bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > Bundesliga > 1899 Hoffenheim > Hopps Hoffenheim er andet end rige

Hopps Hoffenheim er andet end rige

Dietmar Hopps penge har skabt fundamentet i Hoffenheim. Klubbens egne talenter skal bygge huset færdigt. 

Der sker forskydninger i det tyske fodboldlandskab i disse år. Hæderkronede klubber som Hamburger SV, VfB Stuttgart, Nürnberg, Kaiserlautern er i knæ, mens nye drenge i klassen som Darmstadt, Ingolstadt, RB Leipzig og Paderborn skyder op gennem rækkerne. Den primære årsag er elendig sportslig ledelse i de store klubber, som af den grund ikke længere har monopol på talenterne og fansene i deres regioner. I en artikel for ESPN tidligere på året påpegede den tyske fodboldforfatter Uli Hesse, at ”nogle af de store klubber har for sent opdaget, at det som plejede at være deres fordel – størrelsen, historien og de mange fans – efterhånden er blevet en bagdel. Som dinosaurerne blev de for tunge til at bevæge sig hurtigt og for sultne til at være tålmodige”.

Hoffenheims oprykning til Bundesligaen i 2008 var med at til at sparke gang i tendensen. To år tidligere havde klubben fra lille Sinsheim i Badem-Württemberg-regionen spillet i Regionalliga Süd – dengang den trejdebedste række i Tyskland. Aldrig før havde de spillet i Bundesligaen. De havde aldrig været i nærheden. Ikke indtil softwaremilliardæren Dietmar Hopp ved årtusindeskiftet købte sin barndomsklub med ambitioner om at spille med blandt de allerbedste. Dengang lå Hoffenheim i Tysklands femtebedste række.

Otte år, fire oprykninger og en masse investeringer senere gik Hopps drømme i opfyldelse. To år forinden havde han ansat den tidligere Stuttgart- og Schalke 04-træner Ralf Ragnick som manager. Han styrkede truppen med Bundesliga-erfaring og hjalp Hoffenheim de sidste skridt op af rangstigen med to oprykninger i træk. Successen strakte sig endda langt ind i klubbens første sæson i Bundesligaen. Da 2008 blev til 2009 kunne Hoffenheim kalde sig for Herbstmeister efter et eventyrligt efterår. I forårssæsonen mistede de dog pusten – topscorer Vedad Ibišević blev alvorligt skadet – og dumpede helt ned på 7. pladsen.

Hoffenheim har holdt sig i Bundesligaen lige siden. I 2012/2013-sæsonen skulle de ud i to playoff-kampe mod Kaiserslautern for at undgå nedrykning, men ellers har de placeret sig solidt midt i rækken hvert år. I den forgange sluttede de som 8’er – deres bedste resultat siden jomfrusæsonen. Og det er ikke det eneste, der giver grund til optimisme på Rhein-Neckar Arena, som Dietmar Hopp byggede i 2009.

Talentfokus

Omsider er Hoffenheim begyndt at producere deres egne talenter. Indtil videre har de været nødt til at købe sig til alt. Heldigvis har de haft pengene, men en fodboldklub er ikke bæredygtig uden et ordentligt talentarbejde.

Faktisk vandt Hoffenheim det tyske mesterskab på U19-niveau sidste sommer. Og i år blev de 2’er efter Schalke 04. Egenudviklede spillere som Niklas Süle, Jeremy Toljan, Marvin Schwabe, Kevin Akpoguma og Grischa Proemel er alle en del af Hoffenheims førsteholdstrup De tre sidstnævnte var endda udtaget til Tysklands U20-trup, der spillede VM i New Zealand tidligere på sommeren – ingen anden klub havde så mange spillere med.

Også når Tysklands U19-landshold skal spille EM i juli i Grækenland, vil Hoffenheim være repræsenteret. Her er Nadiem Amiri og Erdal Özturk udtaget. På de endnu yngre lanshold har Hoffenheim også spillere med.

Klubbens akademi, der tidligere på året blev tildelt det tyske fodboldforbunds højeste rangering, arbejder tæt sammen med Anpfiff ins Leben, der et projekt, som forener uddannelse og elitesport i lokalområdet. Målet er at give spillerne ”en global og holistisk udannelse, der både fokuserer på sportslig og faglig udvikling”, kan man læse på Hoffenheims hjemmeside.

Tiltrængt forsvarsforstærkning

De lovende talenter har dog ikke afholdt Hoffenheim fra at kaste penge efter forstærkninger. Holdets helt store problem de seneste sæsoner har været forsvaret. Derfor ligner købet af Basels Fabian Schär en fremragende idé. Schweizeren har været rygtet til langt større adresser efter imponerende kampe i Champions League. Hoffenheim betalte ovenikøbet kun 4,5 millioner euro for ham.

Venstrekanten har de styrket med Freiburgs undervurderede og bundsolide Jonathan Schmid. Og højrebacken har fået nyt liv med tilgangen af Pavel Kaderábek fra Sparta Prag. Den 23-årige tjekke blev kåret til årets spiller i Synot Liga, Tjekkiets bedste, og så ekstremt lovende ud, da Danmark forleden mødte Tjekkiet i åbningskampen ved U21-EM.

Endnu mere imponerende er det dog, at Hoffenheim i maj fik forlænget kontrakten med Kevin Volland helt frem til 2019. Den aftale fortæller alt om klubbens økonomiske muskler og ambitioner, for den 22-årige angriber har ganske berettiget været sat i forbindelse med nogle af verdens største klubber.

Fredag solgte de den franske forward Antohny Modeste til Köln, men hans afløser er allerede så godt som på plads. Forleden offentliggjorde Heerenveen, at de er enige med Hoffenheim om et salg af Mark Uth, der scorede 15 mål i Æresdivisionen i den forgangne sæson.

Holdets allerstørste profil Roberto Firmino, der i øjeblikket spiller Copa América med Brasilien, står godt nok til at forlade Hoffenheim. Men det er næsten også for meget af det gode, hvis han bliver i klubben endnu en sæson. Firmino, der på det kraftigste rygtes til Manchester United, er blevet for god til et midterhold i Bundesligaen.

Træner Markus Gisdol forlængede i april kontrakten frem til 2018. Hans nuværende trup har en gennemsnitsalder på under 23 år, og får han blandet de talentfulde kort rigtigt, er Hoffenheim bestemt en outsider til de europæiske pladser i den kommende sæson.

Relateret
You may also like
Optakt: TSG Hoffenheim – Schalke 04
Den nye karrierevej
Optakt: Hertha BSC – Hoffenheim
Optakt: Schalke 04 – TSG Hoffenheim