Bayern München skal forsøge at øge deres forspring i tabellen, mens Frankfurt presser på for at komme med i den ende af tabellen, hvor det virkelig er sjovt.
Kampfakta:
Spillested: Commerzbank-Arena, Frankfurt
Dommer: Osmers
Kamptidspunkt: Lørdag klokken 15:30
Holdnyt:
Frankfurt:
Der venter en meget svær opgave for Bundesligaens ottendeplads, som lørdag tager imod mægtige Bayern Müncehn. Det har været en noget rodet start, som Lukas Hradecky og Frankfurt-mandskabet har fået på sæsonen, men det vil bestemt lune, hvis de kunne tage point fra ligaens førerhold inden jul. I sidste runde fik Niko Kovacs mandskab tre point ude mod Hertha Berlin, hvilket må have givet selvtillid.
Mål har dog været et problem i hos Frankfurt, og selvom man i sommers hentede kreativ-spilleren Kevin-Prince Boateng fra Las Palmas i Spanien, så har han altså ikke ligefrem styrket målscoringen. Han er kun kommet på tavlen tre gang på trods for, at han sammen med Ante Rebic er ham, der har skudt på mål flest gange for Frankfurt. Han kom dog på tavlen i sidste weekend mod Hertha, hvor han lavede et sublimt mål.
I sidste sæson kom Frankfurt helt til finalen i DFB Pokal, og i denne sæson har de også fået en god start, hvor de er nået til 1/8-finalerne, hvor de den 20. december møder FC Heidenheim fra 2. Bundesliga. Det er dog ikke i pokaltuneringen at fokus skal være, hvis man skal have et fornuftigt resultat mod Bayern. Hjemme på Commerzbank-Arena har det faktisk ikke set for godt ud, hvor der faktisk er tabt flere kampe end der er vundet, tre nederlag, to sejre og enkelt uafgjort. Til gengæld er de så det bedste udebanehold i ligaen.
Midtbanespilleren Omar Mascarell fik for godt otte måneder en skade i foden, men nu ser det ud til, at han snart kan være med igen, dog er han ikke blevet helt klar til opgøret mod Bayern. Spanieren sigter efter et comeback inden jul, og det skulle der være rig mulighed for, da Frankfurt har fire kampe inden jul. Ellers må Niko Kovac se bort fra Jonathan de Guzman, Marco Fabian, Nelsen Mandela Mbouhom og Alexander Meier, som alle er ukampdygtige til det store opgør mod Bayern.
Bayern München:
Jupp Heynckes har nærmest været en frelser for Bayern, som kun har tabt en enkelt gang under den 72-årige tysker. I Champions League gik Bayern videre som to’er, selvom de slog Paris Saint-Germain i midtugen 3-1 hjemme på Allianz Arena, men det var altså ikke nok til at gå forbi dem i puljen. I sidste runde var det Hannover, som fik lov til at mærke Heynckes-effekten, da Bayern vandt 3-1. Netop på hjemmebanen i München er Rekordmeisterne fortsat ubesejrede i denne sæson, hvor de har vundet seks kampe og spillet en enkelt uafgjort mod Wolfsburg under Carlo Ancelotti.
I DFB Pokal venter et yderst spændende opgør, når Bayern møder Dortmund, som bestemt ikke er godt kørende for tiden. Det bliver Bayern, som får fordelen af at være på hjemmebane, når derbyet spilles onsdag den 20. december. En sejr ude mod Frankfurt vil bringe München-klubben op på 35 point, og ingen snakker længere om krise efter Ancelotti er ude af vagten.
Bayern er dog ikke det bedste hold på udebane, hvor de godt nok har vundet fire ud af syv kampe, men de har også tabt to. Måske lyder det ikke så slemt endda, men et hold med Bayerns kvalitet og økonomi er det nok ikke helt tilfredsstilende. Mönchengladbach var det første hold, der tog point fra Bayern München under Jupp Heynckes, da de i forrige runde vandt 2-1.
Mål er bestemt intet problem for Bundesligaens førerhold, som har en brandvarm Robert Lewandowski, der lige nu fører topscorerlisten i Bundesligaen med 14 mål. På midtbanen har James Rodriguez virkelig fundet sig selv, og han er lige nu i gang med at vise hele fodboldverden, hvorfor han blev købt efter VM 2014 af Real Madrid. Specielt i Champions League-kampen viste Corentin Tolisso sig i den grad også frem, da han kom på måltavlen to gange, hvilket må have givet Heynckes noget at tænke over ift. startopstillingen.
Den rutinerede hollænder Arjen Robben er fortsat ude med en skade, som han pådrog sig mod Anderlecht i Champions League i slutningen af november. Keeper Manuel Neuer er stadig ikke tilbage efter hans brækkede fod, mens Juan Bernat og Thiago heller ikke kan være i kampen mod Eintracht Frankfurt.
Karantæner:
Eintracht Frankfurt: Ingen
Bayern München: Ingen
Bud på startopstillinger:
Frankfurt: Hradecky – Salcedo, Abraham, Falette – M. Wolf, K-P. Boateng, Hasebe, Willems – Gacinovic – Haller, Rebic
Bayern: Ulreich – Rafhina, J. Boateng, Hummels, Alaba – Javi Martinez, Vidal – T. Müller, James, F. Ribery – Lewandowski
Vidste du, at…:
selvom Frankfurts Kevin-Prince Boateng og Bayerns Jerome Boateng er halvbrødre, så spiller de ikke begge to for same nation? Kevin spiller for Ghana, mens Jerome spiller for det tyske landshold.
Dom:
Bayern er godt kørende i øjeblikket, og vi tror på en solid og sikker 3-0-sejr til gæsterne fra München.