Det har været et tumultarisk år for det tyske landshold, hvor særligt nederlaget på hele 6-0 mod Spanien i Nations League i november skabte dybe panderynker hos Joachim Löw og DFB. En af de spillere der trods svingende resultater har holdt niveau hele vejen igennem den svære periode er Bayern Münchens Manuel Neuer, og han er nu blevet kåret som årets tyske landsholdsspiller.
Som altid er det de tyske fans, der stemmer på årets landsholdsspiller, og her var der ikke den store tvivl om, hvem der fortjente prisen. Manuel Neuer fik nemlig hele 57,8 procent af stemmerne, mens Serge Gnabry blev nummer to med 15 procent af stemmerne, og Gladbachs Matthias Ginter, årets landsholdsspiller sidste år, blev nummer tre med 9,3 procent af stemmerne. Serge Gnabry kan i øvrigt glæde sig over, at hans mål med hælen i 3-3-kampen mod Schweiz blev kåret som årets mål.
Manuel Neuer kan dermed føje endnu en titel til samlingen i et formidabelt 2020, hvor han har vunder Bundesligaen, DFB Pokal, Champions League, Den Tyske Supercup, Den Europæiske Supercup, og derudover blev kåret som årets målmand til FIFA’s Best Award samt hos UEFA.
Med fem priser er den nu tidligere tyske landsholdsspiller Mesut Özil den spiller, der har vundet prisen flest gange.
Vindere af årets tyske landsholdsspiller gennem tiden:
2020: Manuel Neuer
2019: Matthias Ginter
2018: Marco Reus
2017: Joshua Kimmich
2016: Mesut Özil
2015: Mesut Özil
2014: Toni Kroos
2013: Mesut Özil
2012: Mesut Özil
2011: Mesut Özil
2010: Bastian Schweinsteiger