Jeg afslører gerne, at da jeg blev bedt om at forfatte en tekst, der skal sammenfatte første halvdel af Bundesliga-sæsonen 16/17 med HSV-fanbrillerne (det er sådan nogle med skyklapper på) for øjnene, var min arbejdstitel ”et apokalyptisk nedrykningsskrift”.
Årsagen var en nærmest historisk elendig sæsonstart, hvor hverken angribere, midtbanespillere eller nogen som helst andre HSV-spillere tilsyneladende havde i sinde at score mål eller vinde fodboldkampe.
Aktuelt ligger Hamburg-klubben på en 16.plads i tabellen, og det er naturligvis på ingen måde prangende eller imponerende for en klub af HSVs størrelse eller for den i øvrigt ret store danske fanskare. En vigtig pointe i historien er dog, at det har set langt værre ud i den indeværende sæson.
Mellem runde otte og 12 lå Elbens perle solidt plantet i bunden af tabellen, og det meste syntes håbløst. I de fankredse, jeg omgås, var den generelle holdning, at hvis det nogensinde skulle lykkes den nordtyske klub at rykke ned, så skulle det da for pokker være i denne sæson. I hvert fald hvis der stadig var en smule rimelighed til i den ellers uretfærdige fodboldverden.
Jeg var også en del af hylekoret, og det står jeg ved. Et hold, der efter 15 kampe har sølle to sejre, burde sådan set være selvskrevet til nedrykning. Men pludselig blæste der nye vinde over havnebyen.
I endnu et desperat forsøg på at vende den kraftigt nedadgående spiral, der fra tid til anden har kategoriseret HSV – præcis som trænerfyringer har det, fik Bruno Labbadia sparket i slutningen af september. Det var en kulmination af flere ting. Labbadia viste – og hvem kan egentlig være overrasket her? – sig ikke som mere end den frelsende engel, han så mange gange før har bevist er en titel, han bestrider til perfektion. En dygtig brandslukker, en dårlig langsigtet løsning. Den sportslige ledelse, der som sådan på daværende tidspunkt udelukkende bestod af Dietmar Beiersdorfer, vidste samtidig, at Markus Gisdol var jobløs. Den tidligere Hoffenheim-træner bestred mange af de kvaliteter, som HSV gerne vil kendes for.
Det var de to primære årsager til, at brandslukkeren Bruno fik sparket, og Gisdol overtog hans job.
HSV har tidligere været et eksempel, der på ingen måde skulle efterleves, men noget tyder på, at udskiftningen på trænerposten netop denne gang har været en succes. I Gisdols første kampe haltede det ganske vist nogenlunde så meget, som det gjorde under Labbadia, men en tydelig gnist fik sneget sig ind i spil, spillere og fans.
Ærligt talt, så havde mine dommesagsprofetier brændt sig selv ihjel. Det hele kulminerede, da jeg i et kådt øjeblik proklamerede vidt og bredt, at kampen mod Schalke 04 i efterårets sidste spillerunde var en stensikker – ja, det sagde jeg vist – sejr til de rødbuksede. Jeg fik ret, og sæsonens tredje sejr var på plads. Endda en flot en af slagsen.
Nu bliver det bare spændende, om de dyrt indkøbte spillere Filip Kostic og Alen Halilovic kan præstere det, som vi er mange, der venter på.
Hamburger Sport-Verein ligger aktuelt på Bundesligaens 16.plads og er dermed fortsat reelt i nedrykningsfare, men fortsætter de positive vinter-takter efter pausen, kan det godt gå hen og blive en regulær midter-sæson.
Det havde jeg gerne solgt sæsonen for før starten.
