Efter 31 spillerunder står det klart, at Hannover for første gang i fjorten år må en tur ned i 2. Bundesliga. Det har de prøvet før, men det store spørgsmål denne gang er, hvor lang tid der går, før vi igen ser dem i Tysklands bedste række.
Da det tyske landshold ved EM i 2004 tabte den sidste gruppekamp mod Tjekkiet og dermed glippede kvartfinalen, sang de tjekkiske fans hånligt ”Auf wiedersehen”. Dagen efter nederlaget skrev magasinet Kicker, at de tjekkiske fans forhåbentlig havde taget fejl. Dette tyske landshold skulle ingen nogensinde komme til at se igen.
Lidt på samme måde kan historien om Hannover indledes. Da Frankfurt søndag hentede tre point mod Mainz, stod det klart, at Hannover må en tur ned i 2. Bundesliga. Anderledes kunne det næsten ikke være for et hold, der i foråret blot har hentet otte point. På intet tidspunkt har der været lyspunkter, og som ugerne skred frem, var det tydeligt, at det blot var et spørgsmål om tid, før Hannover også matematisk set var rykket ned. Spillet var en nedrykker værdig længe inden da.
Men lad os ikke dvæle ved den dårlige sæson. Tabellen lyver alligevel aldrig, og faktum er, at klubben for femte gang i historien må indstille sig på at spille i Tysklands næstbedste række fra sommeren af. Sidst de rykkede ud, tog det 13 år at kæmpe sig tilbage. Så lang tid behøver det ikke nødvendigvis tage denne gang, men det vil være direkte naivt at tro, at klubben bare uden videre rykker op med det samme.
Hvad sker der med Uffe og Leon?
Da Herta Berlin og 1. FC Köln i 2012 rykkede ud, skulle de kun bruge henholdsvis et og to år på at komme tilbage i Bundesligaen. Akkurat som Hannover er det klubber, der på alle måder er gearet til fodbold på øverste hylde, men forskellen er, at hvor de to førstnævnte hold skuffede fælt og underpræsterede gennem sæsonen, så er Hannovers trup ikke en gang på papiret en Bundesliga værdig. (Jeg vil i givet fald gerne se det papir). Truppen er marginalt set bedre end Darmstadts, men det er også det. Kun Zieler, Kiyotake og Sane, behøver ikke miste mange nætters søvn over, om hvorvidt deres kvaliteter kan sikre dem en kontrakt andetsteds. Hed jeg Sobiech, Prib, Albornoz eller for den sags skyld Uffe Bech, ville jeg til gengæld bede til, at min agent har kontakterne i orden.
Retfærdigvis skal det siges, at Bech har fået meget af sæsonen ødelagt på grund af skader. I enkelte glimt har han vist sit værd, som i kampen mod Ingolstadt, hvor han også blev belønnet med en plads på ugens hold af Kicker, men ellers er det aldrig blevet helt godt. Degraderingen til reserverne tidligere på sæsonen er heller ikke noget, der lokker nye arbejdsgivere til.
For Leon Andreasen er situationen en anden. Kontrakten udløber om et par måneder, og uanset om Hannover var blevet oppe, var det tvivlsomt, at den var blevet forlænget. Dertil har den 33-årige kriger været for meget skadet i denne sæson – selv efter hans standarder. Og det er i grunden en skam. For en skadesfri Leon Andreasen er præcis den type spiller, Hannover kunne have brugt i 2. Bundesliga. En liga, der er bedre end sit omdømme, men hvor der stadig skal arbejdes stenhårdt for at sikre sig point.
At lave en Kaiserslautern
Dermed er vi tilbage ved spørgsmålet om, hvor længe Hannover skal regne med at køre på anden klasse. Skrækeksemplet finder vi i Paderborn, der undervurderede opgaven og nu kæmper for ikke at rykke ned i den tredjebedste række. Så galt går det næppe for Hannover, men mindre kan også gøre det. I tysk fodbold er det at lave en Kaiserslautern forbundet med det at rykke op og så vinde ligaen året efter. I disse dage betyder det snarere at befinde sig i ingenmandsland. Da Kaiserslautern rykkede ned i 2012, forventede de hurtigt at komme tilbage igen. De var tæt på med en tredjeplads og to fjerdepladser, men i denne sæson er de gledet ned på en 12. plads.
Skal Hannover undgå samme skæbne, skal der handles godt ind. Klubben er stadig så stor (ikke mere end tre år siden, de spillede 1/16-finale i Europa League), at de kan tiltrække spillere alene på navnet. Christian Möckel er manden med ansvaret, men han skal være væsentligt bedre til at ramme plet end hidtil. Almeida og Szalai har i 21 kampe bidraget med en enkelt scoring, og ellers har Almeida mest gjort sig bemærket ved at blive sat af holdet, da træner Stendel ikke mente, han ydede nok til træning.
Möckel er stadig ny på dette niveau, så han fortjener en chance mere, men det er på ingen måder gunstigt at formand Martin Kind har en tendens til at blande sig i samtlige beslutninger.
Samtidig står klubben reelt set uden træner. Daniel Stendel tog over efter Schaaf blev fyret, men han har hele tiden været tænkt som en midlertidig løsning. Også selvom spillet er blevet marginalt bedre under hans ledelse. På rygtebørsen popper navne som Karlsruhers Kauczinski op sammen med Thomas Doll, Marcus Gisdoll og ikke mindst den tidligere Hannover-træner Mirko Slomka. Uanset hvem valget falder på, venter der en enorm opgave forude med at få holdet tilbage i Bundesligaen. Vi ser dem nok tilbage igen, men spørgsmålet er hvornår.
