Jonas Lössl er kommet udmærket fra start i Mainz og var blandt andet med, da die Nullfünfer slog Werder Bremen i overtiden onsdag efter. Selv føler målmanden dog, at der er plads til at gøre det endnu bedre.
– Det er klasse! Helt vildt. Det er fandeme fodbold, det her!
Jonas Lössl var ikke til at skyde igennem, da Bulibold fangede ham til en snak efter onsdagens kamp mellem Werder Bremen og Mainz – en kamp, Mainz som bekendt vandt godt inde i overtiden.
Danskeren havde en travl aften på Weser-Stadion, hvor han diskede op med flere redninger, blandt andet en fremragende fodparade på en friløber.
I de første 20 minutter var Mainz dog presset fuldstændig i bund af et sultent Werder Bremen-mandskab, og den danske keeper erkendte da også efterfølgende, at starten ikke var god nok.
– Vi kommer skidt ud til at starte med, og de første 20 minutter er vi slet ikke til stede, og det er selvfølgelig for dårligt. Men vi viser en vindermentalitet igen i dag, og det er klasse, siger Jonas Lössl, som har stor ros til overs for træner Martin Schmidt.
– Vores træner gør også et fremragende stykke arbejde, og tager risikoen på det helt rigtige tidspunkt, og det giver pote i dag.
En Bundesliga-start på det jævne
Jonas Lössl er i gang med sin første sæson i Bundesligaen. Her har han startet med fuld spilletid for Mainz i både ligaen, DFB Pokal og Europa League. Det er blevet til to sejre, en uafgjort og et nederlag i de første fire Bundesliga-kampe. Selvom det er en ganske udmærket sæsonstart, er Jonas Lössl ikke helt tilfreds med sine egne præstationer.
– Min start har ikke været helt i top. Jeg føler, at jeg kan være med her, og at jeg har fået vist mit niveau, men der er et par situationer, som jeg gerne ville håndtere anderledes, og vi har været lidt uheldige med et par scoringer til allersidst, hvor jeg måske også føler, at jeg kunne have gjort 10% mere, siger Lössl.
Den danske landsholdskeeper er dog godt tilfreds med livet i Tyskland og ser en stor forskel på niveauet i Bundesligaen og den franske Ligue 1, hvor han spillede, før han drog til Mainz.
– Jeg er faldet godt til i truppen og i Tyskland, og kampene er fantastiske at spille. Der er en fantastisk atmosfære til kampene. Ligue 1 var et godt skridt for mig, da jeg forlod Danmark, men Bundesligaen er klart et skridt op. Der er selvfølgelig nogle tophold i Ligue 1, som er rigtig gode, men hernede er alle holdene gode. Der er mere tempo og teknik, og får en spiller chancen i 20 minutter, så hamrer de altså til, og det kan jeg godt mærke. Træningsmængden og professionalismen har også fået et nyk op.
Næste opgave for Jonas Lössl og Mainz er på lørdag, hvor Leverkusen kommer på besøg. Herefter venter en tur til Gabala i Europa League og en udebanetur til Wolfsburg, inden endnu en landskampspause står for døren.