Læs ordene fra HSV-fan Jonathan Lilmoes til den nu fyrede træner, Bruno Labbadia. Og kig forbi i morgen, hvor vi analyserer fyringen og situationen i Hamburger SV.
Kære Bruno Labbadia,
Så blev det også din tur til at få den ubarmhjertige kniv, der er HSVs varemærke. Du var garanteret udmærket klar over det, da du i sin tid sagde ja tak til at agere brandslukker for den nedrykningstruede dinosaur, der nægter at vågne af sin dvale. Hvis ikke, du allerede inden blækket var tørt på kontrakten havde tænkt, at ”dette ender med en fyring”, så er du mere end godt naiv. Sådan er det bare i HSV. Trænerne ryger ud.
Ærligt talt, så er det ikke fordi, du ikke forsøgte at hænge ved. Da du kom til klubben, havde vi mere end nogensinde brug for sådan én som dig. En brandslukker med den fornødne erfaring til akkurat lige at klare det. HSV og Bruno, I klarede det sammen. For det er jeg dig evigt taknemmelig. Nedrykningspladsen blev vekslet til endnu en sæson i den bedste tyske fodboldrække, hvor en klub som den, du nu ikke længere træner, hører til.
Det forstod du, Bruno. Tydeligt skinnede det i gennem, at det var damage control over sprudlende flot spil. HSV må for alt i verden ikke rykke ned, og det klarede du. Endda med spænding til det sidste.
Ovenstående er dog desværre for dig – og nu os – den mest præcise beskrivelse af din trænerkarriere. Du ér en brandslukker, herr Labbadia. Det er netop det, du kan så godt som ingen anden. For altid vil jeg mindes med glæde, at det var dig, der blev hentet til at redde HSV og ikke eksempelvis Felix Magath.
Tydeligst kom dine mangler til udtryk, da der ikke længere var noget at kæmpe for. Det er tidligt på sæsonen, og nedrykningspladserne er endnu ikke faretruende tæt på – faktisk kan HSV matematisk set stadig vinde ligaen.
HSV har handlet endog ganske fornuftigt ind denne sommer, og det blev af noget forventet, at du skulle være manden, der fik det meste ud af Halilovic og Kostic. Knap har de to været på banen i den indeværende sæson. Det har du nok dine grunde til, Bruno. Men det var med til at få dig fyret. Manglende resultater og krasse vedvarende rygter om din lemfældige omgang med træningsmoral har heller ikke hjulpet dig til at blive en ny Ernst Happel.
Hvorfor tvang du ikke bare spillerne til at se de skide videobånd med modstanderne, og hvorfor holdt du stædigt fast i de spillere, som alle sofatrænerne kunne se, ikke havde nogen retfærdig plads på holdet? Hvorfor, Bruno? Var det fordi, du godt vidste, at du ville blive fyret uanset hvad?
Jeg nægter at tro det, for du har altid spillet med ære og udvist stolthed over at være træner i HSV. Hvor det ofte har været umuligt at se på spillerne, at der er en ære i at repræsentere Elbens perle, så har vi aldrig været i tvivl om, at det syntes du.
Fyringen er naturlig. Du var gået i stå. Holdet gået i stå. Nu må vi fremad, og du er ikke længere manden, Beiersdorfer tror på. Sådan er det. Du er nu endnu én i rækken. Jeg ønsker dig alt godt i din brandslukker-karriere. For du er en helvedes dygtig én af slagsen. Måske ringer Schalke lige om lidt, Bruno. Lige om lidt.
Så kære Bruno,
Du blev aldrig én af de største, men du bliver heller aldrig glemt. Tak for alt!
Foto: Bruno Labbadia i sine Stuttgart-dage. (Thomas Niedermueller, Stadt Stuttgart, Creative Commons)
