Flemming Povlsen har altid fascineret mig. Ikke mindst grundet hans spillestil og hans måde at fighte på. Som fodbold fan finder man hurtigt ud af, hvilke spillere der betyder noget ekstra for én, og Flemmings fodbold karriere var på sit højeste, da han spillede i Borussia Dortmund. En klub der er endt med at blive en stor del af mit liv, på godt og ondt.
Prøv at forestille dig at være far til en lille purk på ti somre, der kun ævlede løs om et tysk fodboldhold fra Ruhr-distriktet. Sådan var det for min far. Det resulterede i, at han tog mig under armen, startede bilen, fra en lille flække der hedder Broager i Sønderjylland og kørte de 1084 km (frem og tilbage) der skulle til, i et hug, for at få fred. Vi havde selvfølgelig fået de gode pladser på langsiden ved siden af kommentatorboksen og Dortmund-bestyrelsen. Michael Meier og Gerd Niebaum hed de dengang. Det vidste en lille lømmel på ti år selvfølgelig. Ingen smalle steder. Denne fantastiske atmosfære på Westfalen stadion med de inkarnerede fans på Südtribünen gjorde noget inde i mig. Jeg var fuldstændig solgt. Fra den dag vidste jeg, at det var det hold, jeg skulle holde med.
Jeg er i dag 33 år gammel. Følelserne for denne klub er ikke blevet mindre med årene. Tværtimod. At man i dag kan se fodbold i Dortmund foran 81.359 tilskuere og være blandt fans fra hele verden – rig som fattig – rammer mig dybt i hjertet. Ja fakisk kniber jeg en lille tåre HVER gang, jeg træder op af de store betontrapper og kigger over på Den gule mur, hvor der er plads til 24.454 individer, der bakker deres fodboldhold i tykt og tyndt. Det er ren kærlighed. Echte liebe.
Jeg har ikke tal på hvor mange kampe, jeg har set dernede, men det er blevet til en del. Når jeg ankommer til Dortmund Hauptbahnhof tidligt om morgenen efter en ti timers lang togtur, hvor det ikke er blevet til meget søvn, så opvejes det hurtigt af den usædvanlige stemning, der er i denne tyske arbejder by, hvor næsten alt handler om deres elskede fodbold klub. Det er intet mindre end fantastisk. Personligt bliver det kun bedre, når man falder i snak med det tyske folk og fortæller dem, at man kommer helt fra Danmark. Tyskerne er ved at falde bagover af begejstring, og man får næsten gudestatus og bliver tilbudt med Bier vom Fass fra højre og venstre.
De senste år har været overvejende positive med tyske mesterskaber, pokaltitel og Champions League finale, men som Dortmund fan har der også været mange nedture undervejs. Det vigtigste for mig er at forblive loyal og ikke skifte klub, med samme interval som man skifter underbukser. Jeg kan have svært ved at acceptere, når en spiller forlader deres barndomsklub til en rivalisernede klub – Götze – blot fordi de får mere i løn. Jeg er nok en smule naiv på det punkt, og har svært ved at forlige mig med, at den romantiske tanke om, at spillerne forbliver loyale, nok er død, hvis den da nogensinde har eksisteret.
Med alderen har jeg lært at leve med det, så hver gang en profil skifter væk fra Dortmund – og det sker tit – forsøger jeg med det gamle råd om at tælle til ti, i mens jeg minder mig selvom, at:
”Spieler kommen und gehen, Borussia Dortmund bleibt bestehen”.
