Hvorfor tiltaler nogle hold én mere end andre og hvordan sker det, at man bliver fan af et bestemt hold? I bulibolds nye tiltag – Fanfortælling – forklarer Peter Jahn, hvordan nonchalant vindermentalitet, ucharmerende personligheder og en frastødende Oliver Kahn var med til at gøre ham til livslang Bayern München-fan.
Som så mange andre, der har et fødselsår i slutningen af 80’erne, begynder min fanfortælling en maj-aften i 1999. Hvor mange andre blev grebet af Manchester Uniteds legendariske comeback i de døende minutter, oplevede jeg en følelse af uretfærdighed og fortvivlelse. Det bedste hold på banen, og for den sags skyld det hold med størst tiltrækningskraft, tabte. Godt nok havde Bayern München tabt muligheden for at vinde deres første Champions League-titel og den fjerde europæiske mesterholdstitel, men klubben var ikke desto mindre blevet en fan rigere.
Det at forklare, hvorfor man har sin fandyrkelse til et hold, og hvordan den er opstået, kan være en vanskelig opgave. Især til bekendte, der ikke giver en døjt for fodbold. Det kan ofte være grundet i simple og små tilfældigheder, som et trøjekøb på en ferie til Sydeuropa, en spillestil man finder tiltalende, en trodsreaktion på andres valg, at holdet har fede spillere eller simpelthen fordi holdet vinder meget. Derfra kan forholdet mellem dig og klubben imidlertid udvikle sig til at være et mangeårigt forhold, hvor en sejr eller et nederlag kan resultere i markante humørsvingninger. Når jeg tænker tilbage, er det for mit vedkommende overordnet en kombination af to bevæggrunde, der lagde bunden for den Bayern München fan, jeg er i dag. Spillerne på det legendariske hold i finalen 1999 og fortællingen om den tyske fightermentalitet.
Jeg var dybt fascineret af Bayern Münchens spillere. Spillerne var ikke vævre og elegante fodboldspillere med gudsbenået teknik. Nuvel, Mehmet Scholl og til dels Mario Basler havde det, der skulle til for at kreere det uventede, men det var slet ikke det, jeg fandt interessant. Størstedelen af spillerne var hårdtarbejdende slidere, hvor arbejdsiveren skinnede igennem på tv-skærmen. De var knoklere, der var udlært fra den gamle tyske fodboldskole. Tænk bare på Jens Jeremies, Michael Tarnat og Lothar Mattäus. Dertil udstrålede spillerne en uovertruffen vindermentalitet, nærmest tenderende til det nonchalante. Denne selvtillid var fængslende. Måske skal fascinationen af spillerne findes i, hvem man selv kan identificere sig med. Jeg var selv langt fra i besiddelse af en enestående teknik, men jeg knoklede for holdet, og samtidig kunne jeg til tider ligeledes agere en anelse usympatisk i kampens hede.
Især én spiller kunne fange min opmærksom, midtbanegeneralen Stefan Effenberg. Effenberg kan med rette kritiseres for at være et usympatisk menneske både uden- og indenfor kridtstregerne, og sidenhen har bl.a. historien om, hvordan Effe havde en affære med holdkammeraten Thomas Strunz’ kone mindsket min beundring af ham. Tilsvarende det at sætte pris på en god skurk, kunne jeg værdsætte Effenbergs gennemførte ucharmerende personlighed, og i min optik indkapslede han i høj grad alt det, jeg fandt fascinerende ved Bayern München. Effenberg var midtbanegeneralen, der fremstod som den største alfahan vel at mærke på et hold med spillere som Kahn, Matthäus og Jeremies. Væsentligst af alt var han en fremragende fodboldspiller, og man har en tendens til at glemme, at han faktisk også kunne lave mål. Hvis han var i det rigtige gear, kunne han eje en midtbane, og i bedste fald kunne han forholdsvist egenrådigt vinde en kamp.
Effenberg var imidlertid ikke den eneste, der havde en dragende effekt. Den noget intimiderende og en smule frastødende Oliver Kahn i målet var udstyret med en fænomenal placering- og reaktionsevne, som højst sandsynligt kunne matche Peter Schmeichel i en eventuel straffesparkskonkurrence. Udover at Vol-Kahn-o var en af verdens bedste målmænd, fremstod han, for at sige det mildt, ikke særlig ’likeable’. Ikke desto mindre fandt jeg ham unik med hans gennemførte utiltalende fremtoning.
Disse to spillere var krydret med makkerparret oppe i angrebet, tankcentreforward’en Carsten Jancker, der mest alt af lignede en frygtindgydende skinhead og Giovane Elber, den lille, fikse brasilianske måltyv. Dengang var det stadig højeste mode at kombinere den høje og hovedstødsstærke med den lille letbenede, og til sammen supplerende de hinanden med stor succes. Derudover var spillere som Mehmet Scholl, Hasan Salihamidzic og Bixente Lizarazu med til at give holdet en smule mere finesse. Til sidst var sweeperen Lothar Mattäus med til at give holdet en faderlig og majestætisk skikkelse, der udstrålede sikkerhed og autoritet på den bageste del af banen. Holdet havde således en række store personligheder, der evnede at inspirere og fascinere mig med en gennemført og uforfalsket vindermentalitet, arbejdsiver og ikke mindst attitude.
Udover at påskønne Bayerns enestående katalog af spillere, blev jeg betaget af den fortælling, der knyttede sig til Bayern. Bayern var, ligesom det tyske landshold, notorisk kendt for at kæmpe til sidste fløjt og som regel trække det længste strå ved pågående spil blandet med en smule held. Derfor er det på sin vis ganske paradoksalt, at netop Bayern tabte i overtiden til Manchester United. Den rolle var ellers ofte reserveret til Bayern. Bayern tog imidlertid til genmæle i 00/01-sæsonen ved henholdsvis at reducere i overtiden til 1-1 i Hamborg i sidste spillerunde, så Bundesligatitlen kom i hus, og vinde Champions League titlen over Valencia i straffesparkskonkurrence. Bayern er i Tyskland favoritter til samtlige kampe de stiller op i, og det må være et vanvittigt pres at bære. Ikke desto har det skinnet igennem fra 1999 til i dag, at spillerne mere eller mindre kan bære dette åg.
Jeg skal dog ikke være bleg for at indrømme, at det selvfølgelig også havde en vis betydning, at Bayern München var en smule ildeset dengang i slut 90’erne. Dette var langt før, at Bayern München – og for den sag skyld det tyske landshold – havde opnået den folkelige tække, som kendetegner dem i dag. Dengang kendte jeg ingen, der holdte med Bayern, og på den måde skulle jeg ikke dele holdet med andre. Det var altså mit hold.
Som Bayern München-fan kan man generelt blive skudt i skoene, at det er for ’nemt’ at være fan af holdet. Det er ikke muligt, at holde med dem i medgang og modgang, simpelthen fordi Bayern ikke har oplevet den portion modgang, der skal til for at kunne være en rigtig fan. Sandt skal det siges, at det helt sikkert spillede ind for mit vedkommende, at klubben var og til stadighed er den mest vindende tyske fodboldklub, og at de var gode nok til at befinde sig i en Champions League-finale. Selvfølgelig var det en del af pakken, at det var et vindende hold. Ikke desto mindre skal man huske på, at alt er relativt. Også modgang. Det forventes, at Bayern mere eller mindre skal vinde Bundesligaen hvert år og som minimum spille Champions League. I denne sammenhæng har man trods alt opnået modgang. Katastofesæsonen i 2006/07, hvor Bayern ender som fire i Bundesligaen, og et tidligt exit til upåagtede Alemannia Aachen i DFB-pokalen, 4-0 afklapsningen til Barcelona i 2009 eller 5-1 nederlaget til Wolfburg, hvor Grafite ydmyger Bayerns forsvar med en elegant dribletur efterflugt af en hælscoring. Det gjorde ondt, og der blev bandet, men man bakkede op som en ægte fan.
I dag virker Bayern nærmest uovervindelig i den tyske Bundesliga og er igen klar favorit til titlen. Mange har endda givet udtryk for, at Bayern kan være aftageren af Barcelonas dominans i internationale sammenhænge. Nederlaget til Real Madrid gjorde imidlertid denne forudsigelse til skamme. Ikke desto mindre bliver det igen spændende at følge Bayern i Champions League, også selvom man har skilt sig af med den eminente Toni Kroos. Bayern har nemlig stadig lavet en klar opgradering i front i form af Lewandowski, der ser drøn skarp ud.
Lige siden denne skæbneaften i maj 1999, hvor tragiske billeder af bl.a. Carsten Jancker, der ramte overliggeren i det 84. minut og af Samuel Kuffour, der lå og bankede i jorden sammen med et sønderknust Bayern München-mandskab, præger hukommelsen, har jeg altså fulgt Bayern München lidenskabeligt. Det har været en fantastisk rejse med utallige gode oplevelser. Jeg har prøvet at forklare, så godt jeg kunne, hvordan jeg blev fan af Bayern, selvom kærlighed nu igen kan være ufattelig svær at sætte ord på.
Vil du også fortælle din historie om hvordan du faldt pladask for Alemannia Aachen eller hvordan det er at leve som fan af galehuset FC Köln? Fang os på twitter, facebook eller send os en mail på [email protected].
Foto: www.fcbayern.com
