Få spillere har sat så usletteligt et aftryk på Bundesligaen som Oliver Kahn. Med sine vilde redninger og vanvittige vredesudbrud er der Titan en legende i tysk fodbold. Vi tegner et portræt af målmanden, der var VM’s bedste i 2002, blev droppet i 2006 og som på mange måder har inspireret den kommende generation af tyske målmænd.
Af Mads Rasmussen
’’Vol-kahn-O, Vol-Kahn-O, Vol-Kahn-O’’
Har man spillet som angriber i Bundesligaen mellem 1994 og 2008, har man stiftet bekendtskab med denne sang nede fra Bayern Münchens fans. Kiggede angriberen ned mod modstanderens mål, har han kunne se en alt for stor målmandstrøje, der sad nede i et par shorts, der ikke havde set skyggen af knæene i årevis og til sidst et par Addidas World Cup støvler med snørerne bundet rundt om dem. Oliver Kahn var en fantastisk målmand, en kulturbærer og en leder i Bayern München såvel som på det tyske landshold, og så var han en karakter og en personlighed udover det sædvanlige.
Bedst beskrives han vel næsten med dette citat fra den tidligere tyske landsholdsanfører Bastian Schweinsteiger.
’’I 2002 kom jeg på førsteholdet i Bayern München. Min plads i omklædningsrummet var ved siden af Oliver Kahn. Den første gang han snakkede til mig var i 2005’’.
Det var i øvrigt ikke det eneste, Schweinsteiger havde at berette om sin tid som sidekammerat til Kahn, men det vender vi tilbage til.
For selvom han af mange huskes for sin personlighed, så var han også en glimrende målmand. Han var et produkt af den fantastiske tyske målmandsskole, som siden ham er blevet ved med at udvikle bundsolide målmænd. Selvom han ikke lignede det, man i dag forbinder med en topmålmand, så havde han en adræthed, en smidighed og en kraft, der gjorde, at han blev en af de helt store målmænd i sin generation.
Ikke nok med at Oliver Kahn var skræmmende for angribere, og til tider sine egne forsvarsspillere, så var han også rigtig dygtig teknisk.
Et godt eksempel på hans teknik er frisparksredningen, han laver på Bernabéu i Champions League opgøret mod Real Madrid i 2007. David Beckham sparker over muren, og Kahn skal hele vejen fra den ene side af stolpen til den anden. Han tager to skridt til sin højre side, og da han springer efter bolden, lader han sin højre arm ligge. I stedet vender han sig i luften, hæver sin venstre arm og parerer i dette tilfælde bolden over mål. Til slut ’’ruller han af’’ så han ikke lander tungt, og pådrager sig unødvendige skader. En teknik der begyndte med Köpke, og den dag i dag stadigvæk bliver udøvet af mange tyske målmænd som eksempelvis Manuel Neuer og Marc-André Ter Stegen.
I situationen med frisparksredningen, ser vi også andre målmandstekniske færdigheder, der er blevet brugt fra Oliver Kahn til Neuer og Ter Stegen i dag. Det her lille hop inden selve springet, der fører til redningen. Det gør at springkraften for dem bliver større ved mere stillestående positioner ved tætte skud, hvilket også må siges at være en af Neuer og Ter Stegens styrker.
Men har målmænd ikke udviklet sig siden Oliver Kahn? Jo, det har de i den grad. Målmænd som især Neuer og Ter Stegen kan spille med fødderne og udøver rollen som ’’sweeper keeper’’ til perfektion. Den del af spillet mestrede Kahn aldrig, og det var formentlig også en af årsagerne til, at han trods mange år som Tysklands bedste målmand, kun spillede i en enkelt VM-slutrunde.
Schweinsteigers håndklæde
Karrieren begyndte i barndomsklubben Karlsruher, hvor han fik debut allerede i 1987 og hurtigt etablerede sig som en profil. Blandt andet var han med til at føre Karlsruher hele vejen til UEFA Cup semifinalen i 1994, efter det var blevet til en 7-0 sejr over Valencia, i det der i dag blot bliver kaldt Wunder auf Wildpark i det tyske. Selvom Karlsruher dengang var en af de større klubber i Tyskland, stod det ret tidligt klart, at Kahn en dag måtte videre. Faktisk vidste Kahn helt fra barnsben, at han en dag ville til München.
Han har i et interview udtalt, at da han var otte år gammel, og Bayern München kom og spillede i mod Karlsruhe FC i hans hjemby, var han den eneste blandt hjemmepublikummet med et Bayern München flag. Oliver Kahn har været fascineret af Bayern München i en tidlig alder, hvilket senere gjorde ham til den kulturbærer, som han var for rekordmestrene. Han var udmærket klar over presset ved at spille for Bayern München, og han var derfor heller ikke bleg for at ligge pres på andre spillere i omklædningsrummet.
De andre spillere i Bayern vidste godt, hvem Oliver Kahn var, og de vidste også, at hvis de kom på tværs af ham, så var det lige før, at de kunne finde en ny klub at spille i, for du kom ikke til at spille for Bayern München.
For en ung knægt som Bastian Schweinsteiger, der ville spille for Bayern München, var der ikke noget valg. Det var bare at tie stille og makke ret. Og selvom Kahn efter sigende ikke talte til den unge Bastian de første par år, så havde de to stadig en del med hinanden at gøre. Sådan da.
’’Hver spiller havde sit eget håndklæde i omklædningsrummet. Men underligt nok så var der aldrig noget til mig, og jeg undrede mig altid – hvor er mit håndklæde? Jeg ser så Olli (Oliver Kahn) ved siden af mig, der tørrer sit hår, pudser sine handsker og alt andet, med to håndklæder! På det tidspunkt havde jeg ikke selvtilliden til at sige: Hey, det er mit håndklæde! Jeg gik altid ud bagved og fandt et andet et, som jeg kunne bruge. Så der gik et stykke tid, før jeg havde mit eget håndklæde’’
Oliver Kahn var godt klar over sin plads i hierarkiet i Bayern München og på det tyske landshold, og han valgte at vise dette på sin helt egen måde. Spillerne havde ikke lyst til, eller turde ganske enkelt ikke, at skuffe Oliver Kahn og kunne følge ham i hans evige jagt på at bliver nummer et. Hans bog havde samme titel, nemlig ’’nummer eins.’’ Det handlede for Oliver Kahn delvist om, at han havde båret nummer 1 på ryggen igennem hele sin karriere, men endnu mere om at han altid ville være den bedste og altid ville vinde. Om det var det tyske mesterskab, DFB pokalen eller Champions League, så ville han vinde. Oftest lykkedes det, selvom karrieren også bød på et par store skuffelser.
Ved VM I 2002 i Japan og Korea passerede bolden ham kun en enkelt gang inden finalen. Op til finalen holdt han sig heller ikke tilbage: ’’Jeg har stor respekt for Ronaldinho, Rivaldo og Ronaldo, men de skal stadigvæk forbi mig.’’ Om det var grunden til, at Oliver Kahn ikke holdte skuddet fra netop Rivaldo, som Ronaldo gav en tå efterfølgende, er ikke til at sige. Alligevel vandt han den gyldne bold for turnerings bedste spiller, foran Ronaldo, Rivaldo og alle de andre brasilianske verdensmestre. Den pris tænkte Kahn næppe meget på, da han i et ikonisk billede sidder plantet op ad stolpen efter det han selv har betegnet som sin største fejl nogensinde. Der var ingen kritik af Hamann, hvis dumme boldtab på egen banehalvdel gav Brasilien chancen i første omgang. Kahn kunne være vild og voldsom i sine udbrud af sine medspillere, men han kunne også kigge indad.
Oliver Kahn – Sat af til VM
Da træneren hed Jürgen Klinsmann, og året var 2006, blev Oliver Kahn dog ikke kåret til turnerings bedste målmand. Klinsmann valgte i stedet at bruge Jens Lehmann på mål, og Kahn stod nu i skyggen af Lehmann, der havde stået i skyggen af ham mange år forinden. De to havde dystet på lige fod op til slutrunden, men da valget skulle træffes, blev det Lehmann, der løb med sejren. Måske fordi han var bedre i spillet med benene end Kahn. Måske fordi Kahn symboliserede det gamle tyske landshold, som Klinsmann og Löw forsøgte at gøre op med ved deres ankomst.
Det var frygtet, hvordan Kahn ville reagere på degraderingen, men han viste format og bakkede op om Lehmann som førstevalg. Tyskerne blev som bekendt slået ud i semifinalen, og Oliver Kahn endte med at få bronzekampen mod Portugal, som samtidig også blev hans sidste landskamp.
Oliver Kahn var en målmand og en person som det tyske folk kunne forstå. Det var altid sort/hvidt med ham. Han var elsket i Bayern og hadet af stort set samtlige andre klubbers fans. En del af Bayerns kampe blev ofte sat lidt senere i gang, fordi udeholdets fans kastede bananer ind på banen til ”aben” Kahn. I en kamp mod Freiburg nøjedes en fan ikke med bananer, da han med en golfbold ramte Kahn, der stærkt blødende måtte forlade banen for behandling. Kahn ville vinde for en hver pris. Han sprintede frem for at tage frisparket mod HSV i sidste spillerunde i den legendariske sæsonfinale i 2001, inden Effenberg puffede ham væk og gav Andersson bolden. Tidligere i den sæson havde han sneget sig med frem på et hjørnespark i slutminutterne og bokset bolden i mål, hvilket kostede en udvisning. Kahn synes selv, det var meget sjovt og sagde efterfølgende, at han ikke forstod udvisningen, da en målmand jo har lov til at tage med hænder i feltet.
Han fandt sig ikke i noget, han mente var urimeligt. Om det så var Heiko Herrlich, der kom lidt for tæt på i en duel, eller det var en urinprøve, der ikke blev godkendt, fordi lægen ikke var til stede. En episode som i øvrigt gav ham en dags karantæne, da han smed med den ikke godkendte urinprøve. Oliver Kahn var altid ultimativ i sine handlinger, men på en måde, så man på en lidt særpræget facon alligevel ikke kunne undgå at holde lidt af ham.
Da han for nogle år tilbage skulle beskrive Bayern München som klub, endte han i virkeligheden med at give en beskrivelse, der også sagtens kunne møntes på ham selv.
”Det er en blanding af folkemusik, og rigtig god hård rock.’’
Foto: www.fcbayern.com
