Sidste sæson:
Nummer 9 i Bundesligaen
Efteråret var ikke specielt opmuntrende for dem, der har Gladbach i hjertet. Et mandskab, der ellers sæsonen før havde sikret top-4 og Champions League, kunne ikke få spillet til at fungere. De havde specielt kvaler med at score mål. De sluttede “Hinrunden” med kun 15 mål på en 14.-plads kun tre point fra stregen. Det førte til fyring af Andre Schubert, og i stedet ansatte Max Eberl den fyrede Wolfsburg-træner Dieter Hecking.
Efter Heckings ankomst begyndte Borussia at få vind i sejlene. Kort inde i foråret lysnede det op, og Gladbach lagde al spekulation om nedrykning væk. De begyndte at kravle op af i tabellen, og samtidig begyndte man at snakke om mulighederne for at vinde enten DFB-Pokalen eller Europa League.
Det blev dog ikke til andet end forhåbninger. Gladbach røg i Europa League ud til Schalke i ottendedelsfinalen, og DFB-Pokalen røg de ud til Eintracht Frankfurt i semifinalen. I ligaen lykkedes det heller ikke for dem at nå de europæiske pladser.
Selvom de ikke kunne holde kadencen gennem hele foråret, så sluttede de dog sæsonen med et positivt indtryk, der indikerer, at de har muligheder igen i år.
Transfers:
Max Eberl og resten af det sportslige ledelse har bl.a. brugt sommeren på sælge lidt ud til de andre hold i ligaen, men så til gengæld at få nogle penge ind i klubkassen. Indtil videre har de i dette vindue tjent omkring 25 mio. Euro på spillersalg.
Det unge stjernefrø Mahmoud Dahoud er blevet solgt til Dortmund, mens man så også har solgt Andre Hahn, Julian Korb, Nico Shulz og Djibril Sow til henholdsvis HSV, Hannover, Hoffenheim og Young Boys Bern.
Dahoud må helt klart ses som det største tab. Hahn og Korb har også begge til tider været brugt i startopstillingen. Salgene af Schulz og Sow kommer dog nok ikke til at give den store indvirkning på holdet.
Vores danske ven Andreas Christensen kommer vi heller ikke til at se tørne ud for “Die Fohlen” denne sæson. Klubben har forsøgt at forlænge lejemålet yderligere, men uden held. Andreas Christensen har gennem to sæsoner været en af holdets nøglespillere, og han bliver ikke let at erstatte.
På grund af de mange afgange har klubben også sørget for at få spillere ind den anden vej. Til at erstatte Andreas Christensen i forsvaret har de hentet Matthias Ginter i Dortmund. Reece Oxford er blevet lejet i engelske West Ham, og engelske spillere er lidt af et særsyn i Bundesligaen. Han vil derfor blive spændende at følge det kommende år.
Udover det har Gladbach også hentet den 20-årige defensive midtbanespiller Denis Zakaria i Young Boys Bern og Vincenzo Grifo i Freiburg. Specielt sidstnævnte bliver interessant at følge. Grifo var en bærende kræft på et stærkt Freiburg-mandskab, der noget overraskende sikrede sig europæisk fodbold. At de fik ham for 45 mio. kr. er heller ikke så ringe. De to unge midtbanespillere Mickaël Cuisance og Florian Neuhaus er også blevet en del af Gladbach-truppen over sommeren.
Styrket/svækket: Uændret
Denne sæson:
Da Andre Schubert blev afskediget, og Dieter Hecking overtog tøjlerne på Borussia-Park, så man tydeligt, at de havde forbedret sig. I “Rückrunden” var de dog heller ikke bedre end, at de missede Europa, trods de havde et rigtig fint slutprogram. Dieter Hecking blev hentet om bord midt inde i sæsonen sidste år, men denne gang skal han lede “Die Elf vom Niederrhein” fra sæsonens første fløjt. Han har derfor ikke mulighed for i år at undskylde en eventuel utilfredsstillende slutplacering med en anden træners resultater tidligere i sæsonen. Hecking har indtil nu klaret sig fint, og nu skal den tendens fortsættes.
Gladbach er et hold uden en decideret boksangriber. På den forreste position plejer de at bruge Lars Stindl og/eller Raffael. Gladbach spiller på en flydende facon, og man har derfor måske heller ikke brug for en rigtig 9’er. Det bliver alligevel spændende at se, om Heckings tropper kan score mål nok. Sidste efterår havde man store problemer med at score mål, mens man i foråret fik fundet målene frem igen. De har tidligere vist, at man ikke nødvendigvis behøver en boksangriber for at kunne score mål. Deres spilkoncept har de for det meste haft succes med.
“Die Fohlen” har de sidste to sæsoner deltaget i Champions League-gruppespillet. Det er ikke sikkert, at de kan kravle derop igen denne sæson. Sidste år så vi nemlig en såkaldt “jordskredssæson”, hvor mange undertippede hold gik og kæmpede om de øverste placering, mens de mandskaber, man havde regnet skulle være en del af toppen floppede, heriblandt også Gladbach. For Heckings mandskab bliver det en udfordring, hvorvidt hold som Leipzig, Hoffenheim og Köln endnu en sæson kan begå sig i toppen.
Gladbach-tilhængere kan i hvert fald godt forvente, at deres hold kæmper med om europæisk fodbold næste sæson, og om de så også kan slås med om top-4 og den fineste klubturnering, afhænger også en smule af, hvordan de andre hold præsterer.
Bud på placering: 5-7
Bud på idealopstilling: 4-4-2
Sommer; Ginter, Vestergaard, Elvedi, Wendt; Hazard, Zakaria, Kramer, Grifo; Raffael, Stindl
Hold øje med – Vincenzo Grifo
Vincenzo Grifo er interessant spiller, som i det offensive spil besidder en masse færdigheder. Han er hurtig, driblestærk, hårdtarbejdende, og sidste sæson var han indblandet i mange af Freiburgs mål, både som målscorer og assistmager. Grifo har valgt denne sommer at skifte til et hold, hvis ambitioner og potentiale er lidt større end Freiburgs. Vincenzo Grifo er en meget ivrig og opsøgende spiller, har ingredienserne til at blive en fanfavorit.