Gladbach skal holde trit med de øvrige tophold, mens Frankfurt skal forsøge at tage afstand fra bundkampen, som hurtigt kan blive alvorlig for Die Adlern.
Kampfakta
Spillested: Commerz-Bank-Arena, Frankfurt
Kamptidspunkt: Lørdag, kl. 18.30
TV: TV3 SPORT
Holdnyt
Eintracht Frankfurt
Kalenderåret 2020 begyndte rigtig godt for Frankfurt, der formåede at få 10 point i de første fire kampe, men herfra gik det for alvor ned ad bakke.
Siden da tabte de til Dortmund, Union Berlin og senest Bayer Leverkusen inden corona-pausen satte en stopper for Bundesligaen. De er til gengæld fortsat med i DFB Pokal, hvor de dog har trukket Bayern München i semifinalen, mens de heller ikke er færdige i Europa endnu.
Det vil dog kræve et mindre mirakel, når Europa League starter op igen, hvis Frankfurt skal formå at spille sig videre til kvartfinalen, da de tabte det første opgør på hjemmebane med 3-0 til schweiziske FC Basel.
Frankfurt kan også hurtigt blive fanget i nedryknings-suppedasen, hvis ikke de strammer sig an, da de kun har fire point flere end Fortuna Düsseldorf, der indtager 16. pladsen i Bundesligaen. Det er derfor yderst vigtigt for Adi Hütters mandskab at komme godt fra land på denne side af corona-pausen, da de i næste runde brager sammen med Bayern.
Tager vi et kig i historiebøgerne, er det faktisk lørdagens hjemmehold, der har overhånden, da de har vundet 34 ud af de 91 indbyrdes opgør, mens Gladbach har trukket sig sejrsrigt ud af 31 af disse.
Corona-pausen betyder et eller andet sted også, at alle hold på en måde starter fra nul. Det er derfor meget svært at spå om de første par runders udfald, hvor alt mildest talt kan ske. Det kan dog være en fordel for Frankfurt, der i hvert fald på papiret ikke ligefrem vil være favoritter til opgøret mod Gladbach.
Adi Hüttler har ikke nogle nye skader at forholde sig til, og derfor er det kun Marco Russ, der ikke er til rådighed til opgøret på Commerz-Bank-Arena.
Borussia Mönchengladbach
Gladbach sluttede af med en derbysejr mod FC Köln, inden de gik på denne ufrivillige pause. Det var i øvrigt den første kamp nogensinde uden tilskuere i tysk fodbold. Inden da havde de tabt et vigtigt opgør på hjemmebane til de direkte konkurrenter fra Dortmund, og derfor var sejren mod Köln også ekstra vigtig.
Gladbach er nemlig endnu ikke helt ude af mesterskabskapløbet, selvom de har seks point op til Bayern, der (sædvanligvis) er Spitzenreiter i Bundesligaen. Til gengæld har de kun to point op til Dortmund på andenpladsen, og generelt så det godt ud for Gladbach, inden coronavirussen ramte verden.
Det bliver derfor endnu mere interessant at følge Gladbach her efter denne lange ufrivillige pause, for hvor står Gladbach? Kan de stadig byde de tre andre tophold op til dans? Der er mange ubesvarede spørgsmål, som vi i de kommende uger får svar på.
Opgøret mod Frankfurt er godt nok på udebane, men det plejer ikke at være en udfordring for Marco Roses mandskab, der har fået syv point i de seneste tre udekampe i 2020. Denne gang bliver det kun rejsen til Frankfurt, der får det til at føles som en udekamp, da der jo spilles for tomme tribuner.
Træner Marco Rose har også været relativ heldig på skadesfronten, da han foreløbigt kun må se bort fra Dennis Zakaria til opgøret i Frankfurt.
Karantæner
Eintracht Frankfurt: Ingen
Gladbach: Ingen
Bud på startopstillinger
Frankfurt: Trapp – Toure, Abraham (c), Hinteregger, N’Dicka – Ilsanker, Rode – Chandler, Kamada, Kostic – Silva
Gladbach: Sommer – Lainer, Ginter, Elvedi, Bensebaini – Herrmann, Kramer, Neuhaus – Stindl (c) – Plea, Thuram
Vidste du, at..:
Gladbachs anfører Lars Stindl har scoret fem og leveret en assist i de seneste fire kampe?
Dom:
Endnu et svært opgave at forudsige, omstændighederne taget i betragtning. Men Gladbach må tage favoritværdigheden på sig, og de skal vinde, hvis de vil holde fast i det spinkle mesterskabshåb, som trods alt fortsat lever.