I weekenden var Bundesligaen tilbage efter landskampspausen, og det betyder et glædeligt gensyn med status af de danske præstationer i denne altid så spændende liga. Weekenden bød på nogle danske udeladelser, men også på spilletid til flere landsmænd. Og så bød weekenden også på et noget aparte mål fra dansk hånd, bogstavelig talt. Hvordan de alle klarede sig, kan du læse om her.
Andreas Christensen, Borussia Mönchengladbach:
Det er en god tid at hedde Andreas Christensen og spille i Borussia Mönchengladbach. Siden Favre valgte at opsige sin stilling, er tingene kun gået en vej for klubben, og det er fremad. Således har ”die Fohlen” formået at vinde deres seneste 4 opgør i Bundesligaen. Hermed er det også klargjort, at weekenden bød på endnu en sejr til holdet, da de lørdag vandt hele 5-1 over Frankfurt.
Hvad angår Andreas Christensen, så spillede han hele kampen, endnu en gang, og han leverede en solid præstation, endnu en gang. Med 5 bolderobringer og 7 clearinger sørgede unge Christensen for, at størstedelen af spillet foregik andetsteds end foran Gladbachs mål.
Andreas Christensen er nu oppe på 5 kampe fra start i træk, og han kan efterhånden tilskrives en fast plads på et formstærkt Gladbach-mandskab.
Frederik Sørensen, 1. FC Köln:
Historien om Köln i denne sæson er ikke sådan lige til at blive klog. I sidste runde mødte de Schalke, der forinden dette opgør havde vundet 4 kampe i træk. Her formåede Köln at stoppe Schalkes sejrsstime noget så eftertrykkeligt med en sejr på 3-0. I denne runde skulle Sørensen og resten af holdet op mod Hannover 96, der inden kampen kun havde skrabet 5 point sammen, men som man også kan regne ud af ordlyden, så skulle dette ændre sig. Hannover vandt nemlig kampen med 1-0.
Frederik Sørensen var endnu en gang at finde i midterforsvaret for Köln sammen med sin sædvanlige makker, Dominique Heintz. De to havde dog ikke den bedste kamp hidtil i sæsonen, vil de nok erkende. Frederik Sørensen vandt 33 % af sine luftdueller; et tal der er noget lavere end man kunne ønske sig af en midterforsvarer på 194 cm. Dog lykkedes han med begge af sine tacklinger.
Alt i alt er det nok ikke en kamp, Köln og Sørensen vil huske tilbage på med stolthed. Samtidig vil de nok også gøre, hvad de kan for at glemme den, da sejrsmålet tydeligvis blev sat ind med hånden, men mere om dette senere (under afsnittet med Leon Andreasen).
Jannik Vestergaard, SV Werder Bremen:
Werder Bremen var i weekenden oppe imod de skræmmende sydtyskere fra Bayern München, der har maksimumpoint i ligaen, og som i øjeblikket virker uovervindelige. Det var dog ikke et på samme måde sprudlende Bayern-mandskab, der kom ud til kampen i weekenden.
Men hvad vigtigere er, så var det er Bremen-mandskab uden deres ankermand, Jannik Vestergaard, der var fraværende grundet sygdom. Kampen blev vundet af Bayern med 1-0, men den er for så vidt ikke nær så interessant at berette om, som tilfældet ville være, hvis den også var blevet prydet af dansk islæt.
Jannik Vestergaard havde inden weekendens kamp spillede samtlige minutter i Bundesligaen, men selv en jernmand må erkende, at det er svært at hamle op med sygdom, når den rammer.
Leon Andreasen og Uffe Bech, Hannover 96:
Som skrevet bød weekenden på en danskerscoring, og det en noget utraditionel en af slagsen. Det lykkedes nemlig Leon Andreasen at score til 1-0, slutresultatet, i kampen mellem Köln og Hannover med hånden. På tv-billeder fremgår det tydeligt, hvordan bolden rammer Andreasens arm og går direkte i mål. Under kampen var der da også højlydte protester fra Kölns spillere, og efterfølgende har Andreasen udtalt, at han scorede med armen, så mon ikke dommeren må tage den kendelse på sin kappe.
Uffe Bech er ikke længere en suspenderet herre, men der var alligevel ikke blevet plads til ham i Hannovers trup mod Köln. I stedet spillede Bech endnu en gang med Hannover II i Regionalliga Nord. Her mødte de Eintracht Braunschweig II, og for at gøre tingene værre for Uffe Bech, så brændte han et straffespark i det 89. minut, så kampen endte 0-0.
Af de to danskere i Hannover var det altså klart Leon Andreasen, der havde den bedste runde, da han spillede hele kampen og formåede at blive matchvinder på noget kontroversiel vis, men 3 point er 3 point.
Pierre-Emile Højbjerg, FC Schalke 04:
Pierre-Emile Højbjerg var i manges øjne et sløjt indslag i landskampspausen. Efterfølgende udtalte han selv, at han godt kunne forstå kritikken, fordi han havde præsteret under lavmålet. I den forbindelse udtalte han også, angående sin situation i Schalke, at han har snakket med træner, André Breitenreiter, der har forsikret ham om, at han nok skal få sine kampe i en lang sæson.
I weekenden fik Pierre-Emile spilletid, men det var endnu en gang fra bænken. Han blev skiftet ind efter 76 minutter, hvor Leon Goretzka forlod banen.
Det man skal tage med fra dette, er det faktum, at Højbjerg blev skiftet ind for en direkte konkurrent på den centrale midtbane og ikke på en noget uvant position, hvor træneren mest af alt har haft brug for hans arbejdsvilje.
Højbjerg har højst sandsynligt ikke spillet sig tættere på startopstillingen i landskampspausen, men han har for offentligheden luftet, at han har snakket med træneren, der har forsikret ham, at han nok skal få sine kampe. Om disse kampe bliver fra start eller som en dygtig indskiftningsspiller, skal blive meget interessant at følge med i.
Niki Zimling, 1. FSV Mainz 05:
Der er ikke en dansker, om hvem jeg har mere lyst til at berette om en succesoplevelse end om Niki Zimling, men denne weekend giver mig heller ikke denne mulighed. Mens Zimling i alle kampe på nær en hidtil har fået lov til at se sit hold spille fra tribunen af ingen åbenlys grund, ud over manglende niveau, så var der i weekenden en mere fysiologisk grund. Zimling var nemlig skadet med en lægskade, og derfor ikke en del af Mainz’ trup i kampen mod Dortmund, der mere fokuserede på Thomas Tuchels hjemkomst til Mainz end på Zimlings skade, besynderligt nok.
Tuchel kunne forlade Coface Arena som sejrherre, og Zimling må indse, at hans chancer for spilletid ikke ligefrem er blevet større, nu da han også skal kæmpe med en skade.
Fortsat vil undertegnede krydse fingre for, at der kan ske mirakler i Mainz, så ikke alle sammendrag af danskernes præstationer skal blive uden minutter til Zimling.
Nicklas Bendtner, VfL Wolfsburg:
Efter en landskampspause hvor Bendtner, ligesom resten af det danske landshold, ikke formåede at score i andet end venskabskampen mod Frankrig, var der andre boller på suppen end normalt i Wolfsburg. Bendtner har hidtil været involveret i alle kampe i Bundesligaen; dog er han kun startet inde i en enkelt i ligasammenhæng. Under lørdagens kamp, hvor Wolfsburg mødte, og besejrede, Hoffenheim, måtte Bendtner se til fra tribunen. Herfra kunne han se Bas Dost score en enkelt, mens Max Kruse lavede hele 3 mål. Da Bas Dost blev skiftet ud, som han altid bliver det, var det André Schürrle og ikke Nicklas Bendtner, der blev skiftet ind.
Det er ikke ligefrem positive nyheder for den danske repræsentation i Bundesligaen, da Bendtner hidtil har været garant for minutter, om end det i nogle tilfælde har været blot få minutter.
Det kunne ligne en reaktion fra træner, Dieter Hecking, ovenpå for mange indholdsløse præstationer fra Bendtner. Hecking har udadtil rost Bendtner for sin attitude, men mon ikke Hecking vil se stort på Bendtners attitude, hvis han dog blot kunne score et mål fra tid til anden?
Noter fra 2. Bundesliga:
I weekendens runde af 2. Bundesliga blev det til hele 90 minutter til Mads Hvilsom i Braunschweigs kamp mod Paderborn. Braunschweig tabte dog kampen 2-0, hvorfor Hvilsom naturligt nok ikke scorede. Emil Berggren er i øjeblikket skadet i sin venstre skulder, og han var derfor ikke i betragtning til weekendens kamp.
Også Yussuf Poulsen fik spilletid i weekenden, da hans hold, RB Leipzig, mødte Bochum i en kamp Leipzig kunne trække sig sejrrigt ud af 1-0. Poulsen kom på banen efter 64 minutter, og minuttet efter blev kampens eneste mål sat ind af Marcel Sabitzer. Det blev derfor ikke til hverken mål eller målgivende afleveringer fra Poulsen i denne runde.