bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Optakt: Borussia Dortmund – Eintracht Frankfurt: “Ørnene” flyver højt for tiden, men kan de indtage Dortmunds fort?

Optakt: Borussia Dortmund – Eintracht Frankfurt: “Ørnene” flyver højt for tiden, men kan de indtage Dortmunds fort?

Siden Revier-derbyet mod Schalke den 27. april sidste år har Dortmund ikke tabt en eneste kamp på Signal-Iduna-Park i nogle af deres turneringer, så aftenens modstander Eintracht Frankfurt er på en svær mission denne fredag. Med det som Eintracht indtil videre har leveret i foråret, kan man dog ikke afvise, at de kan komme til at drille Dortmund denne aften.

Kampfakta:

Spillested: Signal-Iduna-Park, Dortmund

Dommer: Bastian Dankert

Spilletidspunkt: Fredag 20:30

TV: TV3 MAX

Holdnyt:

Borussia Dortmund:

For første gang nogensinde var den norske sensationsangriber Erling Braut Haaland medvirkende i en Bundesliga-kamp uden at komme på måltavlen, da Borussia Dortmund smed en 2-3-føring og tabte med 4-3 på udebane til Bayer Leverkusen. Med nederlaget til Leverkusen har Lucien Favres Dortmund-hold fem point op til Leipzig på førstepladsen.

Underholdningsmæssigt var kampen mellem Dortmund og Leverkusen nok en af de bedste kampe i denne sæson, men Dortmund-fansene må være trætte af den. Kampen var meget symptomatisk for det, vi har set fra Dortmund i denne sæson. Offensivt var de helt eminente, men de rystende ringe defensivt. En kamp som den mod Leverkusen viser nok meget fint, hvorfor det er svært at forestille sig, at Dortmund skulle kunne vinde ”die Meisterschale” i år, for selvom deres offensiv måske er den bedste i ligaen, så er det bare svært at vinde titler, når man har et så dårligt forsvar, som de har.

Hvis nederlaget til Leverkusen ikke har givet nok anledning til stress for folk med ”sort-gule hjerter”, så har transferrygterne om Jadon Sancho intensiveret sig i denne uge. Engelske Liverpool og Manchester United skulle angiveligt være meldt ind i kampen om den unge englændernes underskrift.

Det er klart, at en klub som Dortmund har svært ved at holde på en spiller som Jadon Sancho, der allerede som 19-årig, er begyndt at slå sig fast som en af de bedste offensive spillere i Europa. Til gengæld kan de glæde sig over, at de nok godt kan forvente at hive en kæmpe pengesum hjem på et salg af Sancho.

Hvis nederlaget til Leverkusen og Sancho-rygterne ikke er nok til at stresse Dortmund-fansene, så må den skade, Julian Brandt fik mod Leverkusen, der holder ham ude til aftenens kamp, gøre et eller andet ved Dortmund-fansenes hoveder. Udover Julian Brandt mangler Dortmund også Thomas Delaney og Marco Reus til aftenens hjemmekamp.

Eintracht Frankfurt:

Der var nok mange, der havde forventet, at Eintracht Frankfurt i sidste weekend på hjemmebane ville slå Augsburg. Men det vakte alligevel opsigt, at ”die Adlern” slog sydtyskerne med hele 5-0.

Eintracht Frankfurt har mildest talt fået en rigtig god start på ”Rückrunden”. De har vundet tre af de første fire spillerunder, og den ene kamp, de ikke vandt, spillede de uafgjort. Udover det har de slået Leipzig i både ligaen og i DFB-Pokalen. Før forårssæsonens start snakkede vi om, at Adi Hütters mandskab skulle kæmpe for at sikre overlevelse, men allerede her efter forårets første fire spillerunder har de lagt sig 11 point væk fra nedrykning, og med 28 point på kontoen virker det usandsynligt, at ”die Adlern” skulle komme i problemer. Til gengæld er de måske begyndt at melde deres ankomst tilbage i kampen om Europa, da de efter sidste rundes sejr mod Augsburg, ”kun” er syv point bag Schalke på sjettepladsen. Det er selvfølgelig stadig en sjat, men med den form Eintracht viser for tiden, er det ikke urealistisk, at de kan komme tilbage.

I starten af ”Rückrunden” blev Timothy Chandler blevet rykket længere frem på banen, og det har udmøntet sig i en rimelig markant vækst af scoringer. Amerikaneren scorede ikke et eneste mål i hele ”Hinrunden”, men i forårets første fire kampe har han scoret fire mål. Udover det har vi også set en Filip Kostic på venstrekanten, der for alvor har etableret sig som en af holdets vigtigste profiler, og selvom danske Frederik Rønnow gjorde et flot stykke arbejde som vikar for Kevin Trapp, så har det nok også gjort underværker for ”die Adlern”, at den tidligere PSG-målmand er blevet sin skade kvit.

Til fredagens kamp mod Dortmund sidder Gelson Fernandes ude med en skade.

Bud på startopstillinger:

Borussia Dortmund: Bürki; Akanji, Hummels, Zagadou; Hakimi, Can, Witsel, Guerreiro; T. Hazard, Haaland, Sancho

Eintracht Frankfurt: Trapp; Toure, Abraham, Hinteregger, Ndicka; Ilsanker, Rode; Chandler, Gacinovic, Kostic; Silva

Dom:

Eintracht Frankfurt har i starten af „Rückrunden“ virket ustoppelige, men historien om deres sæson indtil videre har dog også været, at de er væsentligt bedre hjemme end ude. Dortmund har endnu ikke tabt en kamp på hjemmebane i denne sæson, og det tror vi heller ikke kommer til at ske i aften. Det kunne dog godt gå hen og blive en målfest, når man tænker på, hvor gode Dortmund er offensivt, men hvor dårlige de er defensivt. Vi tror Dortmund vinder 4-2.

You may also like
Optakt, RB Leipzig
Optakt: RB Leipzig – Bayer Leverkusen
Robert Skov Hoffenheim
Optakt: Hoffenheim – Bayern München
Højdepunkter, Werder Bremen, Borussia Dortmund, optakt
Højdepunkter og mål: Werder Bremen – Borussia Dortmund 0-2
Schalke 04, Optakt
Optakt: Schalke – RB Leipzig