Sidste sæson:
Nummer 1 i Bundesligaen
Efteråret var lidt mere besværligt, end de selvtillidsfyldte sydtyskere havde forventet. Alligevel lå de øverst i tabellen ved årsskiftet med tre point ned til Leipzig.
I foråret begyndte rekordmestrene at trække fra Hasenhüttls drenge, og den 28. april lukkede Bayern kampen om mesterskabet ved at slå Wolfsburg med de ydmygende tenniscifre 6-0 med tre runder tilbage.
Så kunne Ancelotti “sætte flueben” ud for den bedrift i sin første sæson. Det hele var dog ikke guld og grønne skove, selvom man havde vundet guld. I Champions League røg de nemlig ud allerede i kvartfinalen til de senere mestre Real Madrid. I DFB-Pokalen røg man ud til de ligeledes senere mestre Dortmund i semifinalen. Kravene er strenge i Bayern, og sæsonen kan ikke anses som meget mere end godkendt til trods for, de for femte sæson i streg blev kronet tyske mestre.
Det var også den sidste sæson for både Xabi Alonso og Philipp Lahm, som begge de sidste mange år har sat et stort præg på spillet. Xabi Alonso har været forbi flere klubber, mens Lahm med undtagelse af et enkelt lejeophold i Stuttgart spillede hele karrieren i Bayern. Philipp Lahms eftermæle i det sydtyske er enormt, hvorfor han naturligvis vil blive savnet i klubben
Transfers:
Som nævnt har Xabi Alonso og Philipp Lahm lagt støvlerne på hylderne. Sportsligt er det Lahm, der efterlader det største hul. Han var nemlig fast mand på holdkortet, og havde en vigtig rolle på holdet. Tom Starke, der i slutningen af sæsonen kom ind og fik nogle kampe, hvor han overraskede mange, har ligeledes valgt at stoppe karrieren. Bayern har valgt at udleje Gianluca Gaudino til Chievo Verona og Douglas Costa til Juventus. Mehdi Benatia, der sidste sæson var lejet ud til Juventus, har nu underskrevet en permanent aftale med Torino-klubben, og følges derfor sammen Costa til “La Vecchia Signora”. Så har man også endegyldigt valgt at stoppe samarbejdet med den evige “Pechvogel” Holger Badstuber, som ellers er en populær herre i det sydtyske.
Flere folk har også tjekket ind i München. Kingsley Coman, som de sidste to sæsoner har været på leje fra Juventus, har nu fået en fast aftale med Bayern. Coman leverede ikke det store sidste sæson, men han har tidligere vist sine kvaliteter i Bayern-trøjen, og det virker meget fornuftig at hente ham, da han kan fungere som back-up for de andre offensive profiler. Bayern har hentet Serge Gnabry i Werder Bremen, men lejet ham ud til Hoffenheim. Bayern har købt stortalentet Corentin Tolisso i Lyon til midtbanen, og så har de også hentet Hoffenheim-duoen midterforsvarer Niklas Süle og midtbanespiller Sebastian Rudy. Det mest prominente navn man har hentet til Allianz Arena må dog nok siges at være colombianske James Rodriguez. Manden, der tog verden med storm under VM 2014, er det seneste stykke tid gået lidt i stå i Real Madrid. Bayern har lejet ham i to år med en købsoption på 35 mio. Euro. Han er en spiller med nogle fantastiske færdigheder, så det ligner umiddelbart en glimrende handel for Bayern.
Styrket/svækket: Uændret
Denne sæson:
Det siger sig selv, at Bayern skal vinde mesterskabet, hvis Ancelottis mandskab skal leve op til forventningerne. Hvis det lykkes dem at vinde igen i år, så vil det være den sjette titel på stribe og 28. i klubben historie. Man tvivler faktisk på, om der er andre hold, som i det mindste bare kan udfordre Bayern. Vi ved dog, at Dortmund har et stærkt hold, og Leipzig imponerede alt og alle sidste sæson. Der kan derfor sagtens blive kamp om mesterskabet, men Bayern er naturligvis storfavoritter.
Hvis sæsonen skal gå hen og blive helt fornøjelig, så vil det nok også kræve, at “Sydens stjerne” henter mere end bare én titel hjem til pokalskabet. Man forventer nok også, at enten DFB-Pokalen eller Champions League havner på Allianz Arena.
Thomas Müller var sidste sæson slet ikke den Thomas Müller, vi kender. Selvom der til tider var fine præstationer, så var det samlede billede af hans sæson ikke imponerende. Selvom Müller ikke er noget teknisk vidunder, så er hans hårde arbejde dog rigtig godt for Bayern. Bayern har nu lejet James Rodriguez for to sæsoner, og spørgsmålet er derfor, hvem af de to spillere, der skal indtage startopstillingen. Det kan jo også blive enten Robben eller Ribery, som måtte vige pladsen. Måske kan det endda være, at Ancelotti vil rykke Thiago op som offensiv midtbanespiller, da de efterhånden har fået ophobet sig et hav af centrale midtbanespillere. Bayern deltager i mange turneringer og spiller mange kampe på en sæson, så der skal nok blive rig mulighed for de forskellige offensive spillere, til at give prøver på deres niveau.
Bud på placering: 1-2
Bud på idealopstilling: 4-2-3-1
Neuer; Kimmich, Hummels, Boateng, Alaba; Vidal, Thiago; Robben, Müller, Ribery; Lewandowski
Hold øje med – Joshua Kimmich
Philipp Lahm, Philipp Lahm, Philipp Lahm… Navnet er vist efterhånden blevet nævnt et par gange, men det er altså en , som fra denne sæson af ikke længere vil være at finde på Bayern-holdet. Hans efterfølger ligner Joshua Kimmich, og det bliver derfor interessant at se, hvordan han klarer opgaven. Kimmich er stadig kun 22 år, men har allerede fået pådraget sig erfaring på den ypperste scene. For Bayern har han primært fungeret som midtbanespiller, men han er en meget alsidig spiller, der kan bruge på flere pladser. Lahms farvel bliver hans mulighed for at få en stamplads på Ancelottis holdkort. Naturligvis har Kimmich endnu ikke den samme rutine og de samme lederegenskaber som Lahm, men han har faktisk mere dynamik i sit spil, og i det offensive kan han faktisk bidrage med mere end Lahm kunne. Selvom Bayern i Lahms afgang helt klart har mistet et betydningsfuldt led, så kan den nye mand Joshua Kimmich sagtens gå ind og udfylde hullet.