bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 2. Bundesliga > 1. FC Kaiserslautern > Optakt til 29. runde i 2. Bundesliga: Stadtderby i Hamborg
Optakt, Højdepunkter, HSV, St Pauli, Simon Makienok, Hamborg

Så gik den ikke længere for St. Pauli, der hjemme måtte strække våben mod Braunschweig. Samme skæbne overgik HSV i udekampen på Fritz Walther Stadion i en runde, hvor Düsseldorf og Heidenheim var de store vindere. Så vandt Sandhausen for øvrigt en fodboldkamp. Efter otte forgæves forsøg vandt bundproppen deres kamp i Magdeburg. I runde 29 er den helt store kamp ”bymesterskabet” i Hamborg, hvor HSV tager imod St. Pauli fredag aften.
Velkommen til optakten til verdens bedste næstbedste liga.

Darmstadt 98 – Karlsruher Sport Club – fredag kl. 18.30
Viste førerholdet fra Darmstadt begyndende gummiben? I hvert fald tabte ”Die Lilien” trods overtal i spil og chancer i Düsseldorf. Nu kommer KSC´s velsmurte angrebsmaskine på besøg. KSC havde ingen nævneværdige problemer med at tilføre Arminia deres første nederlag i fire kampe. Mikkel Kaufmann noterede sig for hjemmeholdets 3. scoring. Jeg tror på en lige kamp, som Darmstadt vinder.
Bulibolds tip: Darmstadt 98 – Karlsruher Sport Club 2-1

 

HSV – FC St Pauli – fredag kl. 18.30
Begge mandskaber fik en pauver optakt til, hvad der ligner sæsonens vigtigste kamp.
HSV tabte overraskende klart udekampen mod K´lautern. ”Die Rothosen” var klart det mest boldbesiddende hold, men var håbløst ufarlige foran hjemmeholdets mål og måtte indkassere et fortjent 0-2 nederlag.
St. Pauli kom sig aldrig rigtig over Braunschweigs flotte start. Hamburgerne var således bagude med 2-0 efter 25 minutter, og Jakov Medic´s reduceringsmål med fem minutter igen viste sig kun af få kosmetisk betydning. Havde St Pauli vundet, kunne de have trukket op på siden af HSV med endnu en sejr her. Nu ligger den umiddelbart til HSV, selvom de altid har bøvl med St Paulis presspil. Sejr til hjemmeholdet i slaget om Hamborg.
Bulibolds tip: HSV – FC St Pauli 3-1

 

Hansa Rostock – Greuter Fürth – lørdag kl. 13.00
Med hjemmesejren over Regensburg sikrede Zornigers tropper sig vel de facto en ny sæson i ligaen. Regensburg bragte sig foran lige efter pausen, men på to mål af Julian Green og Dickson Abiamavandt Fürth fortjent.
Rostock spillede en første halvleg i udekampen mod Paderborn, men vejen til overlevelse er altså ikke brolagt med røde kort. Sådan et modtog Rostocks Lukas Scherff allerede efter 27 minutter, og så var det en smal sag for Paderborn at skrue op for tempoet i anden halvleg og sikre sig en fortjent 3-0 sejr. Det er nu eller aldrig for Rostock.
Bulibolds tip: Hansa Rostock – Greuter Fürth 1-0

 

1.FC Nürnberg – Fortuna Düsseldorf
Düsseldorf fik sig en fin skalp, da Emmanuel Lyohas mål efter 51 minutter i kampen mod Darmstadt skulle vise sig at blive kampens eneste. Sejren betød, at Düsseldorf trak op på siden af St Pauli – seks points efter HSV på 3. pladsen og alt efter resultatet i Hamburg, så ligner Fortunaerne førsteudfordrer til HSV.
De skal dog op mod et Nürnberg-mandskab, der langt fra har sikret sig i nedrykningskampen. I kampen mod Kiel kom ”Der Club” hurtigt bagud 2-0, og selvom Felix Lohkemper fik reduceret kort inde i anden halvleg, så var et rødt kort til Jens Castrop kort efter medvirkende til, at Nürnberg aldrig kom tæt på at få noget med hjem. Düsseldorf har det med pludselig at smide points. Det kan sagtens ske her.
Bulibolds tip: 1. FC Nürnberg – Fortuna Düsseldorf 1-1

 

Arminia Bielefeld – Hannover 96 – lørdag kl. 13.00
Endnu en kamp, hvor begge hold har brug for revanche.
Bielefeld bragte sig foran 1-0 i udekampen mod KSC, men et velsmurt hjemmehold scorede tre mål på 12 minutter i anden halvleg. Gæsternes Bryan Lasme bragte lidt spænding tilbage med sin reducering i det 80. minut for blot at se KSC´s Marvin Wanitzek lukke og slukke tre minutter senere. Mikkel Kaufmann kom endnu engang på tavlen med Karlruhes 3. mål.
Hannover kæmper vel med Rostock om at være ligaens formsvageste hold. Efter en forfærdelig første halvleg kunne gæsterne gå til pause foran 3-0. Hannover fik stoppet blødningen i anden omgang og ramte stolperne et par gange samt brændte et straffespark, da Maximillian Beier ikke kunne passere Kevin Müller i Heidenheim-målet. Bielefeld har klart mest brug for pointene og vinder denne kamp.
Bulibolds tip: Arminia Bielefeld – Hannover 96 3-0

 

Eintracht Braunschweig – 1. FC Magdeburg – lørdag kl. 20.30
Der er meget på spil i lørdagens sene kamp mellem de to oprykkere. Der er kun 100 km mellem de to byer, og begge har brug for points, hvis de vil sikre deres eksistens i ligaen. Løverne fra Braunschweig slog som de første i dette forår St Pauli. Resultatet kom i hus via benhårdt arbejde i defensiven og så en god mænge held oveni, men de tre point gør, at Braunschweig kan trække vejret lidt lettere med fem point ned til 16. pladsen.
Magdeburg ligger efter det højst overraskende nederlag hjemme til Sandhausen ligeledes på 32 point. Mon ikke de klubber kan leve med et uafgjort resultat?
Bulibolds tip: Eintracht Braunschweig – 1. FC Magdeburg 2-2

 

Jahn Regensburg – 1. FC Kaiserslautern – søndag kl. 13.30
I det første af søndagens tre kampe tager ”Die Jahnelf” imod K´lautern. Regensburg indtager lige nu den 3. sidsteplads, der betyder to kampe om at blive i ligaen. Regensburg kom ellers foran i starten af anden halvleg i kampen mod Fürth ved Prince Osei Owusu, men stod allivel tilbage med tomme hænder, da Fürth afgjorde kampen med to sene træffere. Andreas Albers sad på bænken under hele kampen.
K´lautern slog som bekendt selveste HSV, men de røde djævle har bare smidt for mange points til at blive en del af oprykningskampen. Motivationen bør afgøre denne kamp.
Bulibolds tip: Jahn Regensburg – 1. FC Kaiserslautern 1-0

 

SV Sandhausen – Paderborn – søndag kl. 13.00
Begge mandskaber havde vind i sejlene i sidste runde. Sandhausen vandt pludselig igen og er faktisk kun tre points fra 16. pladsen. Det var den tidligere Brøndby-spiller Dario Dumic, der med to træffere sikrede en højst overraskende sejr over et ellers formstærkt Magdeburg mandskab.
Paderborn cruisede en sikker 3-0-sejr hjem fra Rostock. Maximilian Rohr, Florent Musija og Felix Platte fordelte målene mellem sig. Paderborn ligger blot ét point bag St Pauli og Düsseldorf og holder den spinkle oprykningschance i live.
Bulibolds tip: SV Sandhausen – Paderborn 0-3

 

FC Heidenheim – Holstein Kiel – søndag kl. 13.30
Det var nok lettere at vinde i Rostock, end Heidenheim havde forestillet sig. Tim Kleindienst kom på tavlen igen og var dermed medvirkende til, at holdet overhalede HSV og igen indtager 2. pladsen.
Kiel har vist fin form senest. I hjemmekampen mod Nürnberg sørgede Steven Skrzybski og Fabian Reese for målene i 2-1 sejren. I denne kamp har Heidenheim alt at spille for, hvilket man ikke kan sige om Kiel. Heidenheim tager pointene.
Bulibolds tip: FC Heidenheim – Holstein Kiel 3-1

 

Topscorerlisten

Tim Kleindienst øgede med sit mål forspringet ned til Robert Glatzel til fire mål.
Kiels Steven Skrzybski kom alene på 3. pladsen mens K´lauterns Terrence Boyd med sit mål skød sig op på en delt fjerdeplads.

3. Liga

Dynamo Dresdens håb om oprykning led et knæk, da sachserne tabte med 2-0 i udekampen mod Saarbrücken. Netop Saarbrücken overhaler dermed Dresden i kampen om den 3. plads, der giver to kampe om oprykning. Wehen vandt en sikker sejr over 1860 München og er faktisk nu kun fire points efter Elversberg, der måtte strække våben på Bremer Brücke i Osnabrück. Elversberg har dog stadig en kamp i hånden, men viser holdet pludselig gummiben?
I bunden er Meppen vel rykket ned, mens Zwickau, Oldenburg og Bayreuth virkelig skal finde gode serier for at undgå regionalligaerne. Bayreuth har som 4. sidst fire points op til Hallescher FC.

You may also like
Bruno Labbadia, Hertha BSC
Optakt til 15. runde i 2. Bundesliga: To Labbadia or not?
Optakt, Schalke
Optakt til runde 14 i 2. Bundesliga: Farvel til Steffen Baumgart – Ak og ve, HSV
HSV, Optakt, 2. Bundesliga 2021/22
Optakt til 13. runde i 2. Bundesliga – topholdenes forbandelser
Optakt, Bayern München
Kampprogram for runde 13-19 i Bundesligaen 2024/25 fastlagt