bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Abstiegskampf – det komplette overblik over bundstriden

Mesterskabet er afgjort, men i bunden spidser det virkelig til. Bundesligaen har for vane at levere dramatiske afslutninger i bunden, hvor større hold også drages med i kampen om overlevelse. I år er ingen undtagelse.

Darmstadt er så godt som færdige, mens Ingolstadt også virker til at have for lang vej til at kunne blive oppe. Derimod kæmper flere hold for at undgå Relegationspladsen, og play off-kampene bliver med sikkerhed ikke nemme. Her er det enten Stuttgart, Braunschweig, Hannover eller Union Berlin som venter.

Lige nu ser bunden i stillingen sådan ud:

 

Vi dækker os godt ind og hiver Leverkusen med i nedrykningskampen. Det skal gå helt galt for dem, før at de ryger ned, men i skrivende stund er de trods alt blot ét point over Augsburg.

Vi giver jer hermed en status over holdene i bunden, og hvordan de enkelte hold står forud for de sidste tre kampe.

Bayer Leverkusen, 36 point

Sidste tre kampe: Ingolstadt (u), 1. FC Köln (h) og Hertha BSC (u). 

Fyringen af Roger Schmidt og ansættelsen af Tayfun Korkut har endnu ikke kastet den ønskede effekt af sig. Holdet har ikke kunne vende skuden, og i de seneste ni kampe har de kun hentet én sejr. Senest blev det til et voldsomt hjemmebanenederlag til Schalke, hvor de allerede efter 18 minutter var nede 0-3.

På papiret har Leverkusen det klart stærkeste hold af alle involverede, men der er langt fra navnene til resultaterne. Holdet er ikke vant til at deltage i nedrykningskampene, og det kan blive en udfordring for dem. Spørgsmålet er derfor – groft sagt – om holdet i virkeligheden er gearet til nedrykningskampen? Klubben gør dog alt for at blive det. De er taget på en hurtig træningslejr, for at ryste holdet sammen inden de sidste altafgørende kampe.

Det har mildt sagt været en turbulent sæson for Leverkusen, men rigtig meget skal gå galt for Leverkusen, hvis de for alvor skal komme i problemer.

De har Ingolstadt i næste kamp, som heller ikke præsterer i øjeblikket. Dernæst følger Köln hjemme, som ikke vinder mange udekampe. Ikke de to værste kampe at gå ind til for Leverkusen. Die Werkself slutter ude mod Hertha, som har været skræmmende hjemme. Her ligger ikke tre oplaget point, men Leverkusen bør allerede have sikret sig overlevelse inden turen går til Berlin. Dertil skal det også medregnes, at mange af de øvrige bundhold møder hinanden indbyrdes, så mon ikke, at Leverkusen også er at finde i Bundesligaen til efteråret?

Augsburg, 35 point

Sidste tre kampe: Borussia Mönchengladbach (u), Borussia Dortmund (h) og Hoffenheim (u) 

Augsburg leverede i sidste runde et klasseresultat. I den direkte nedrykningsduel mod HSV vandt de med klare 4-0, og kan derfor gå ind i den afgørende fase med stor optimisme.

Det bliver også vigtigt for Augsburg at holde hovedet højt, for de står med det vel nok sværeste slutprogram. De har to udekampe tilbage, og det netop i en periode, hvor de har haft svært ved at få det til at fungere på fremmed græs.

Der er derfor stor risiko for, at Augsburg ikke henter mange flere point. Borussia-Park er aldrig et nemt sted at spille, og Gladbach spiller for at komme i Europa. Derefter følger en hjemmekamp mod Dortmund. De vil for alt i verden vil undgå at havne på fjerdepladsen og skulle spille play off-kampe til Champions League. De kommer derfor til at være topmotiverede, mens at den afsluttende kamp mod Hoffenheim på udebane heller ikke ligner et oplagt sted at hente point.

Det kan nemt gå galt for Augsburg, som i den grad skal sætte deres lid til, at konkurrenterne i bunden ikke henter for mange point. 

FSV Mainz, 33 point

Sidste tre kampe: Hamburger SV (u), Eintracht Frankfurt (h) og 1.FC Köln (u)

At Mainz i den grad er fanget i nedrykningskampen bunder i høj grad i den ringe form, som holdet har vist mod slutningen af sæsonen. I de seneste tre kampe, har de dog fået rettet en smule op på det og fået fire point. De er hentet efter stærke præstationer i sejren mod Hertha og den uafgjorte kamp mod Bayern. Men før disse tre kampe tabte Mainz hele fem kampe i streg.

Modsat Augsburg, så har Mainz et fornuftigt slutprogram, hvor de kan få point i alle kampe. De møder HSV i en kamp, som kan vise sig at være mere end tre point værd. Presset vil uden tvivl være størst på HSV, men med et nederlag kan Mainz falde ned på Relegationspladsen. Det bliver en tæt kamp, som er umuligt at spå om, fordi konsekvenserne er så store. Mainz må dog se det som en fordel at have en sådan kamp nu. Her kan de med en sejr ikke blot kan tage et stort skridt væk fra bunden, men samtidigt distancere en direkte konkurrent.

Kampen mod Frankfurt kommer belejligt for Mainz. De har været blandt de dårligste hold i forårssæsonen, og er gået fra at kæmpe med om de helt sjove europæiske pladser til den bløde mellemvare på en aktuel 11. plads. En hjemmekampen mod Eintracht ligner derfor en god mulighed for Mainz at kunne hente tre point. Tilbage står så en afsluttende udekamp mod Köln. Det bliver en svær opgave mod Köln, som er stærke hjemme, og vil være favoritter. Dog er det langt fra umuligt for Mainz at hente point i denne kamp.

Så selvom at de har to udekampe, har de et fornuftigt program. Det er vigtigt for Mainz, at de ikke møder nogle af de helt store hold, og i alle tre kampe har mulighed for at kunne hente de tre point. Kan de vinde over HSV ser det rigtig godt ud, og der er ikke langt til redningen. Taber de derimod venter to gyserrunder for Mainz.

VfL Wolfsburg, 33 point

Sidste tre kampe: Eintracht Frankfurt (u), Borussia Mönchengladbach (h) og Hamburger SV (u)

Wolfsburg spiller en katastrofal sæson, og ryger lidt i samme kategori som Leverkusen: De har en virkelig dyr trup, og havde ikke set sig selv som del af bundstriden. Deres problem kan givetvis også blive, hvorvidt de er mentalt gearede til at spille om nedrykning.

Under Jonkers er det vendt en smule for Wolfsburg. Han har fået gang i Mario Gomez, som har lavet sine mål. Senest gik det dog helt galt med 0-6 hjemme mod Bayern München. Her blev Luiz Gustavo vist ud, mens han under sit raseriudbrud måtte blive holdt tilbage af både med- og modspillere. Heldigvis for Wolfsburg bliver det kun ved en bøde og én enkelt spilledags karantæne. Han havde været svær at undvære i de sidste kampe.

Uden Gustavo møder de i weekenden Frankfurt ude. De har ikke været godt kørende i foråret, men Eintracht i Frankfurt er ikke den nemmeste opgave. Det bliver på papiret også en åben kamp mod Gladbach, som stadig har Europa League at spille for. Det vil derfor blive en svær kamp, og selvom Wolfsburg er hjemme er de ikke favoritter.

Sidste runde mod HSV bliver en ren gyser, og det kan sagtens ske, at det bliver en direkte kamp om, hvem af de to, som ender på Relegationspladsen. Her er det dybt problematisk for Wolfsburg, at de spiller i Hamburg. Point her er langt fra umuligt, men der er stor forskel på HSV hjemme og ude – og i en potentiel nedrykningsfinale kan Volksparkstadion godt vise sig at blive en uvurderlig tolvte mand, i stand til at sætte et enormt tryk på kampen. Akkurat som det var det for et par år siden, da HSV undgik direkte nedrykning ved at vinde over Schalke hjemme i sidste spilleruden.

Det bliver derfor vigtigt for Wolfsburg at samle point i de to første kampe, så de ikke ender ud i en finale på sidste spillerunde.

Hamburger SV, 33 point

Sidste tre kampe: FSV Mainz (h), Schalke 04 (u) og VfL Wolfsburg (h)

Klubben ved floden Elben havde længe præsteret godt i under Gisdol, og det lignede faktisk, at de havde fået vendt sæsonen efter en mere end svær start. Men HSV har pludseligt tabt tre kampe i streg, og nu flirter Hamborg-holdet endnu med nedrykningen. Senest blev de kørt over med hele 4-0 i sekspointskampen ude mod Augsburg. Baseret på den kamp ser det meget svært ud.

Seneste nyt fra truppen er, at de tre spillere Ashton Götz, Nabil Bahoui og den tidligere anfører Johan Djourou er blevet suspenderede. Der er ikke lige frem tale om sportslige profiler, men det er et kæmpe problem, at der på så kritisk et tidspunkt endnu en gang er uro omkring truppen. Oveni kommer HSV ind til de sidste kampe uden førstemålmand René Adler. Alt vidner endnu en gang om desperate tider hos HSV. Ligesom Leverkusen væbner de sig i disse dage til nedrykningskampen, ved at være taget på en såkaldt ”Blitz-Träningslager” forud for kampen mod Mainz.

Til Hamburgs fordel taler dog, at de har to hjemmekampe tilbage – begge mod to direkte konkurrenter i form af Mainz og Wolfsburg. Så selvom HSV ligger på den velkendte Relegationsplads, kan de altså afgøre det hele selv.

De bør ikke forvente at kunne tage point i udekampen mod Schalke. Derfor er det altafgørende, at de henter point i hjemmekampene. Ser vi bort fra fiaskoen mod Darmstadt, er HSV for øjeblikket stærke hjemme. De vil som udgangspunkt stå som smalle favoritter mod Mainz. HSV har dog ikke altid vist sig bedst, når de har indtaget favoritrollen, og kampen bliver derfor ikke let at spå om.

Det kan også kun siges om den sidste kamp mod Wolfsburg. De skal dog prise sig lykkelige for, at de slutter af hjemme. De senere sæsoner har kriseramte HSV-hold i samarbejde med stor støtte på lægterne leveret enkelte store resultater på hjemmebane, når det har set sort ud. Her står 3-0-sejren over Dortmund som klareste eksempel. Ja, den kamp hvor Calhanoglu scorede sit vanvidsmål. Et muligt scenarie kunne derfor sagtens være, at vi i sidste spillerunde ser en kamp i Hamburg, magen til den Werder Bremen havde i sidste sæson mod Frankfurt. Der lykkedes det Werder at redde sig med en sejr i sidste spillerunde, som i den grad blev hjulpet på vej af en massiv støtte fra fansene.

Det bliver svært for HSV, men de har et godt kampprogram, og en stor fordel i at de skal møde konkurrenterne hjemme.

FC Ingolstadt, 29 point

Sidste tre kampe: Bayer Leverkusen (h), Freiburg (u) og Schalke 04 (u)

Siden Maik Walpurgis tog over, har Ingolstadt egentlig leveret godt. De har spilet til flere point end de har fået, hvis man altså kan tale om den slags. De har tabt mange tætte kampe, som de sagtens kunne have fået point i – tag bare hjemmekampen mod Bayern som eksempel. Her spiller de helt lige op mod mesterholdet, men må i de absolut sidste minutter indkassere to mål. De har lidt under ikke at være effektive nok, og derfor er de placeret med god afstand til redningen.

For få uger siden lignede det ellers, at Ingolstadt havde meldt sig tilbage i kampen om overlevelse, hvor de i ”den engelske uge” fra 2. til 9. april vandt tre kampe i streg. Siden da har de blot hentet ét point i tre kampe, og har hele fire point op til HSV på Relegationspladsen.

Derfor synes lyset slukket for den sydtyske klub. Ingolstadt rykker efter alt at dømme ud. Det kræver i hvert fald sejre i alle resterende kampe, og det bedste de kan gå efter er en Relegationsplads.

SV Darmstadt, 24 point

Sidste tre kampe: Bayern München (u), Hertha BSC (h) og Borussia Mönchengladbach (u)

Darmstadt må siges at være det hold i nedrykningskampen, som viser bedst form for øjeblikket. De har under Torsten Frings leveret store præstationer med sejre over Dortmund, Schalke og HSV. De kommer ind til de sidste kampe med en stime på tre sejre i træk, men Darmstadt er så godt som rykket ud. Matematisk kan de nå at hente HSV, men intet tyder på at det kommer til at ske. De skal vinde samtlige kampe for at holde liv i håbet om Relegationspladsen, mens at konkurrenterne ikke må tage point – og det sker næppe. Allerede i næste runde kan det være endegyldigt slut for Darmstadt, her spiller de i München, hvor Bayern nok gerne vil fejre mesterskabet med en sejr.

En hjemmekamp mod Hertha kan godt kaste point af sig, men her kan det vise sig at være for sent – så de to sidste kampe, kommer efter alt at dømme, kun til at handle om æren for Darmstadt.

Det ligner altså, at Darmstadt og Ingolstadt må direkte ned, mens at vi må frem til sidste spilledag for at finde ud af, hvem der skal ud i to play off-kampe mod stærke modstandere fra 2. Bundesligaen.

Foto: Hamburger Morgenpost

You may also like
HSV, Hamburger SV, Nur der HSV
Sæsonoptakt 2. Bundesliga 2024/25 – Alle gode gange syv for HSV?
VfL Bochum, Ruhrstadion, fodboldrejse, optakt
VfL Bochum – Was für ein Comeback
Hansa Rostock, fodboldrejse, guide, Ostseestadion
Optakt til 34. og sidste runde i 2. Bundesliga – Hansa eller Wehen og dåseølsderbyet
Schalke 04, maskot, Comebacks
Optakt: RB Leipzig – Schalke: Rykker Schalke ned igen?