Vi guider dig til den kommende sæson og kickstarter vores optakt til Bundesligaen 2014/15 med et kig på Borussia Dortmund.
Sidste sæson
Nummer 2.
Det begyndte lovende med fem sejre i træk og den bedste start i klubbens historie, men som sæsonen skred frem faldt niveauet, og man præsterede blandt andet at tabe tre hjemmekampe i træk. En stor del af forklaringen er selvsagt de mange skader, der ramte nøglespillere som Kuba, Subotic og Pizszceck der alle var ude i et halvt år, ligesom der også var længere ophold på tribunen for Schmelzer, Bender, Reus og Hummes i løbet af året. Læg dertil forrige sæsons store profil, Ilkay Gündogann, som kun nåede en enkelt kamp, før en drilsk rygskade satte en stopper for hans bidrag for de sort gule.
Når det så er sagt, så er det kun delvist en forklaringen på, hvorfor Dortmund aldrig for alvor formåede at true Bayern. Endnu en gang indkasserede holdet for mange (nemme mål) – specielt efter standardsituationer, og så manglede der efter salget af Götze til tider kreativitet i det chanceskabende spil. For meget ansvar blev lagt på Reus og Lewandowski, da Mkhitaryan ikke for alvor slog til som kreatør, og til trods for godkendte 13 sæsonmål fra Aubemayangs side blev det aldrig rigtig godt i flere kampe ad gangen.
En forholdsvis sikker andenplads, ærefuldt nederlag mod Real Madrid i Champions League samt sølvmedaljer i pokalen vidner dog om en godkendt sæson for Klopps tropper.
Transfers
For fjerde sæson i træk (Sahin, Kagawa, Götze) har Dortmund mistet sin måske største profil. Skarpretteren Lewandowski er efter et længere tilløbsstykke skiftet til Bayern, og polakkens åbenlyse kvaliteter vil blive savnet.
Samtidig er der også sagt farvel til Schieber, der aldrig udviklede sig i den retning, hverken han eller klubben havde håbet på. Væk er også det unge talent Marvin Duksch, der er blevet udlejet til nyoprykkede Paderborn, hvor vejen til spilletid formentlig er noget større.
Som ny førsteangriber er sidste sæsons topscorer i Serie A, Ciro Immobile hentet til for knap 20 millioner euro, og håbet er selvfølgelig, at han ramme samme målform fra støvlelandet. Skulle han få brug for lidt tilvænning, har klubben klogelig forsøgt at gardere sig ved at hente colombianske Adrian Ramos, der var med i Columbias VM-trup og som scorede godkendte 16 mål for Hertha Berlin i sidste sæson.
Forsvaret er også blevet styrket med VM-vinderen Matthias Ginter, der er kommet til fra Freiburg. Den talentfulde defensivspiller er primært centerforsvar, men kan også dække af på både defensiv midt og venstre back. Han er en mand for fremtiden, og han kommer primært til at være breddespiller i sin første sæson i Ruhr.
Endelig er Ji Dong-Won kommet til fra Sunderland/Augsburg. Selvom han har fået fin med spilletid i venskabskampene og også har bidraget med et par scoringer, så er han formentlig ikke tiltænkt en plads i startelleveren. Desuden har Dortmund som ventet udnyttet sin købsoption på Nuri Sahin
Styrket/svækket
En smule styrket.
Denne sæson
Bredden er blevet styrket gevaldigt, hvor man nu er dobbeltbesat på samtlige positioner, og hvis spillere som Subotic, Kuba og ikke mindst Gündogan rammer niveau, kan Dortmund, hvis alt vel at mærke flasker sig, spille med om titlen. I forhold til konkurrenterne fra Bayern, så havde BVB-spillerne på nær Hummels et VM, der rent fysisk ikke bør have kostet for mange kræfter, og med købet af Ramos har man endelig også en angriber, der kan aflaste i front, modsat Schieber de senere år.
Uanset hvor positive briller man ifører sig, så er Lewandowskis afgang dog et kæmpe tab. Polakken var garant for mål, og der det er ingenlunde sikkert, at Immobile rammer en lignende stime med det samme. Skal man se lidt positivt på det, så giver italieneren nogle andre muligheder i det opbyggende spil. Han er mere en mand til de dybe løb, og i testkampene har Klopp ved flere lejligheder forsøgt sig med en 4-4-2 opstilling i et forsøg på at være mere fleksibel.
Skal alt gå op i en højere enhed, kræver det også, at Gündogan vender tilbage til den form han havde i første halvdel af 2013. Han er langt om længe tilbage på træningsbanen, og selvom Sahin, Jojic og Kirch alle er glimrende boldspillere, så er der ingen af disse, der er i stand til at sætte spillet op, som Gündogan er det.
Bud på placering
Nummer 1-4
Bud på idealopstilling
Weidenfeller – Pizszceck, Hummels, Subotic/Sokratis, Schmelzer – Bender, Sahin, Reus, Mkhitatyan, Kuba/Aubameyang – Immobile
Hold øje med
Henrikh Mkhitaryan.
Det ville være oplagt at have fokus på Immobile, der skal udfylde det kæmpe hul Lewandowski har skabt, men vi vælger alligevel at fremhæve Mhkitaryan. Armeneren blev sidste sommer klubbens dyreste indkøb nogensinde, og i glimt – blandt andet i CL – viste han sine kvaliteter frem. Skal Dortmund have succes i denne sæson, skal han være mere stabil, og afslutningen på sidste sæson var særdeles lovende. Interessant var det at se, at han også gjorde det godt på venstrekanten i de kampe hvor Reus var placeret mere centralt. Har været en af de helt store oplevelser i optakten.