Union Berlin nærmer sig Bundesligaen. Noget som ingen havde troet på, da klubben i 2004 rykkede ned i Regionalliga Nord, og kun undgik en konkurs takket været bloddonationer fra fansene.
Vejen fra togstationen til Stadion an der alten Försterei går gennem et skovområde, hvor efterårets blade hvirvler om benene på os. Ved træerne langs stien står gamle indkøbsvogne fra supermarkeder bundet fast, og Union Berlins fans smider deres tomme ølflasker i dem – en simpel gestus til flaskesamlerne og et bevis på den solidaritet, som kultklubben er indsvøbt i. Jeg er på vej til hjemmekamp mod Karlsruher SC.
I 1960’erne havde mange tyske fodboldfans et ømt punkt for Hamburger SV takket være mesterskabet i 1960 og den populære anfører Uwe Seeler, i årtierne efter tiltrak Borussia Mönchengladbachs femfoldige tyske mestre sig stor opmærksomhed, mens Dortmund de seneste år har udfyldt rollen som bundesrepublikkens fodboldkæledægge med en sympatisk stil – både på og udenfor banen. Ruhr-klubben møder dog konkurrence i Union Berlin.
Trods deres tilværelse i Tysklands 2. Bundesliga, nyder klubben stor anerkendelse blandt fodboldelskere verden over. Det er dog ikke spillet på banen, som er den primære grund til, at hovedstadsklubben efterhånden har opnået status som kultklub. For selvom de er blandt oprykningskandidaterne til Bundesligaen, er fankulturen omdrejningspunktet for successen.
Populariteten er dog en smule paradoksal. Nøgternt set er der ikke meget som forklarer kult-statussen. Hjemmebanen ligger 16 kilometer syd-øst fra Brandenburger Tor og Berlins andre seværdigheder i den lidet flatterende forstad Köpenick. Et ucharmerende ingenmandsland af ligegyldighed i en pulserende metropol.
Her har de søgt tilflugt i bydelens grønne områder, deraf stadionnavnet Stadion an der alten Försterei, der henviser til placeringen nær den gamle skovfogeds hus. De har aldrig leveret noget nævneværdigt på banen, og den eneste titel til dags dato er en sejr i en østtysk cupturnering i 1968.
Når man dykker ned i Union Berlins evner udenfor banen, går det dog hurtigt op for en, hvorfor Köpenick er blevet en populær fodbolddestination. Selv stiftede jeg bekendtskab med klubben tidligere på måneden, til hjemmekampen mod Karlsruher SC, og her gik det hurtigt op for mig, at Union Berlin er noget særligt.
Fanskaren er en broget flok, bestående af unge som gamle og mænd som kvinder. Det primære klientel er dog folk fra arbejdsklassen. Da Tyskland stadig var opdelt i øst og vest, nød Union godt af beskyttelse fra FDG, som var en paraplyorganisation for en række individuelle fagforeninger i DDR. Modsat samarbejdede rivalerne fra Dynamo Berlin med den østtyske efterretningstjeneste, Stasi. Det har betydet, at Union lige siden har placeret sig i opposition til staten og bureaukrati. I 2009 afbrød klubben således en sponsoraftale med International Sport Promotion, da det kom frem, at firmaets bestyrelsesformand var tidligere stasi-agent.
Stemningen på stadion bærer kraftigt præg af, at der kun er 3800 siddepladser, selvom stadion i alt kan huse små 22000. Resten er altså ståpladser, og opbakningen er fænomenal. Og hvis Stadion an der alten Försterei står fansenes hjerter nær, så forstår man dem godt. De har nemlig selv været med til at bygge det. I sommeren 2008 investerede 2500 Union-fans således 140.000 arbejdstimer i at modernisere hjemmebanen, hvilket fint illustrerer hvordan mangeårig fan Sven Mühle, i forbindelse med et Union Berlin-portræt i det tyske fodboldmagasin 11Freunde, beskriver forholdet mellem klub og fans:
Fansene bliver taget seriøst her. Folk har fået nok af, at alt bliver bestemt bag lukkede døre. I Union er alle vigtige, der er behov for alle og alle bliver taget med på råd. Det er en sjælden følelse i vores samfund.
Da Union Berlin i sommeren 2004 rykkede ned i Regionalliga Nord, kom klubben i så store økonomiske problemer, at fansene tog sagen i egen hånd. Kampagnen ‘Blød for Union’ blev sat i værk, og den catchphrase var ikke ment metaforisk. Fans donerede blod til hospitaler i Berlin, og gav de penge, som de modtog fra blodbankerne, til den slunkne klubkasse. Hvor Union Berlin ville være i dag, hvis det ikke havde været for fansenes offervilje, kan man kun gisne om, men potentiel Bundesliga i næste sæson havde næppe været aktuelt.
Året inden fansene blødte for klubben, blev et andet initiativ sat i søen – julefest på stadion. I 2003 mødte kun 89 Union-fans op for at fejre højtiden med sang, gløgg og stearinlys, men klubånden slog endnu en gang til, og i 2012 kulminerede den nye tradition, da 22.500 deltog, heriblandt spillere fra førsteholdet og endda fans fra konkurrerende klubber.
Udenfor banen har man altså kunne konkurrere med de største de seneste mange år, men det er først de seneste par sæsoner, at spillet på banen er begyndt at leve op til den ramme, som fansene danner. Sidste sæson blev det til en 7. plads i 2. Bundesliga, og denne sæson tegner også lovende. 25 point i 14 kampe rækker til foreløbig 4. plads, og drømmen om en oprykning til Tysklands fineste fodboldselskab har efterhånden vokset sig stor. Hold som Köln, Greuther Fürth og Kaiserslautern, der alle har stiftet bekendtskab med Bundesligaen de seneste år, står dog foran i køen, men aldrig har Union Berlin været tættere på forjættede land.
Efter kampen mod Karlsruher bevæger folkemængden sig ad samme vej tilbage mod togstationen, og jeg noterer mig, at indkøbsvognene efterhånden er fyldte. Humøret er højt trods en skuffende nullert mod oprykkerne. Ikke desto mindre fortsætter fansenes sang længe efter, at Stadion an der alten Försterei er forsvundet bag den efterårsrøde skovbevoksning.
