bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Optakt 2014/2015 – Vfb Stuttgart: Potentialet er tilstede

Optakt 2014/2015 – Vfb Stuttgart: Potentialet er tilstede

Bundesligaen nærmer sig sæsonstart og du kan her blive klædt på med bulibolds optakt til Bundesligaen 2014/15. Her kigger vi på Vfb Stuttgart

Sidste sæson:

15. pladsen

Tre kampe og så var det farvel og tak til Bruno Labbadia. Ind i stedet for ham kom det ubeskrevede blad Thomas Schneider fra ungdomsafdelingen, men heller ikke han kunne få styr på Bundesliga-mestrene anno 2007, og til sidst måtte Huub Stevens træde til. Kun fordi hverken Braunschweig, Nürnberg eller Hamburger SV formåede at få et eneste point i de sidste fem runder, reddede Stuttgart med nød og næppe livet i Bundesligaen.

Europæisk var der heller ikke det store at berette om for Stuttgart, der allerede i kvalifikationen til Euro League måtte indkassere et samlet nederlag mod upåagtede HNK Rijeka.

Et af holdets helt store problemer i sidste sæson var evnen, eller mangel på samme, til at fastholde føringer. I flere kampe scorede de kampens første mål, men alt for ofte blev sejren smidt væk på mål indkasseret i slutminutterne.

En af få lyspunkter var dog Timo Werner, der i sin første hele Bundesliga-sæson leverede en række lovende præstationer, der tegner lyst for fremtiden.

Transfers:

Der er blevet handlet godt ind i dette transfervindue, hvor mest bemærkelsesværdige handel uden tvivl er ankomsten af Filip Kostic fra Groningen, som die Schwaben har betalt seks millioner euro for. Derudover har klubben været på indkøb hos nedrykkede Nürnberg, hvor man har gjort en fornuftig handel med købet af venstrebacken Adam Hlousek, ligesom det skal blive spændende at se, om den tidligere Dortmund-spiller Daniel Ginczek kan blive mere end blot et alternativ til Ibisevic og Timo Werner på toppen.

Ind er også kommet højre backen Florian Klein fra RB Leipzig, og endelig har Stuttgart lejet Oril Romeu fra Chelsea, hvilket også indikerer, at det ikke ser optimistisk ud for spilletid til William Kvist, der meget vel kan være fortid i klubben, når transfervinduet er ovre.

Grundet de seneste par sæsoners halvsløje resultater, har klubben også været nødsaget til at skille sig af med et par profiler. Venstre backen Arthur Boka er draget til Malaga, mens en af sidste sæsons få højdepunkter Ibrahima Traore er skiftet til Gladbach på en fri transfer.

Derudover er Ranni Khedira, der ellers fik fint med spilletid i foråret, solgt til RB Leipzig, ligesom publikumsfavoritten Cacau har takket af efter 11 år i klubben.

Styrket/svækket:

Uændret

Denne sæson:

Det kan blive både en dreng og en pige for Stuttgart i år. Holdet har et par rutinerede kræfter som altid farlige Ibisevic og krydret med lovende Ullreich, Rüdiger , Leitner og Werner, kan Stuttgart godt tillade sig at håbe på en bedre sæson end sidste år.

På trænerfronten har man hentet en gammel kending ind i form af Armin Veh, der også stod i spidsen for klubben, da Stuttgart sidst blev mestre, men det er en helt anderledes udfordring han står overfor denne gang.

For godt nok har en række af de unge spillere fået mere Bundesligaerfaring, men der mangler ganske enkelt kvalitet i truppen. En indikation af dette blev tydeligt allerede i første runde af pokalturneringen, hvor et tamt Stuttgart-mandskab blev ekspederet ud af Bochum.

Det eneste positive ved det nederlag er, at klubben nu kan fokusere udelukkende på Bundesligaen.

Offensivt skal det blive spændende at se, hvordan Kostic kommer i gang. Seks mio euro er mange penge for en klub som Stuttgart, og det er før set, at spillere fra hollandske sub-top klubber har svært ved for alvor at bryde igennem i det tyske.

Bud på placering:

10-14.

Bud på idealopstilling:

Ullreich – Klein, Rüdiger, Schwaab – Gruezo, Gentner, Maxim – Harnik/Kostic, Werner/Divarni, Ibisevic

Hold øje med: 

Timo Werner – Hvis der var bare lidt positivt at berette om i 13-14 sæsonen, så var det Timo Werner. Den unge angriber havde en flot første sæson, og han er en mand for fremtiden. Ikke blot for Stuttgart, men også for det tyske landshold. Hvis Stuttgart vælger en 4-4-2 formation med ham og Ibisevic er det en duo, der kan volde alle hold problemer.

You may also like
Optakt, HSV
Optakt til 9. runde i 2. Bundesliga – kuriøse straffespark
Fortuna Düsseldorf, optakt, gratis, Fortuna für Alle
Optakt til 6. runde i 2. Bundesliga – Düsseldorf og KSC marcherer
Optakt, Schalke
Optakt til runde 4 i 2. Bundesliga – En vred Zorniger og storkamp i Gelsenkirchen
Tyske ord, udtryk, sprogblomster
Sæsonoptakt: 1. FSV Mainz 05 – Svær sæson for Bo nummer to