bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Bayern München vil satse på Pierre-Emile Højbjerg

Bayern München vil satse på Pierre-Emile Højbjerg

Den unge dansker har fået flere indhop for Bayern München denne sæson og startede for nyligt inde i den tyske pokalfinale. Nu afslører Bayern-chef Karl-Heinz Rummenigge, at man vil satse endnu mere på Pierre-Emile Højbjerg næste sæson, og at der ingen planer er om at leje det danske stortalent ud:

Nej, tværtimod! Pierre er meget talentfuld og træneren (Pep Guardiola, red.) taler meget begejstret om ham. Dybest set er jeg fortaler for lejeaftaler omkring unge spillere, der ikke kan tage skridtet helt op i Bayern München, men Pierre har et vidunderligt talent og har med en overraskende modenhed spillet sig ind på holdet. Han er en Bayern-spiller og han bliver her!

Efter alt at dømme er Pierre-Emile Højbjerg at finde omkring førsteholdet i München til næste sæson også. Bayern har allerede hentet den centrale midtbanespiller, Sebastian Rode, i Eintracht Frankfurt, så der bliver tæt kamp om pladserne, men det er ikke utænkeligt, at Guardiola vil bruge Rode som back når Pep’s Bayern 2.0 skal lanceres til næste sæson.

Højbjerg kan også trøste sig med, at en anden konkurrent muligvis forlader klubben. Engelske medier rapporterer således, at Manchester United har snøren ude efter Toni Kroos, der længe har ligget i kontraktforhandlinger med den tyske mesterklub.

Kroos vil angiveligt have €8 millioner årligt og ramme samme lønniveau som Schweinsteiger, Lahm, Robben og Lewandowski, men Bayern har tøvet med at forlænge den kontrakt, der udløber til næste sommer. Præsident Karl Hopfner fortalte kicker.de, at man vil holde sig inden for de økonomiske rammer mens Rummenigge erklærer, at målet er at få forlænget med Kroos, men at man vil gøre sig “andre tanker”, hvis det ikke lykkes..

Skal man tro normalt velinformede The Guardian, er interessen for Kroos dog heller ikke så stor hos Louis van Gaal som den var hos David Moyes. Sænker Kroos sine lønkrav er det derfor ikke utænkeligt, at han får forlænget kontrakten i Bayern München.

You may also like
Tyske ord, udtryk, sprogblomster
Tyske sprogblomster – de bedste, tyske fodboldudtryk
Danskerstatus: 1. og 2. Bundesliga (25. runde)
Status: Danskerne i Bundesligaen (runde 1-3)
Bulipod ep. 12 – Dansker-invasion, Schweinsteiger og de største, tyske handler