I sidste sæson var Bayern München her, der og alle vegne. Sydtyskerne slog adskillige rekorder i Bundesligaen, vandt den tyske pokalturnering og hentede Champions League-trofæet hjem – blandt andet efter en surrealistisk samlet 7-0 sejr over Barcelona i semifinalen.
Alt dette skete med sprudlende, direkte og dynamisk fodbold under veteranen Jupp Heynkes. Men den 68-årige træner er nu fortid i München. Da klubben fik mulighed for at tilknytte Pep Guardiola tilbage i januar måned, slog de til. Naturligvis.
Den revolutionære fodboldtræner begejstrede med sit FC Barcelona-hold og nåede toppen af verden med tiki-taka-fodbolden. Og efter et sabbatår væk fra rampelyset var katalaneren klar til at træne igen. Bayerns ledelse var som flere andre topklubber interesseret i at tilknytte Guardiola. Og til deres held var han også klar til at stå i spidsen for Bayern München. Et perfekt match.
Katalaneren har dog ikke haft i sinde at ride på Heynckes’ succesbølge. Guardiola har fra dag ét taget dirigentstokken og lavet flere ændringer. Spilsystemet er ændret fra det succesfulde 4-2-3-1 til en 4-1-4-1 opstilling, hvis man da overhovedet kan tale om en fast formation endnu. Mario Gomez er blevet skippet til Fiorentina, da han ikke er en spiller efter Guardiolas hoved. I stedet er to ønskespillere, Mario Götze og senest Thiago Alcantra, hentet til klubben. Indkøbet af førstnævnte blev trumfet igennem af Bayern-ledelsen – Pep ville angiveligt have haft Neymar – mens Thiago er en Guardiola-spiller fra først til sidst.
Javi Martinez, der sidste sæson var fremragende for Bayern på 6’er-positionen, får med højst sandsynlighed mest spilletid i midterforsvaret under Guardiola. Thomas Müller, Franck Ribery og Xherdan Shaqiri er alle blevet prøvet som spidsangriber, mens Mario Mandzukic i perioder har følt sig mindre godt tilpas på venstrekanten. Og senest spillede anfører Philip Lahm central midtbane.
Jo, Guardiola vil gerne sætte sit præg. Ligesom han gjorde det, da han overtog ansvaret i FC Barcelona tilbage i 2008. Her ryddede den 42-årige træner godt og grundigt op – og det gik ud over stjernerne og egoerne Deco og Ronaldinho.
Forskellen fra Barcelona- og Bayern-situationen er dog, at den katalanske klub på daværende tidspunkt var ødelagt. Det er Bayern ikke. Sydtyskerne er en komplet maskine, der fungerer. En maskine, der ikke er ødelagt, har heller ikke brug for at blive fikset.
Guardiola har sin vision og sine idéer – og han er en fremragende træner. Det beviste han, da han stod i spidsen for et af verdens bedste fodboldhold nogensinde. Der er intet galt i idéerne, men Guardiola er kommet til Bayern på det værst tænkelige tidspunkt. For der er nemlig ikke behov for de radikale ændringer, som Guardiola gerne vil føre ud i livet, og det kan komme til at koste.
Selvom Bayern har fået en fin start på sæsonen med 10 point efter fire kampe i Bundesligean, så har spillet ikke været prangende. Spillerne har haft svært ved at vænne sig til de nye system, og derfor har spillet af den grund også været langsommeligt med alt for mange berøringer fra de alle tilstedeværende midtbanespillere.
I hjemmekampen mod Nürnberg havde Bayern svært ved at åbne underdogsene op i første halvleg. Selvom hjemmeholdet havde en rekordstor boldbesiddelse, førte det ikke til det helt store. Meget af spillet gik igennem midten, og de to nyindkøb, Götze og Thiago, løb i vejen for hinanden og kunne ikke finde deres plads.
I anden halvleg skiftede Guardiola den tyske og spanske landsholdspiller ud og erstattede dem med Toni Kroos og Thomas Müller. Og efter kort tid begyndte Bayern-holdet per automatik at spille Heynckes-bold. Hurtige pasninger, energisk pres, bredt fløjspil og indlæg.
2-0 til Bayern – en sejr, der nemt kunne have været større.
Den kamp viste med tydelighed, at spillerne stadig har svært ved at vænne sig til de mange forandringer. Og selvfølgelig skal både Guardiola og hans mandskab også have den fornødne tid til det, men i mellemtiden kan det komme til at koste.
Bayern tabte allerede den tyske Supercup til rivalerne fra Dortmund, og i aften gælder den anden store test, når Europa League-vinderne fra Chelsea og en vis Jose Mourinho står på den anden side i den europæiske Super Cup.
Tysklands mest vindende klub gennem tiderne er selvfølgelig stadig favoritter til at vinde Bundesligaen. Og sådan skal det også være med den trup, som Guardiola har at arbejde med.
Men de radikale forandringer, som Bayern i øjeblikket gennemgår, har åbnet op for, at andre hold kan byde de uovervindelige ”The Triple”-vindere op til dans – senest som Freiburg gjorde det i weekenden. I sidste ende kan Pep Guardiolas forandringer, i Bayerns værste tilfælde, skubbe mesterskabet længere nordpå til de gule fra Dortmund.
Bayerns mulige opstilling mod Chelsea i aftenens Supercup:
Neuer – Lahm, Boateng, Dante, Alaba – Schweinsteiger – Robben, T. Müller, T. Kroos, Ribery – Mandzukic