Dortmund kæmper for en plads i Champions League, mens Leipzig omvendt skal forsøge at udskyde mesterskabsfesten i München, når de to mandskaber lørdag eftermiddag krydser klinger.
Kampfakta
Spillested: Signal-Iduna-Park, Dortmund
Kamptidspunkt: Lørdag, kl. 15.30
Tv: Viaplay
Dortmund
Det er ved at være sidste udkald for Borussia Dortmund, hvis de vil snuppe en af de fire Champions League-pladser til næste sæson. Inden de tre sidste spillerunde er BVB placeret lige uden for top-4 med et point op til Frankfurt og to point op til Wolfsburg.
Det betyder samtidigt, at Edin Terzic’ mandskab ikke har råd til nogle svipsere i de sidste tre kampe, hvor de foruden Leipzig også skal en tur til Mainz, inden Leverkusen venter i den sidste spillerunde.
I sidste weekend kvalificerede Dortmund sig til DFB-Pokal-finalen, da de i ganske sikker stil – og uden Erling Haaland – besejrede Holstein-Kiel med hele 5-0.
Generelt har BVB sat en god stime af kampe sammen, hvor vi skal helt tilbage til 3. april for at finde det seneste nederlag i Bundesliga-sammenhæng. Men der er omvendt også meget, der skal kompenseres for, da BVB har haft en turbulent sæson.
I den seneste Bundesliga-runde besejrede BVB også netop Wolfsburg, hvilket bragte fornyet optimisme og håb ind hos die Schwarzgelben, der må undvære Jude Bellingham, der er ude med karantæne til lørdagens storkamp mod Leipzig.
Meget står og falder samtidigt med lørdagens opgør, hvor BVB ganske enkelt ikke har råd til at tabe. For så kan de lige så godt skyde en hvid pil efter Champions League-drømmene, der derved vil hænge i en meget tynd tråd.
Tager man et kig på opgøret i Hinrunden, så trak BVB det længste strå, da de vandt med 3-1 efter en underholdende anden halvleg. Her scorede Jadon Sancho, der i øvrigt spillede 90 minutter for første gang efter sin skade mod Holstein-Kiel, mens Erling Haaland, der også forventes tilbage fra skade, nettede to gange.
Edin Terzic må foruden Jude Bellingham også se bort fra Mateu Morey, der blev alvorlig knæskadet i pokalsemifinalen. Derudover er unge Moukoko heller ikke blevet sin skade kvit, mens det samme er tilfældet for Witsel, Schmelzer og Zagadou. Reyna er i løbet af ugen begyndt at træne med, mens det samme er tilfældet med Haaland, som begge forventes tilbage lørdag eftermiddag.
På trods af karantænen til Bellingham ser det ud til, at BVB-midtbanen kommer til at bestå af Dahoud og Emre Can, så Thomas Delaney må atter en gang tage plads på bænken.
Leipzig
Leipzig har – ligesom Dortmund – kvalificeret sig til DFB-Pokal-finalen, da de besejrede Werder Bremen med 2-1 i semifinalen, hvor de dog skulle bruge forlænget spilletid, før de kunne booke billetten til Berlin.
I Bundesliga-sammenhæng sidder Leipzig stabilt på andenpladsen, hvor de har syv point ned til Wolfsburg på andenpladsen, dermed kan Die Roten Bullen med en sejr definitivt sikre sig andenpladsen. Til gengæld er RB Leipzig sikre på at komme i Champions League, da en top-4-plads ikke kan komme i fare.
Omvendt vil et pointtab til Nagelsmann og co. sende mesterskabet direkte til München hos Nagelsmann kommende arbejdsgiver.
Leipzig har dog ikke noget nemt slutprogram, hvor de efter opgøret på Signal-Iduna-Park skal møde Wolfsburg, inden de skal en tur til hovedstaden, hvor Union Berlin venter i den sidste spillerunde.
Skulle det ende med et nederlag i Dortmund, er der grobund for at få hurtig revanche, da de to mandskaber mødes i pokalfinalen den 13. maj. Men Julian Nagelsmann vil uden tvivl gøre alt, hvad han kan for at slutte godt af i Leipzig, inden han sætter snuden mod München. Leipzig-træneren har dog ikke den bedste statistik mod Dortmund, hvor han i 10 opgør kun har formået at vinde et enkelt, hvilket var, da han med Hoffenheim besejrede BVB tilbage i 2018.
Nagelsmann må undvære Lazar Samardzic, mens Dominik Szoboszlai er tvivlsom til lørdagens Kracher.
Karantæner
BVB: Bellingham
Leipzig: Ingen
Bud på startopstillinger
BVB: Hitz – Piszczek, Akanji, Hummels, Guerreiro – Can, Dahoud – Sancho, Reus (c), Reyna – Haaland
Leipzig: Gulacsi – Klostermann, Upamecano, Orban – Mukiele, Sabitzer (c), Kampl, Angelino – Olmo, Haidara – Sörloth
Vidste du, at..:
Erling Haaland i gennemsnit har scoret hver 89. spilleminut i indeværende Bundesliga-sæson?
Få spiltips til Bundesligaen hos SpilXperten