bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > bulibold.dk > Gode råd til dit managerhold – Hvem er Bundesligaens bedste manager?

Gode råd til dit managerhold – Hvem er Bundesligaens bedste manager?

Bundesligaen står for døren, og det er tid til at vise, Kovac, Favre, Tedesco, Nagelsmann og alle de andre, at du er en bedre manager end dem. Vi har traditionen tro oprettet et gruppespil på holdet.dk, hvor du kan dyste mod dine venner, når æren og ikke mindst håneretten er på spil. Se nederst i artiklen, hvordan du tilslutter dig vores gruppespil.

Her følger gode råd til dit managerhold, hvor vi har valgt en 4-4-2 formation. Vær opmærksom på, at spillerne er valgt ud fra, hvordan de forventes at gøre det i løbet af efteråret og IKKE kun i åbningskampen.


Mål:

Ralf Fährmann – Schalke 04 (6 mio)
Holdet fra Gelsenkirchen havde Bundesligaens næstbedste forsvar, og igen i år kommer der til at være fokus på defensiven.
Alternativ: Manuel Neuer. Spillets bedste, og sjovt nok også den dyreste. Har du pengene, så skal han selvfølgelig på. Kommer givetvis til at få masser af clean sheets.

Forsvar:

Salif Sané – Schalke 04 (4 mio)
Selvom det er fristende at vælge makkeren Naldo, så er Sané altså noget billigere og omtrent lige så målfarlig som brasilianeren. Sidste år blev det således til fire mål.
Alternativ: Abdou Diallo. Dortmunds rekordindkøb er ny styrmand i Ruhr, og så udgør han også en trussel på dødbolde.

Mitchell Weiser – Bayer Leverkusen (3 mio)
Er kommet til fra Hertha og ligner starteren på højreback. Bidrager med masser af fart og har sine styrker i offensiven, hvorfor han ligner et rigtig godt køb.
Alternativ: Philipp Max. 12 oplæg fra en back. Det var Max’ præstation i sidste sæson, og selvom han nok næppe rammer de tal i år, så spiller han for et hold, som sagtens kan forbedre deres 12. plads.

Marcel Schmelzer – Borussia Dortmund (3 mio)
Har mistet anførebindet, men har spillet meget i opstarten og ligner en mand, som Favre tror på. Spiller på et hold, vi har store forventninger til og leverer som regel et par assists i løbet af en sæson.
Alternativ: Joshua Kimmich. Ville meget gerne have fundet plads til ham, men pengene rækker desværre ikke. Kommer til at levere masser af assists, kan selv score et par stykker, og så spiller han stort set hver kamp.

Tony Jantschke – Gladbach (2,5 mio)
Gladbach er hårdt ramt i forsvaret, hvorfor gode, gamle Tony Jantschke sagtens kan få en vigtig rolle i store dele af efteråret. Forvent hverken mange mål eller assists, men han er billig og får også sjældent gule kort.
Alternativ: Willi Orban. RB Leipzig chefen er god på hovedet og scorer som regel et par mål i løbet af en sæson. Får dog også lige lovlig mange kort.

Midtbane:

Mahmoud Dahoud – Borussia Dortmund (3,5 mio)
Bør være selvskrevet på dit hold. Er formentlig billig, fordi første sæson var dårlig, men han kommer med stor sandsynlighed til at blive det kreative omdrejningspunkt hos Dortmund. Kan både score og assistere.
Alternativ: Karim Bellarabi. Mistede sin plads i sidste sæson, og spørgsmålet er hvor meget, han kommer til at spille i år. Men hvis han spiller, skal han med, da han er spillets måske billigste midtbane med flere mål i støvlerne.
Omar Mascarell – Schalke 04 (2,5 mio)
Han er billig og udset en vigtig rolle hos Schalke. Kommer ikke til at score vanvittig mange mål, men fik bedre styr på de gule kort i sidste sæson og spiller for et formodet tophold.
Alternativ: Johannes Geis Det er et gevaldigt sats, og vi fattes penge. Umiddelbart er Geis ikke udset den store rolle, men med salg af Goretzka og Meyer er der plads på midten af banen, og så har han tidligere vist, at han ikke er helt ueffen på dødbolde.

Thiago Alcantara – Bayern München (5,5 mio)
Fra runde til runde er der bedre spillere at vælge blandt hos mestrene, men vi tror Thiago bliver den mest stabile (forårsaget, at han bliver i München). Spanieren får en central rolle på Kovac’ mandskab.
Alternativ: Julian Brandt. Har du penge, så brug dem her. Scorede ni gange i sidste sæson og bliver blot bedre fra år til år. Kommer til at blive en profil på et Leverkusen hold, som vi har store forventninger til.

Gonzalo Castro – Stuttgart (3 mio)
Mistede sin plads i Dortmund sidste sæson, hvorfor det kun blev til to oplæg. Er udset en central rolle på et spændende Stuttgart mandskab og kan også sagtens selv score et par stykker.
Alternativ: Denis Zakaria. Et lyspunkt på et ellers lidt halvgråt Gladbach-hold, men problemet i manager-sammenhæng er de 11 gule kort, han ragede sammen i sidste sæson.

Angreb

Robert Lewandowski – Bayern München (11 mio)
Han er dyr, men han er nødvendig. Scorede ligeså mange mål som nummer to og tre på topscorerlisten i sidste sæson og viste med et hattrick i Supercuppen, er han er alle pengene værd.
Alternativ: Kevin Volland fik vist, at han endelig er ved at udvikle sig til den angriber, som Leverkusen håbede på, og med fantastisk folk på fløjene til at servicere ham kan han sagtens forbedre måltotalen fra sidste sæson.
Leon Bailey – Bayer Leverkusen (6 mio)
Gik ned i foråret, men stod for ni mål og seks oplæg i sæsonen og kommer med stor sandsynlighed til at ramme nogenlunde samme total i år.
Alternativ: Marco Reus. Er endelig tilbage i fulde omdrejninger og da Dortmund fortsat er uden decideret angriber, får han formentlig en mere offensiv rolle.

Meld dig dig ind i vores gruppe og dyst mod ligesindende for at få svar på, hvem der er den bedste Bundesliga-manager
Gruppenavn: Bulibold
Kodeord: kugelblitz

You may also like
Bundesliga-manager – Konkurrence og gode råd
Konkurrence – forudsig Bundesligasæsonen og vind en valgfri fodboldtrøje
Gruppespil og gode tyske råd til dit VM-manager hold
Gode råd til dit Bundesligamanager-hold