Landskampsrekordholder, den markspiller med flest VM-turneringer og VM kampe i historien og kåret til verdens bedste spiller. Lothar Matthäus har prøvet det meste i sit fodboldliv, men karrieren har også budt på et væld af skandaler. Et portræt af Tysklands største antihelt.
Hvor skal vi næsten begynde historien om Lothar Herbert Matthäus? Vi kunne vælge at starte med slutrundedebuten ved EM i 1980, hvor han som 19-årig gjorde mest opmærksom på sig selv ved en fotosession op til turneringen, da han foran en masse fotografer insisterede på, at han skulle snave sin daværende kæreste i jorden. Vi kunne også berette om, hvordan han i en forholdsvis sen alder både formåede at blive kåret til verdens bedste spiller samt Sportsperson of the Year, eller vi kunne fokusere på, hvordan den gode Lothar har været gift fem gange og tidligere udelukkende omtalte sig selv i tredjeperson.
Men i stedet begynder vi tilbage i slut 70’erne, hvor en ung Lothar Matthäus tørnede ud for FC Herzogenaurach; en lille klub, der har hjemsted i byen af samme navn. I 1979 gik turen videre til Gladbach, inden Bayern efter fem sæsoner hentede ham til München. Talentet var ikke til at tage fejl af, om end det ikke var så stort, som hovedpersonen selv mente, det var. I det sydtyske blev han hurtigt en profil som boks-til-boks spiller, og hans mange scoringer var med til at sikre to tyske mesterskaber og en enkelt pokaltitel. I 1987 var det tæt på at blive til succes i Europa cuppen for mesterhold, da Bayern længe lignede en vinder mod Porto, indtil portugiserne med to sene mål flåede trofæet ud af hænderne på Matthäus. Et scenarie, der skulle gentage sig tolv år senere, men det vender vi tilbage til.
Verdens bedste
For Matthäus var det ikke nok med en klubkarriere, der kun foregik i hjemlandet, så efter 1987-1988 sæsonen rejste han sammen med sin Bayern-klubkammerat Andreas Brehme mod sydligere himmelstrøg. Nærmere bestemt skiftede de til Italien og til Inter.
Også her viste Lothar Matthäus sit store værd, og i sin første sæson i klubben vandt han og Inter Scudettoen samt pokalturneringen. Succesen fortsatte i det italienske, og efter sæsonen 1990-1991 kunne Matthäus og resten af Inter-mandskabet løfte UEFA-cuppen. I finalen stod Inter over for deres landsmænd fra Roma, og på dette tidspunkt blev finalen spillet over to kampe. Matthäus havde en afgørende fod med i udfaldet til fordel for Inter, da han scorede finalens første mål på straffespark i den første af de to kampe.
Matthäus spillede karrierens bedste fodbold i sin tid i det italienske. Han blev kåret til verdens bedste spiller i 1990 efter at have løftet VM-pokalen tidligere samme år, men det stod bestemt ikke skrevet nogen steder, at han for alvor skulle slå sit navn fast i det italienske. Da han skiftede til Inter var de tyske medier overbeviste om, at han blot skulle til Italien for at score karrierens sidste, store løncheck, og der var generel enighed om, at Bayern havde gjort det rette ved at slippe ham. På det tidspunkt var der intet, der tydede på, at han skulle spille videre på absolut topplan i endnu ti år, men under Trappatonis ledelse, fik han en træner, der gav ham den fornødne tillid og samtidig kunne styre den åbenmunde Matthäus, der normalt gik under navnet ”højtaleren”.
”Han har en mening om alt. Selv maden i restauranten har han en kommentar til,” sagde den tidligere tyske landstræner Eric Ribbeck på et tidspunkt.
Efter sæsonen 1991-1992 var tiden igen moden for Matthäus til at søge nye græsgange. Eller det skal sige, tiden var moden til at søge tilbage til gamle græsgange. Matthäus, der havde fået en alvorlig korsbåndskade og dermed gik glip af EM i 1992, skiftede nemlig tilbage til Bayern München.
FC Hollywood
Ved tilbagekomsten til Tyskland havde Lothar Matthäus fået ny hustru. En schweizisk model med det herlige navn Lolita, og det var særligt i denne periode, at han for alvor blev kendt som l’enfant terrible i det tyske. Al den goodwill han havde opbygget ved at føre sit land til VM-triumfen i 1990, forsvandt hurtigt i takt med det ene mere kuriøse optrin efter det andet.
Forfatteren Uli Hesse nævner i sin bog ”Tor – historien om tysk fodbold” et par anekdoter, der meget godt beskriver, hvilken verden Matthäus befandt sig i. I en lufthavn skulle han således have insisteret på, at hans holdkammerat Adolfo Valencia skulle kropvisiteres af en flok kvindelige basketball-spillere, for som ham gjaldede ud i rummet: ”Hans p… er den største, jeg nogensinde har set.” Senere samme år var Bayerns spillere traditionen tro inviteret til byens berømte Oktoberfest, da en lidt for nærgående turist med et jødisk udseende skulle være blevet mødt med svadaen: ”Hitler må have overset dig.”
Hver uge bød på en ny skandale, og Matthäus og Lolita optrådte på forsiden af samtlige sladderblade. De mange eskapader faldt sammen med et par magre år hos Bayern, hvor konkurrenterne fra Dortmund for en stund var Tysklands fodboldmæssige flagskib. Det hele kulminerede i 1995, da Jürgen Klinsmann blev hentet til klubben. De to profiler var hinandens modsætninger, og fra første træningsdag herskede der ondt blod de to i mellem. Deres rivalisering skabte en masse uro i Bayern, og helt galt gik det, da Matthäus foreslog en direkte tv-udsendelse, hvor de to hovedpersoner skulle tale ud for rullende kameraer. Det optrin blev (desværre) aldrig til noget, men daværende landtræner Berti Vogts så ingen anden udvej end at droppe Matthäus forud for EM i 1996. De fleste eksperter var enige om, at dette var enden for den nu 35-årige tysker, men hovedpersonen selv var af en anden opfattelse.
Han begyndte at holde lavere profil i takt med at Lolita blev afløst af både kone nummer tre og fire, og selvom Mario Basler, en anden spiller med næsten lige så stort ego i 1996 skiftede til Bayern, var der så småt ved at falde ro over FC Hollywwod. Matthäus blev flyttet fra midtbanen og ned som sweeper, og i den position var han med til at føre Bayern tilbage til toppen af tysk fodbold. Som 38-årig formåede han endda at blive kåret til Tysklands bedste spiller. Det hele så ud til at kulminere i 1999, da nederlaget fra finalen tolv år tidligere, skulle revancheres mod engelske Manchester United.
Men akkurat som i kampen mod FC Porto smed Bayern igen en 1-0 føring over styr i de døende minutter af en kamp, der for altid har printet sig ind på nethinden hos de fleste fodboldfans. Det samme har billedet af en skuffet Lothar Matthäus, der straks efter at have modtaget sin medalje tog den af igen, mens han passerede et af de eneste trofæer, han aldrig nåede at løfte. Matthäus, der oplevede de sidste minutter af finalen fra bænken efter kort tid forinden at være blevet skiftet ud, forlod Bayern godt et år senere og var derfor ikke en del af det hold, der vandt Champions League i 2001.
Efter sin pension som professionel fodboldspiller valgte Matthäus at fortsætte i trænergerningen, men her opnåede han aldrig samme succes, som han gjorde som spiller. Han var træner i forskellige lande som Østrig, Brasilien, Israel, mens han også var landstræner for både Ungarn og Bulgarien.
Alt i alt er det ikke trænerkarrieren, man for eftertiden vil huske Lothar Matthäus på, men i stedet de ni slutrunder han deltog ved, de 150 landskampe, VM-trofæet i 90 og ikke mindst alle skandalerne.
Han var et barn af tiden, som et tysk medie døbte ham, og han er en af de største spillere og personligheder Tyskland nogensinde har fostret – antihelten over dem alle.
