalerne fra Norderstedt. Om især de to angribere kan sikre kultklubben overlevelse i rækken, må forårets kampe vise. St. Pauli pudsede formen af med en nullert hjemme på Millerntor mod FC Midtjylland i lørdags, mens Nürnberg tabte 3-1 til Sparta Prag i sidste test. Jeg tror, St. Pauli begynder foråret fornuftigt.
Bulibolds tip: 1. FC Nürnberg-FC St Pauli 0-1

3. Liga

I den 3. bedste række er forårssæsonen allerede to runder gammel. Her lagde førerholdet Elversberg ud med at tabe i Wehen, men da de øvrige tophold også tabte, betød nederlaget mindre.
I den seneste runde kom Elversberg tilbage på sporet, da Ingolstadt, der er kommet skidt i gang med nul point i forårets to første kampe, blev sendt hjem med et 4-3-nederlag. Tobias Bech spillede samtlige minutter i begge kampe uden dog at komme på tavlen. Med sejren har Elversberg syv points ned til andenpladsen, så det ligner endnu en oprykning.
Ellers er det værd at bemærke, at Aue efter en frygtelig start har spillet sig fri fra nedrykningspladserne, og at løverne fra München efter fem kampe uden sejr vandt kampen mod Zwickau og dermed meldte sig tilbage i oprykningskampen, som vel ud over Elversberg består af Wehen, Saarbrücken, 1860 München og Ingolstadt. Freiburgs 2. hold ligger på fjerdepladsen, men kan som bekendt ikke rykke op.

You may also like
HSV, Optakt, 2. Bundesliga 2021/22
Optakt til 13. runde i 2. Bundesliga – topholdenes forbandelser
Optakt, Bayern München
Kampprogram for runde 13-19 i Bundesligaen 2024/25 fastlagt
Max Morlock, Nürnberg, Stadion, fans, 2. Bundesliga
Optakt til runde 12 i 2. Bundesliga – Ballade og vægtløft i Hannover
Hertha BSC, Olympiastadion, Optakt, Berlin
Optakt til 11. runde i 2. Bundesliga: Hvem bliver fyret denne gang?