Jesper Lindstrøms Frankfurt tager hjemme imod Frederik Rønnows ubesejrede Union-mandskab i ottende spillerunde af Bundesligaen. Union topper ligaen, og de ser ud til at ride på en bølge, der også har givet træner Urs Fischer en forlængelse, men Frankfurt har vundet de seneste to opgør mod netop Union.
Kampfakta
Spillested: Deutsche-Bank Park
Kamptidspunkt: Lørdag, kl. 15.30
TV: Viaplay
Eintracht Frankfurt
Kun to gange er Eintracht Frankfurt gået fra banen uden point på kontoen i de første syv spillerunder, og de har da også taget ni point i de seneste fire kampe. Inden landsholdspausen fik Jesper Lindstrøm og co. også en sikker 3-1-sejr med sig hjem fra VfB Stuttgart, hvilket bragte dem op på 7. pladsen i Bundesligaen.
Det er dog ingen hemmelighed, at midterfeltet er enormt tæt, hvilket er klart, når sæsonen er så forholdsvis ung, derfor luner hvert point i øjeblikket. Men lørdag kommer Frankfurt for alvor på en stor opgave, når de skal forsøge at blive det første hold, der tager alle tre point fra de ubesejrede Spitzenreitere i Bundesligaen.
Frankfurt er dog inde i en fornuftig stime, og selvom der har været udfald, som mod Wolfsburg tidligere på sæsonen, så har Oliver Glasners mandskab god tro på tingene – med rette. Mario Götze begynder så småt at vise sit værd, og han er endda også startet inde i alle kampene i indeværende sæson.
Inden landsholdspausen var Jesper Lindstrøm ude med sygdom, men han stødte som bekendt til landsholdstruppen i sidste uge, og det forventes derfor også, at den danske midtbanekreatør glider tilbage i startopstillingen lørdag eftermiddag.
Til gengæld må Oliver Glasner undvære Buta og Toure, mens Onguene er tvivlsom til kampen mod Union.
Union Berlin
Det var nok de færreste, der havde regnet med, at Union Berlin ville toppe Bundesligaen, hvis man havde spurgt dem for fire-fem år siden. Det var sågar endda de færreste, der havde regnet med, at Union overhovedet ville være at finde i Bundesligaen for fire-fem år siden.
Ikke desto mindre har Urs Fischers mandskab gjort netop det.
Union har vundet fem kampe og spillet to uafgjorte. Den ene uafgjorte kamp endda mod Bayern München, mens man også har besejret RB Leipzig, som dog ikke i denne sæson har vist skræmmende styrke. Senest blev det også til tre point hjemme mod VfL Wolfsburg, der blev sendt tilbage til Volkswagen-byen med et 2-0-nederlag.
Urs Fischers har haft succes med – igen i år – at opbygge et defensivt fundament, som kun har lukket fire mål ind i de første syv kampe. Offensivt har man også været kyniske med 15 scoringer, hvilket er næstflest af alle i Bundesligaen – kun overgået af Bayern.
Man siger godt nok, at offensiven vinder kampe, mens defensiven vinder die Meistersch… og så tør vi ikke skrive mere, for sæsonen er stadig meget ung, og Urs Fischer bliver uden tvivl en af de sidste til at udpege Union som kandidat til netop titlen. Union kan dog ikke løbe fra, at de er kommet godt fra start, men skal vi tage de nøgterne briller på, så er der stadig et marathon-løb uden lige, der skal overstås.
Det er alt for tidligt at tale om titel-aspirant, hvilket ingen heller ikke gør, og det er nok også meget fornuftigt af hovedstadsklubben. Og apropos fornuft, så har Union i denne uge også forlænget kontrakten med Urs Fischer, så den også gælder til efter 2023.
Union-træneren råder også over en næsten skadesfri spillertrup. Det er således kun Möhwald, der er tvivlsom til lørdagens kamp i Frankfurt. Det forventes derfor, at det er de samme 11, der sikrede sejren mod Wolfsburg, der skal forsøge at bibeholde den ubesejrede stime.
Karantæner
Frankfurt: Ingen
Union Berlin: Ingen
Bud på startopstillinger
Frankfurt: Trapp – Jakic, Tuta, Ndicka, Pellegrini – Rode (c), Sow – Lindstrom, Götze, Kamada – Kolo Muani
Union Berlin: Rønnow – Baumgartl, Knoche, Leite – Trimmel (c), Schäfer, Khedira, Haberer, Gießelmann – Becker, Jordan
Vidste du, at..:
Union Berlin faktisk er ubesejret i de seneste 14 kampe i Bundesliga-sammenhæng, hvilket er klubrekord? Til gengæld har Union tabt de seneste to kampe mod Frankfurt.
Dom:
Det er et opgør, som er svært at spå om, for det er to mandskaber, der ser ud til at matche hinanden på flere parametre. Vi tror dog, at Union har så meget momentum, at de hiver en snæver 2-1-sejr hjem.
Få spiltips til Bundesligaen hos SpilXperten