”Den værst tænkelige modstander”. Sådan hed det sig i Ekstra Bladet for cirka en uge siden i kølvandet på UEFA’s lodtrækning til tredje kvalifikationsrunde. Danske Brøndby IF havde trukket den tyske hovedstadsklub Hertha Berlin. En ”skrækmodstander”, lod Ekstra Bladet os forstå. Først skulle Brøndby bare lige forbi skotske Hibernian. Det tog lidt mere arbejde end forventet, da Brøndby torsdag aften skulle mødes med skotterne i andet opgør, men efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence var det ganske vist: Brøndby og Hertha skal mødes i Europa League.
Ved man lidt om Hertha Berlin, hvilket de fleste Bundesliga-begejstrede læsere her på siden må formodes at gøre, ved man givetvis også, at Hertha meget sjældent er i rollen som skrækmodstander (og lad mig allerede her understrege: Det her skriver jeg som glødende Hertha-fan).
Tværtimod, faktisk. Hertha er et hold, der, når de er dårlige, er rigtig dårlige. Ganske vidst spillede de en glimrende sæson i sidste sæson. Det siger vel sig selv, for man kommer ikke i betragtning til en plads i de europæiske turneringer gennem Bundesligaen, hvis man er et dårligt hold. Men når de havde dårlige kampe, som de for eksempel havde det mod Borussia Mönchengladbach i april, hvor de fik en røvfuld på 5-0, var de så uhyggeligt ringe, at de næppe ville have overlevet i den tyske 3. division.
Tyveriet i Berlin
Så hvorfor er Hertha en skrækmodstander for Brøndby? Mest af alt har det nok noget at gøre med en kamp, der blev spillet for næsten præcis syv år siden.
Og nu træder jeg på et ømt punkt hos de Brøndby-fans, der måske læser med her. For Brøndby var jo nærmest videre! De havde jo slået Hertha Berlin 2-1 på hjemmebane, og i returkampen kom de foran 1-0 kort efter pausen. En samlet føring på 3-1 med mindre end en halvleg tilbage burde være rigeligt til at komme videre.
Men med et kvarter tilbage fik den serbiske midtbanespiller Gojko Kacar sendt bolden i nettet. Fem minutter senere gjorde ungarske Pál Dárdai det samme. Og med fire minutter tilbage nettede Gojko Kacar endnu engang. På mindre end et kvarter havde den tyske hovedstadsklub flået gruppespilspladsen i Europa League ud af hænderne på Brøndby, og pludselig var der rigtig langt hjem til Danmark for de Brøndby-fans, som var rejst til Berlin.
Op- og nedtur
Det er ellers ikke fordi, Hertha har været nogen magtfaktor i de seneste mange år. Ikke siden 1931 (nej, det er ikke en slåfejl) har Den gamle dame, som Hertha også bliver kaldt, kunnet kalde sig tyske mestre. Alligevel må de siges at være den bedste klub i Berlins fodboldlandskab, der blandt andet tæller den østtyske kultklub Union Berlin, den gamle Stasi-klub BFC Dynamo (den mest vindende klub i DDR, i øvrigt) og en lang række klubber med en særlig etnisk tilknytning.
Ved man lidt om europæisk fodbold, ved man givetvis også, at det er ret usædvanligt, at en hovedstad ikke har et eneste hold, der er fast inventar i toppen af fodboldturneringen. Ganske vidst endte Hertha på en syvendeplads i den seneste sæson, men ellers har de faktisk bevæget sig i pendulfart mellem Bundesligaen og 2. Bundesligaen i de senere år.
Heller ikke i pokalturneringen har de været nogen udsøgt oplevelse. Ikke siden 1993 har Hertha været repræsenteret i en pokalfinale, og dengang var det gudhjælpemig ikke førsteholdet, men klubbens andenhold, der på en eller anden måde havde fået spillet sig hele vejen til finalen, hvor de endte med at tabe 1-0 til Bayer Leverkusen.
En ungarsk legende
Men i februar 2015 fik ledelsen nok af middelmådighed. Derfor sendte de den hollandske træner Jos Luhukay på porten og hentede i stedet en vaskeægte klublegende ind som træner. Pál Dárdai. På det tidspunkt havde Dárdai ellers en fin tjans som ungarsk landstræner, men han er jo trods alt en af de største Hertha-spillere, der nogensinde har været. Med 366 liga-kampe er han den mest spillende Hertha-spiller nogensinde – og så var det jo i øvrigt ham, der scorede til 2-1 i den kamp mod Brøndby for syv år siden.
Hvad han helt præcist har gjort ved holdet er svært at sige. Nogen revolution har der ikke rigtig været. Hertha spiller stadig forsigtigt og kalkuleret. De er ikke store teknikere, og de scorer ikke synderligt mange mål. Men noget må Pál Dárdai have gjort, for selvom Hertha gik ind til den seneste sæson med udsigten til endnu en sæson, hvor de skulle bøvle rundt i bunden af Bundesligaen, spillede de langt over forventningerne. Så langt over forventningerne, at de længe lå på tredjepladsen og faktisk lignede en reel kandidat til bronze-medaljer og Champions League.
Så gik det betydeligt nedad bakke mod sæsonens slutning, og Hertha endte på en syvendeplads – men helt ærligt, en syvendeplads i Bundesligaen? Det er altså godkendt for en klub som Hertha!
Han har ændret meget på truppen, Pál Dárdai. Især i sommertransfervinduet sidste år var han fyr og flamme og gjorde faktisk nogle rigtig gode indkøb. Niklas Stark har gjort det godt i forsvaret og på den defensive midtbane. Det bosniske angrebsmonster Vedad Ibišević har også spillet ganske udmærket, når han ellers har kunnet holde sig fri af karantæner. Men de helt store transferoplevelser fra sidste år var tjekkiske Vladimír Darida, som sammen med Per Ciljan Skjelbred regerer midtbanen, og unge Mitchell Weiser, der nærmest ejer hele højre side af banen fra det ene hjørneflag til det andet.
Sæsonens første kamp
Når Brøndby skal spille den første af to kampe mod Hertha, bliver det ikke på det smukke olympiske stadion i Berlin, selvom det ellers er Herthas normale hjemmebane. Det er efterhånden nogle måneder siden, at Hertha meldte ud, at de ville spille kvalifikationskampen på det noget mindre (og betydeligt grimmere, hvis du spørger mig) Friedrich-Ludwig-Jahn Sportpark, som ligger i det nordlige Berlin.
Det handler ifølge Sport-Bild om, at man allerede den gang forventede, at Hertha ville få en ”uattraktiv” modstander i kvalifikationskampene til Europa League. Derfor mente de ikke, at det kunne svare sig rent økonomisk at benytte Olympiastadion, som vil være langt dyrere at få til at leve op til sikkerhedskrav og så videre.
Modsat Brøndby har Hertha ikke spillet nogle kampe af betydning forud for opgøret i Berlin. Flere af spillerne er først for ganske nylig vendt hjem fra ferie. Det gælder blandt andet for forsvarsstjernen John Anthony Brooks, eller Wall of Brooks, som den meget lidt beskedne amerikaner ynder at kalde sig selv. Normalvis er han ellers selvskrevet til en plads i start-11’eren
Hertha må betragtes som favoritter til kampen, men man skal absolut ikke være blind for, at de lige skal i gang igen, ligesom man ikke må glemme den faktor, jeg nævnte tidligere: Når Hertha er dårlige, er de helt ustyrligt dårlige.
Et forsigtigt bud på en startopstilling:
Jarstein – Weiser, Langkamp, Lustenberger (C), Plattenhart – Skjelbred, Cigerci – Kalou, Darida, Haraguchi – Schieber
