bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Dortmund bekræfter: Jadon Sancho skifter til Manchester United

Dortmund bekræfter: Jadon Sancho skifter til Manchester United

Jadon Sancho, talenter

En af sommerens, og for den sags skyld sidste sommers, store transfersagaer, får nu snart en ende. Endnu mangler der et lægetjek, men Dortmund har i en børsmeddelelse bekræftet, at klubben er enige med Manchester United om et salg af Jadon Sancho til en pris på 85 millioner euro plus bonusbetalinger.

Hos Dortmund bliver Jadon Sancho klubbens næstdyreste spillersalg, efter Ousmane Dembélé, der i 2017 blev solgt til Barcelona, men hos BVB er der ikke umiddelbart den store glæde at spore over det indbringende salg.

– Vi glæder os ikke over pengene. Vi er kede af, at han er væk. I sidste ende var det Jadons ønske.Vi ville gerne have beholdt ham, men han har forholdt sig fantastisk og givet alt i fire år, lyder det fra direktør, Hans-Joachim Watzke.

Jadon Sancho har under denne EM-slutrunde blot fået en håndfuld minutters spilletid for England, men i Bundesligaen har han været en af de største profiler i flere sæsoner. Han blev i 2020 nummer fire i afstemningen om Golden Boy, en pris der gives til det største talent under 21 år.

Jadon Sancho nåede i alt 137 kampe for Borussia Dortmund, hvor det blev til 50 mål og 64 oplæg, og han var stærkt medvirkende til, at BVB vandt pokalfinalen i denne sæson.

Et lægetjek mangler fortsat, inden en handel kan blive offentliggjort. Mens Jadon Sancho altså er på vej væk fra Dortmund, er kontrakten med et andet ungt engelsk talent, Jude Bellingham, blevet forlænget, efter han den 29. juni fyldte 18 år. Dortmund har nu kontrakt på Bellingham frem til og med 2025.

 

Foto: bvb.de

You may also like
Gladbach, optakt
Optakt: Gladbach – Dortmund: Forværrer Marco Rose krisen hos sin tidligere klub?
Højdepunkter, optakt, Borussia Dortmund, Union Berlin
Højdepunkter: Borussia Dortmund – Union Berlin 4-2
Dortmunds fans, spilletidspunkter, optakt
Optakt: Borussia Dortmund – 1. FC Union Berlin
Marcel Sabitzer, Bayern München
Podcast: Kauft Bayern die Liga kaputt, nordtysk krise og stor danskergennemgang