bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > Fanfortællinger > Fanfortælling: Sportschau, dynebetræk og det evige håb

Fanfortælling: Sportschau, dynebetræk og det evige håb

Hvorfor tiltaler nogle hold én mere end andre og hvordan sker det, at man bliver fan af et bestemt hold? Læs Carsten Martensens fortælling om, hvordan tysk tv i Sønderjylland og et dynebetræk gjorde ham til Schalke 04-fan.

Mit første hold var Manchester United! Jeg holdt måske endnu mere med Peter Schmeichel end med United. Det hang sammen med at han var dansker og målmand – præcis lige som mig. Når man er lille er verden simpel. Der var ingen anden grund til at holde med United og Schmeichel, måske udover at han også var verdens bedste, og hvem vil ikke gerne holde med verdens bedste? På mange måder var det et meget simpelt forhold. I dag er jeg voksen og verden er blevet noget mere kompleks og bestemt ikke simpel, og jeg holder ikke længere med United, jeg holder med Schalke 04.

Se det giver nemlig mening! Et hold der sjældent vinder, men alligevel ofte nok til at lure sine fans med idéen om at de faktisk kan blive mestre og ikke bare vinde en pokal-titel i ny og næ. Samtidig en klub med styr på de indre linjer, der udstråler sympati og overskud! – nej heller ikke rigtig.

Schalke har de seneste år været præget af, hvad der føles som 100 forskellige trænere tilsat uro og en (u)sympatisk russisk oliesponsor. Alt dette i et forsøg på at leve op til de enorme forventninger der har været til klubben siden årtusindeskiftet. Det er også omkring årtusindeskiftet, nærmere bestemt et par år før, at mine øjne falder på de kongeblå fra mineområdet. Denne historie bliver ingen romantisk fortælling om hvordan spillestilen eller atmosfære tryllebandt mig og gjorde mig til Schalkefan, det bliver en fortælling om Sportschau, én dansker og et dynebetræk.

Når man, som jeg, vokser op i det sønderjyske betyder det også tysk fjernsyn – og mange tak for det! For hvilken fantastisk evne tyskerne har til at orkestrere sammendrag af kampene i Bundesligaen, så man aldrig er i tvivl om at dette må være sådan at fodbold skal spilles. I min erindring var alle kampe fantastiske, med vanvittige mål, vilde redninger og fantastisk spil. Aldrig var en kamp kedelig og det underordnet om Bochum mødte 1. FC Kaiserslautern eller Bayern München mod HSV. Det var, naturligvis, min far, der som fast seer af sportschau introducerede mig til det, for som 8-årige så gør man som sin far. Perioden som United-fan varede ikke længe og lørdag omkring kl. 18 var jeg klinet til skærmen for se ARD og Reinhold Beckmann præsentere alle mål fra Die Bundesliga. Som dansker var det svært ikke at holde øje med og vise interesse for de danske spillere i Bundesligaen, ikke at der var mange eller at de få der var udmærkede sig særligt.

Det bortset fra én; Ebbe Sand. På samme måde som Peter Schmeichel vagte min interesse for United, vagte Ebbe Sand interessen for Schalke 04. Ikke at jeg var solgt med det samme, mit unge jeg var stadig skeptisk, specielt fordi ikke rigtig vandt så meget, hvilket er vigtigt når man ung! UEFA Cup-titlen i 1997 opdagende jeg først år senere at de havde vundet! Der skulle dog ikke meget til at overbevise mig. Det blev dog hverken et mesterskab, godt spil eller andre fodboldmæssige forhold der afgjorde at jeg altså skulle være Schalkefan – det var intet mindre end et dynebetræk med dertilhørende pudebetræk. Jeg er ikke sikker på hvordan det pågældende betræk er kommet i mine forældres varetægt, for nyt var det i hvert fald ikke. Men ganske sikkert er, at motivet bestod af fodboldspillere, fodbolde og så Schalke 04s logo – naturligvis i den kongeblå farve. Nu skal man huske på at merchandise af internationale fodboldklubber ikke var så let tilgængeligt, slet ikke fra en klub som Schalke, for bare 16-17 år siden som de er i dag. Derfor var det en stor ting at have sådan noget. Med sådant et betræk var der ikke længere tvivl om at Schalke var mit hold og deres kampe var de vigtigste i sportschau.

Det har aldrig rigtig været nemt at være fan af Schalke, jeg har oplevet Patrik Andersons mål mod HSV, en UEFA-cup kamp mod Brøndby, Felix Magath – jeg nåede endda at få en autograf af ham til en sommerkamp – beslutningen om at talentet Mesut Özil skulle sælges til fordel for den unge kroat Ivan Rakitic, der så senere skiftede billigt til Sevilla, Manuel Neuer og masser af 2. pladser, bare for at nævne nogle ting. Men heldigvis også flere pokaltitler og en masse spillere som alle sammen for mig står som rigtige Schalkespillere, spillere der har givet alt på banen, forsøgt sig med de evner de har og måske er kommet til kort, men ikke mindst forsøgt. De første år var det spillere som Mpenza, Jörg Böhme, Andy Müller og ikke mindst Ebbe Sand, senere spillere som Frank Rost, Marcelo Bordon og Søren Larsen. Selvom ikke alle husker Søren Larsens ophold i Schalke som en succes, så var han for mig en rigtig Schalkespiller der altid gjorde alt hvad han kunne. De seneste år har en spiller som Raul været en stor oplevelse i klubben. Mens særligt de sidste år har givet grund til optimisme, hvilket man vidst skal være Schalkefan for at kunne se. På trods af (endnu en omgang) trænerfyringer og uro, har klubbens ungdomsarbejde givet anledning til håb og tro på at det måske skal lykkes engang at blive tyske mestre – man har vel lov at håbe…

At holde med Schalke er ikke nemt, og man skal ofte forsvare og forklare sig, når folk hører at man holder med netop Schalke, men det giver også en følelse af at være noget særligt. Da jeg blev Schalkefan kendte jeg ikke andre Schalkefans, ud over min lillebror naturligvis og senere min far, men det gjorde ikke noget, tværtimod. For når det så endelig sker, at Schalke bliver mestre, så må glæden naturligvis være desto meget større efter alt hvad vi har gennemgået af modgang og ’lige-ved-og-næsten-sæsoner’ – det fortæller jeg i hvert fald mig selv, når endnu en sæson er slut og det igen ikke blev til guld!

Læs også Peter Jahns historie om hvordan nonchalant vindermentalitet, ucharmerende personligheder og en frastødende Oliver Kahn var med til at gøre ham til livslang Bayern München-fan.

Relateret
You may also like
Optakt: Hertha BSC – Schalke 04
Guide: Fodboldrejse til 1860 München
Optakt: FC Schalke 04- Bayer Leverkusen
Das Sommermärchen – andet afsnit