I den nuværende sæson har FC Schalke 04 blot hentet 9 point efter 23 ligakampe og kun vundet én enkelt kamp i Bundesligaen. Dermed har Rot-Weiss Essen, der til dagligt hører hjemme i Regionalliga-West (4. Liga), har til sammenligning i indeværende sæson vundet flere kampe mod hold fra Bundesligaen end Schalke har (DFB-pokalturneringen indberegnet). Mens det omkring årsskiftet så håbløst ud for Schalke og Mainz i bunden af tabellen med sølle syv point hver, førte FC Bayern München endnu engang nogenlunde komfortabelt i toppen af Bundesligaen. Mange eksperter havde ved årsskiftet allerede dømt Schalke og Mainz ude, mens Bayern endnu engang ligner dette års tyske mestre for niende gang i træk.
Rent statistisk set, er der ingen mandskaber med syv point eller færre halvvejs gennem en sæson, der har overlevet, så det er noget af en mission, som Schalke og Mainz er på. Mainz har allerede i foråret på bare 4 kampe hentet lige så mange point som i de foregående 17 kampe. Oveni købet mod hold fra den bedre halvdel af tabellen. Det synes, at Mainz har fundet melodien under Bo Svenssons vinger. Schalke har i samme periode hentet under en tredjedel af Mainz’ point.
Schalkes sportslige situation synes altså at se håbløs ud. Eller gør den? Er Mainz ved at gøre det umulige muligt?
Dog er det sådan, at det ikke kun er bundholdene, der har kunnet producere imponerende comebacks. Også i toppen har de bagvedliggende hold kunne indhente førerholdet.
Her gives der et overblik over de fem største forårs-comebacks i toppen af tabellen i Bundesligaens historie målt ud fra de antal point, klubben formåede at hente i første halvdel af sæsonen. Det vil sige, at hvis en klub som udgangspunkt fx havde hentet ti point til efteråret, og klubben dernæst formåede at slutte sæsonen af med et point-total på 40 point, havde klubben leveret et comeback på 20 point.
Derfor er eksempelvis Dortmunds 2004/05-sæson og VfB Stuttgarts 2017/18-sæson ikke medregnet i ligningen. Ligeledes kunne der ikke findes plads til Freiburgs 2011/12-sæson og Augsburgs 2012/13-sæson i tabellen, da de opnåede en mindre pointmargin end andre bundhold.
Tilmed følger en analyse af, hvad der egentlig lå til grunds for klubbernes comebacks, og hvor godt holdene klarede sig efterfølgende. Det nye pointsystem, der blev taget i brug i 1995/1996-sæsonen, muliggjorde en del comebacks. Derfor er det ej heller forunderligt, at de største comebacks i Bundesligaens historie alle er dateret efter indførelsen af 3-pointsreglen.
De største comebacks i toppen af tabellen
- Borussia Dortmund 2011/2012
Forud for sæsonen havde Borussia Dortmund mistet sin bedste spiller i Nuri Sahin, der var skiftet til Real Madrid, mens kulturbæreren og klublegenden Dedé var skiftet til Tyrkiet. Som erstatning til Sahin havde Dortmund købt Ilkay Gündogan fra 1. FC Nürnberg, men han skulle få en svær start. Lucas Barrios gik fra at være klubbens topscorer i forrige sæson til at være bænkevarmer i indeværende sæson, fordi Robert Lewandowski begyndte at udfolde sit fulde potentiale.
Som forsvarende mestre måtte Dortmund erfare, at der var helt andre forventninger til klubben. Efter seks runder lå de med syv point allerede otte point bag Bayern på en skuffende 11. plads. Det lykkedes dog Dortmund at komme på rette spor igen. Til jul havde klubben hentet 34 point, og de lå nu kun tre point bag Bayern. I anden halvdel af sæsonen så BVB sig dog ikke tilbage. De hentede vanvittige 47 point og spillede kun uafgjort to gange. I resten af kampene havde de forladt banen som sejrsherre. Det var altså en pointmargin på 13 point. Således endte Dortmund med at afslutte sæsonen med 81 point med hele otte point ned til Bayern München på 2. pladsen.
Nøglen til Dortmunds succes var deres udnyttelse af deres mange muligheder. Dortmund dominerede fra begyndelsen af sæsonen, men de havde svært ved at få bolden ind bag modstandernes netmasker. Dortmund fik hul på bylden, da de i syvende spillerunde vendte et truende nederlag til en overtidssejr i Mainz. I overtiden fik Lukasz Piszczek bragt Dortmund i front, hvilket skulle vise sig at være et vendepunkt for BVB i sæsonen. Under bedste Jürgen Kloppsk heavy-metal stil, buldrede de bare derudad uden at se sig tilbage.
En anden vigtig faktor for at Dortmund klarede sig så godt i anden halvdel af sæsonen var, at de allerede røg ud af det europæisk gruppespil til vinter. De sluttede på sidstepladsen i deres Champions League gruppe, og derfor kom der fuld fokus på Bundesligaen og pokalturneringen.
Mesterskabstitlen i 2012 var Dortmunds seneste. I de to efterfølgende sæsoner blev de overhalet inden om af Bayern, da sydtyskerne viste sig at være hele 44 point bedre fordelt på begge sæsoner. Dortmund blev 2’er begge gange. Det mest smertelige var at klubben mistede to af deres største profiler til den samme klub. Mario Götze skiftede til Bayern i 2013, mens Robert Lewandowski på en fri transfer skiftede til Bayern i 2014. I sidste sæson under Klopps vinger gik tingene meget imod Klopps mandskab, men dette uddybes senere i artiklen.
Point ved vinterpausen: 34
Placering ved vinterpausen: 2
Point ved sæsonafslutningen: 81
Placering ved sæsonafslutningen: 1
Comeback: 13 point
- VFL Wolfsburg 2007/2008
Felix ’Quälix’ Magath havde fået nyt job igen, efter han var blevet fyret i Bayern München i sæsonen forinden. Det skulle vise sig at være et scoop for VFL Wolfsburg, der længe havde været en grå mus i ligaen, og efter nogle år med nedrykningskampe måtte der andre boller på suppen i den ambitiøse fodboldklub.
Magath skiftede vanen tro en masse ud i sin spillertrup. Med en transferdifference på -16,30 millioner euro blev der altså investeret relativt meget i truppen. Magath skilte sig af med den tyske angriber Mike Hanke og reinvesterede straks pengene i den høje, unge og ukendte angriber fra den tjekkiske liga ved navn Edin Dzeko. Andrés D’Alessandro, som aldrig fandt sig til rette i Nordtyskland, skiftede for 3,5 millioner Euro til spansk fodbold. Som erstatning lejede Wolfsburg i første omgang Christian Gentner fra VfB Stuttgart. Diego Klimowicz blev solgt til BVB og blev erstattet med den brasilianske angriber Grafité.
Den senere brasilianske anfører Josué, transferfrie Makoto Hasebe og Ashkan Dejagah, samt 1860-duoen Marcel Schäfer og Sascha Riether blev sammenlagt købt for 3,2 millioner euro. De skulle alle sammen vise sig at være rigtig gode investeringer.
Læs også: Felix Magath – Europas sidste diktator
Klubben og spillerne skulle dog først lige vænne sig til Quälix’ nye metoder og spillestil. Efter 17 kampe lå de på en 11. plads kun fem point fra 16. Pladsen, som dengang var en direkte nedrykningsplads. Der var hele ni point op til en europæisk slutspilsplads. I anden halvdel af sæsonen fik Wolfsburg skrabet tredje flest point sammen af alle hold. De samlede hele 34 point sammen. Da de kun havde samlet 20 point sammen frem mod nytår, udgjorde det en pointmargin på hele 14 point. Wolfsburg sluttede sæsonen af på en 5. plads, hvor kun en dårligere målscore end HSV holdte dem fra 4. pladsen.
Vejen til Wolfsburgs succesrige forår var deres defensive stabilitet. Mens de i efteråret havde lukket hele 30 mål ind, kunne de reducere de indkasserede mål til ca. det halve i foråret, hvor den nyindkøbte Diego Benaglio kun skulle hente bolden ud af egne netmasker 16 gange. Wolfsburg gik fra at have det tredje dårligste forsvar til at have det tredje bedste forsvar. Mens Wolfsbug havde fået stabiliseret sit forsvar bl.a. med tilgangen af Benaglio, begyndte der at danne sig et magisk makkerpar i front. Grafité og Dzeko begyndte at forstå hinanden bedre og bedre, mens de havde en kongenial partner bag sig i form af Marcelinho, som mange nok husker bedst fra hans dage i Hertha BSC.
Hvordan Wolfsburg klarede sig efterfølgende bliver uddybet senere i artiklen. Det skulle nemlig vise sig, at 07/08 sæsonen ikke skulle være deres vildeste comeback.
Point ved vinterpausen: 20
Placering ved vinterpausen: 10
Point ved sæsonafslutningen: 54
Placering ved sæsonafslutningen: 5
Comeback: 14 point
- VfB Stuttgart 2008/2009
Stuttgart havde to år forinden vundet det tyske mesterskab, mens de det efterfølgende år sluttede på en sjetteplads. Armin Veh var fortsat træner i klubben, men i den mærkværdige 2008/09-sæson havde de ikke længere tur i den. Op til sæsonen havde de afskediget Fernando Meira, Pavel Pardo, Andreas Beck og Christian Gentner, og ind var kommet Khalid Boulahrouz, Jens Lehmann og Timo Gebhardt. Tilmed spillede det unge talent Christian Träsch sig fast på førsteholdet og ind i startopstillingen.
Frem til 14. spillerunde rodede Stuttgart rundt i ingenmandsland i Bundesligaen. Efter et 4-1-nederlag til Wolfsburg blev Armin Veh fyret. Stuttgart befandt sig på en 11. plads med otte point op til europæisk deltagelse og otte point ned til en direkte nedrykningsplads. Stuttgart havde tabt flere kampe, end de havde vundet, og ledelsen så sig nødsaget til at få rettet op på den nedadgående formkurve. Det lykkedes aldrig under Veh at finde et spilsystem, der passede til spillerne. Mens de i de første 14 spillerunder havde forsøgt sig med seks forskellige spilsystemer, ændrede det sig markant med tilgangen af Markus Babbel. Siden 2007 havde han været assistenttræner i klubben, men i efteråret 2008 blev han forfremmet til cheftræner. Under Babbels ledelse spillede de 4-4-2 med to centrale midtbanespillere og to fløjspillere. Med to løbe- og teknikstærke kantspillere kunne Stuttgart berige deres offensive spil, hvilket hævede det til et nyt niveau. I anden halvdel af sæsonen scorede de næstflest mål af alle mandskaber. Mario Gomez var en garant for mål og scorede i alt 24 kasser i sæsonen.
Efter at have holdt nytår på 10. pladsen med 25 point i ingenmandsland, kunne Stuttgart alligevel fejre noget sæsonafslutningen. De sluttede sæsonen af på en imponerende 3. plads med hele 64 point, hvor de i sidste spillerunde endda kunne have sikret sig direkte billet til Champions League, hvis de havde slået Bayern München. Det udgjorde en pointmargin på 14 point.
Point ved vinterpausen: 25
Placering ved vinterpausen: 10
Placering ved sæsonafslutningen: 3
Point ved sæsonafslutningen: 64
Comeback: 14 point
- Bayern München 2019/2020
Vi skal ikke langt tilbage for at finde et af de største pointmæssige comebacks i toppen af tabellen, da Bayern hentede svimlende 49 point under Hansi Flicks ledelse i foråret 2020 ved at vinde 16 ud af 17 mulige kampe. Bayern hentede ”kun” 33 point i efteråret. Det udgjorde en pointmargin på 16 point.
Forud for sæsonen havde Bayern taget afsked med klublegenderne Arjen Robben og Franck Ribéry, mens Hummels var blevet solgt tilbage til deres direkte konkurrenter i Dortmund. Bayern jagtede længe offensiv forstærkning i Leroy Sané, men efter en alvorlig knæskade blev transferobjektet sat på pause. Kort før transfervinduet lukkede tryllede Bayern to kompetente offensive alternativer ud af hatten. Philippe Coutinho og Ivan Perisic blev begge lejet for et års varighed. Sjældent kunne de dog spille sig fast i startelleveren, men de viste sig dog som perfekte rollespillere på et stærkt Bayern hold.
Kovac, der aldrig rigtig røg ind i varmen hos ledelsen, blev fyret og erstattet med assistenttræneren Flick, der i første omgang blot vart tiltænkt en midlertidig rolle i klubben. Flick indså hurtigt, at de var nødt til endelig at få styr på defensiven. Med Kovac’ fyring var det slut med det faste rotationsprincip. Flick roterede mindre og havde en grundstamme af spillere.
Efter blot ti spillerunder havde Bayern München allerede lukket 16 mål ind. På grund af de mange skader i forsvaret fandt Flick igen plads til den udskældte Jerome Boateng. Han greb chancen og var en vigtig brik i det stabile forsvar i Bayern. Tilmed gav Flick – også betinget af skader – Alphonso Davies kontinuerlig spilletid på venstrebacken. Davies var sæsonens opdagelse, da han med Thomas Müllers ord som en anden roadrunner marcherede op og ned af Bayerns venstre side, var hér og dér og alle vegne.
Mens defensiven havde stabiliseret sig med Boateng og Davies, tromlede offensiven derudad. Bayern formåede at score trecifret og endte med hele 100 mål. LewanGOALski, som Müller døbte ham, scorede 34 mål, og Bayern var en velsmurt angrebsmaskine. Müller selv blomstrede op under Flicks ledelse og fandt sig igen til rette som ’Raumdeuter’. Mange eksperter ønskede derfor en tilbagevenden af Boateng og Müller på det tyske landshold.
Bayern tromlede videre i Champions League, hvor de på overlegen måde vandt trofæet med de store ører. Bayern vandt sit 6. trofæ til klub-VM og har dermed gjort rent bord i forhold til den højst mulige trofæhøst for 2019/20-sæsonen
I den indeværende 2021/22-sæson fører de igen overbevisende ligaen, og de kvalificerede sig sikkert til knockoutkampene i Champions League. Højst overraskende røg Bayern dog ud til Holstein Kiel på en kold og snefuld aften i DFB-pokalen. Bayern har haft problemer med sin høje forsvarslinje og er tit blevet fanget på omstillinger i denne sæson. Derfor har de fra sommer 2021 sikret sig tilgangen af én Leipzigs bedste spillere, når Dayot Upamecano forstærker Bayerns defensiv fremover.
Point ved vinterpausen: 33
Placering ved vinterpausen: 3
Point ved sæsonafslutningen: 82
Placering ved sæsonafslutningen: 1
Comeback: 16 point
- Wolfsburg 2008/2009
Igen er Wolfsburg at finde på listen, og ligesom i 2008/09-sæsonen topper de også denne tabel. Klubben sikrede sig europæisk deltagelse i Uefa-Cuppen efter et forrygende forår i forrige sæson. De havde fået tyndet ud i sin store trup og samtidigt tilføjet nyt mesterligt blod til holdet. Wolfsburg havde bl.a. taget afsked med Marcelinho og erstattet ham med Zvjezdan Misimovic fra 1. FC Nürnberg, mens lejeaftalen med Gentner blev skiftet ud med en permanent aftale. Som prikken over i’et på transfervinduet, kunne Wolfsburg præsentere tilgangen af to verdensmestre. Andrea Barzagli (14 mil. Euro) og Christian Zaccardo (7 mil. Euro,) skiftede tilværelsen i Palermo ud med Wolfsburg.
På trods af den ikke alt for store udskiftning i spillertruppen mellem 07/08 og 08/09 sæsonen, kunne Wolfsburg ikke fortsætte de samme gode takter fra foråret. Med nederlag til Karlsruher SC, Werder Bremen, Bayer Leverkusen og topholdene TSG Hoffenheim 1899 og Bayern München, lagde de skævt ud i sæsonen, og det lykkedes dem faktisk kun at vinde én kamp mod et tophold i efteråret, da de bankede HSV med 3-0 i 5. Spillerunde. Men Wolfsburgs niveau for svingende – især på udebane. For på hjemmebane gjorde de næsten rent bord. I 16 ud af deres 17 hjemmekampe forlod de banen som sejrsherre. Stadionet levede virkelig op til bynavnet, hvor det viste sig at være en fæstning.
Ved årsskiftet havde Wolfsburg det niende bedste forsvar og var placeret på en 9. plads i tabellen. De var altså ganske middelmådige. Dette skulle ændre sig i anden halvdel af sæsonen. Efter at have forsøgt sig med den relative dyre Zaccardo på backen og Ricardo Costa i centerforsvaret, sadlede Magath om. Schäfer og Barzagli spillede altid, og så deltes primært Madlung og Simunek om pladsen i centerforsvaret ved siden af Barzagli, mens Riether, Hasebe og Peter Pekarik konkurrerede om backpladsen. Mens forsvaret havde stabiliseret sig, kendte angrebsspillerne ingen nåde ved modstanderne. Grafité og Dzeko skød alt i sænk. Intet forsvar havde et så stærkt et bolværk, som duoen ikke kunne skyde i stykker. Uforglemmelig var 5-1 massakren mod Bayern på egen hjemmebane, hvor Grafité bl.a. tryllebundede hele Wolfsburg med en smuk solo- og hælscoring.
Misimovic havde overtaget Marcelinhos rolle fra forrige sæson og kunne hele tiden sætte sine angribere i scene. Hele svimlende 54 mål alene scorede Dzeko (26 mål) og Grafité (28 mål). De satte ny bundesligarekord for flest scorede mål for en angrebsduo, og kun seks hold havde scoret flere mål end den sprængfarlige angrebsduo i sæsonen, mens Misimovic satte tny bundesligarekord for flest assists i én sæson (20).
Wolfsburg havde i forårssæsonen det klart bedste angreb af alle (45 mål) og tilmed også den bedste defensiv (16 mål). Der kunne altså kun være én logisk vinder af Bundesligaen, når alle statistikker talte i Wolfsburgs favør. Wolfsburg overhalede alle andre hold indenom. Aldrig før havde et mesterhold ved årsskiftet været så dårligt placeret som Wolfsburg i 08/09-sæsonen. De hentede hele 43 point i foråret, hvilket udgjorde en pointmargin på hele 17 point. Aldrig før har et mesterskabshold kunne hente så mange point i anden halvdel ift. første halvdel af sæsonen.
Fremtiden for Wolfsburg så på papiret lys ud, for de mistede ingen nævneværdige stjerner i den efterfølgende sæson. Og alligevel gjorde de. Felix Magath var skiftet til Schalke 04, hvor han blev ansat som både træner, manager og bestyrelsesmedlem. Armin Veh overtog de samme funktioner, som Magath havde efterladt, men han havde ikke de samme faglige kompetencer og havde ikke held med sine transfers. Hverken Obafemi Martins, Karim Ziani, Thomas Kahlenberg eller Réver, der aldrig nåede at spille en kamp for Wolfsburg, kunne forstærke holdet synderligt. Magien fra mesterskabssæsonen var forsvundet. I den efterfølgende sæson havde Wolfsburg det fjerde dårligste forsvar. Som konsekvens heraf blev Veh fyret, og Dieter Hoeneß overtog posten som manager. Wolfsburg afsluttede sæsonen på en 8. plads.
Med Hoeneß’ ansættelse skulle tingene dog ikke vende sig til det gode i Wolfsburg. Den første engelske træner blev ansat i Bundesligaens historie i form af Steve McClaren. Det viste sig at være en gigantisk misforståelse. Klubben solgte store profiler som Dzeko, Misimovic, Gentner og Barzagli. Ganske vist blev de forsøgt erstattet med Mario Mandzukic, Diego, Simon Kjær, Arne Friedrich og Patrick Helmes, men kulturen i klubben havde ændret sig. Der lå verdener mellem Magaths Wolfsburg og efterfølgernes Wolfsburg.
Da klubben var røget i akut nedrykningsfare i 2010/11 sæsonen, tryllede Wolfsburg-ledelsen Magath ud af hatten. Han var få dage forinden blevet fyret i Schalke. Under Magaths ledelse skulle tingene vende sig til det gode, og de skulle i de følgende sæsoner stabilisere sig igen. Wolfsburg blev dog aldrig de samme som i Magaths første periode i klubben.
Point ved vinterpausen: 26
Placering ved vinterpausen: 9
Point ved sæsonafslutningen: 69
Placering ved sæsonafslutningen: 1
Comeback: 17 point
