bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Borussia Dortmund > Analyse: Napoli 2-1 Dortmund

Analyse: Napoli 2-1 Dortmund

Der var action for alle pengene i onsdagens opgør mellem Napoli og Dortmund, hvor raserianfald, røde kort og skader prægede aftenen, der endte med at de sortgule måtte tage skuffede tilbage til Tyskland med et 1-2-nederlag i bagagen.

Seniorspillerne stod ikke tilbage for ungdomsholdene, der timer forinden, i UEFA Youth League, havde mødtes i en actionfyldt kamp med fire røde kort og et straffespark. Hos “de voksne” måtte vi nøjes med ét rødt kort på banen (til Roman Weidenfeller for at tage med hænder uden for feltet) og ét til Jürgen Klopp på sidelinjen for at overfuse fjerdedommeren. Sammen med en skade til Mats Hummels fik det naturligvis stor indflydelse på kampen, men mere om det senere hen.

Formation og opstilling

Begge mandskaber startede i en efterhånden klassisk 4-2-3-1-formation. Napoli-træner Rafael Benitez, der er gået væk fra tre-backkæden, havde en fuld trup at råde over og leverede ingen overraskelser i startopstillingen.

Jürgen Klopp var uden Ilkay Gündogan, Sebastian Kehl og Lukasz Piszczek, hvilket betød at Sven Bender og Nuri Sahin dannede par på midtbanen mens Kevin Großkreutz igen agerede højreback. Længere fremme var Blaszczykowski blevet foretrukket frem for Aubameyang for, som Klopp sagde det, kunne han holde længere.

Opstilling

Assymetrisk angrebsspil

Kampens start var tæt med en hel del nærkampe og efterfølgende spilstop. Dortmund pressede i vanlig stil og italienerne forsøgte at gøre dem kunsten efter. Det resulterede i mange boldtab og frispark omkring midten af banen, hvor en lidt mere defensivtspillende Henrikh Mkhitaryan gjorde den centrale del mere kompakt.

Det betød at pladsen skulle findes på kanterne og her havde begge hold klare præferencer. Dortmund fokuserede på højresiden hvor Kuba og Großkreutz forsøgte sig, mens Marco Reus i højere grad trak ind i banen og deltog i småspillet med Lewandowski og Mkhitaryan.

Dortmund i 1. halvleg

Dortmund i 1. halvleg

Napoli havde fokus i venstresiden, hvor Zuñiga og Insigne flittigt forsøgte at sætte Großkreutz under pres. Dette var også fostret af at Callejón spillede en meget anonym kamp på højrekanten, hvorfor Christian Maggio blev eneste reelle trussel på den fløj, men sjældent kom helt på banens sidste tredjedel.

Napoli i 1. halvleg

Napoli i 1. halvleg

15 minutes of shame

Det sidste kvarter af første halvleg blev udslagsgivende for aftenen og endte med at koste Dortmund kampen. Zuñiga slap forbi Großkreutz, der dog nåede tilbage og fik presset Napoli-backen til at miste bolden. Dommeren dømte dog hjørnespark, men lod ikke Subotic, der blev tilset på sidelinjen, komme ind i tide. Han kom derfor styrtende ind efter hjørnesparket var taget og nåede akkurat ind på sin plads til Zuñigas indlæg fra kanten af feltet, og kunne ikke gøre noget for at forhindre Higuaíns mål. Det burde Schmelzer og Hummels dog have gjort, for som billedet indikerer, var opdækningen elendig: Schmelzer stod med Higuaín mens Hummels stod fri.

Higuain mål

Marcel og Mats er malplacerede.

Klopp er efterfølgende rasende på fjerdedommeren og sendes op på tribunen. Mod halvlegens slutning er Hummels nødt til at lade sig udskifte, og ind kommer i stedet Aubameyang i et forsøg på at vende kampen. Omrokeringen i defensiven, hvor Sven Bender rykkes ned i forsvaret og Mkhitaryan en tak tilbage, når knap nok at falde på plads inden Weidenfeller udvises og Langerak erstatter Kuba.

Ingen Gündogan

Med en mand i undertal og to midtbanespillere i forsvaret var det meget stejlt opad bakke for Dortmund. Hverken Nuri Sahin eller Henrikh Mkhitaryan havde en god kamp og man sad og savnede Gündogans utrolige Champions League-præstationer fra sidste sæson. Sahins afleveringssucces var på sølle 68% og Mkhitaryan havde kun 17 succesfulde afleveringer – de fleste af dem tilbage eller sidelæns.

Dortmunds playmakere havde en dårlig dag

Dortmunds playmakere havde en dårlig dag

Vilkårene for Napolis centrale duo var derfor optimale og særligt Gökhan Inler kunne boltre sig på den meget plads han fik. 75 af hans afleveringer fandt deres destination – den foretrukne af slagsen var Insigne – og med to nøgleafleveringer og en succesrate på 93% stod Inler for aftenens bedste midtbanepræstation.

Inler i 1. og 2. halvleg

Inler i 1. og 2. halvleg

Hvad nu, Dortmund?

Inden kampen påpegede Nuri Sahin at man skulle oppe sig på dødboldssituationerne, men det lykkedes langtfra. Igen igen så forsvaret desorienteret ud i opdækningen, og sammen med de dybe stikninger ind bag den defensive linje til Higuaín var standardsituationerne der, Dortmund så svagest ud.

Det var også et problem man havde sidste sæson, men der spillede offensiven så godt, at det ikke var så tydeligt. Klopp, der så brødebetynget ud i ZDF’s studie efter kampen, har fået nok at gruble over. For det første skal man undvære Weidenfeller, Hummels, Piszczek og Schmelzer til næste kamp (og spørgsmålstegnene Sokratis, Kehl og Gündogan), for det andet må det bekymre at et Napoli-hold, der aldrig nåede fuld damp (Hamsik og Callejón var anonyme), voldte så store problemer.

You may also like
Bundes manager, holdet.dk, Bulibold, efterår 2024
Optakt til Bundes Manager runde 7 – Neue Kräfte braucht das Land
Bayern München, Vincent Kompany
TAKTISK ANALYSE: Vincent Kompany får Bayern til at drømme stort
BVB, Borussia Dortmund, Sébastien Haller, Nuri Sahin
Nuri Sahin – Mesterspiller i mesterlære
DFB-Pokal, lodtrækning, DFB Pokal
Lodtrækning til 2. runde af DFB Pokal 2024/25