Syv kampe i træk uden nederlag hvor af de seneste fem kampe har budt på lutter sejre i Bundesligaen. VfB er som forvandlet under den nye træner Jürgen Kramny. Men hvad er der sket, siden Alexander Zorniger måtte forlade holdet efter et ydmygende 0-4 nederlag hjemme på Mercedes-Benz Arena?
Den 21 november 2015 når VfB Stuttgart et foreløbigt lavpunkt i sæsonen, da de må gå slukørede fra banen til lyden af en massiv pibekoncert efter et ydmygende 0-4 nederlag mod et Augsburghold, som inden da kun havde fået en enkelt sejr i de hidtil tolv spillede kampe. De positive takter som holdet viste i optakten, hvor de bl.a. udspillede Manchester City med 4-2, er længe væk. Zornigers offensive og aggressive betonede stil kan ikke genkendes længere. Defensiven sejler mildest talt, og det er tydeligt at se på spillernes kropsprog, at lysten og viljen ikke lyser ud af dem. En fyring er uundgåelig på daværende tidspunkt, og to dage senere sker det forventede også. VfB Stuttgart afskediger træner Alexander Zorniger.
Godt to måneder senere er situationen en fuldkommen anden. Stuttgart har netop slået Hertha Berlin med 2-0, hvilket gør, at holdet nu er ubesejret i de seneste syv Bundesligakampe. Oven i købet har VfB i de seneste fem af disse kampe gået fra banen som sejrsherre. Forskellen fra kampen i november er til at føle på. Stuttgart er igen et hold som hovedparten af holdene i Bundesligaen frygter at møde, når de rammer dagen.
Defensiv stabilitet
Men hvad skyldes forandringen? Hvad har ændret sig siden det dårlige efterår? Den første ændring som den midlertidige træner Jürgen Kramny indførte var at gå væk fra Zornigers system, som var kendetegnet ved et højstående pres, som skulle presse modstanderen til boldtab på egen banehalvdel. Som udgangspunkt et fint taktisk udgangspunkt. Sandheden var bare, at det ikke fungerede. Så snart modstanderen fik spillet sig ud af det første pres, stod en vaklende og chanceløs defensiv tilbage med problemerne. Det er ikke et tilfælde, at Stuttgart har den tvivlsomme ære af at have en af Bundesligaens absolut dårligste defensiver. Jo oftere VfB spillerne fejlede, desto mere faldt troen på Zornigers taktiske ideer, hvilket var tydeligt.
Kramny har rykket spillerne længere tilbage på banen. Man er mere passiv i sit pres og lader i høj grad modstanderne komme frem på banen, før man slår til. Presset lægges først ved midterlinjen, hvor det før var langt oppe på modstanderens banehalvdel. Samtidig fokuserer man mere på selve manden end tidligere, hvor det mere var selve rummet, der var i fokus. De står langt mere kompakt og lukker væsentlig bedre af, hvilket direkte kan aflæses på scoringstavlen. I gennemsnit indkasserede VfB 2,2 mål pr. kamp under Alexander Zorniger – til sammenligning er man nu nede på mere respektable 1,4 mål pr. kamp, om end der stadig er plads til forbedringer.
Inspireret af sidste sæson
Man er gået tilbage til de gamle dyder, som virkede i foråret i sidste sæson under Huub Stevens. Fokusset er skiftet til hurtige omstillinger, hvor de altid søger den hurtige og direkte vej til modstanderens mål. I stedet for at bygge spillet op, så søger man lynhurtig playmakeren Daniel Didavi, som i sammenspil med Filip Kostic og Lukas Rupp på kanterne, producerer et væld af chancer. Den taktiske ændring ses også tydeligt på Stuttgarts boldbesiddelse.
Under Zorniger havde man i gennemsnit bolden i 49% af tiden, hvor man nu under Kramny kun har den i 43%. En ikke ubetydelig forskel!
Rent offensivt har der ikke været behov for de store ændringer. Zorniger byggede et godt offensivt fundament, som rent faktisk fungerede. De bevæger sig intelligent omkring feltet samtidig med, at sammenspillet er afstemt, hvor de forsøger at skabe overtal, som de med flade pasninger forsøger at kombinere sig ud af. I det nye system 4-2-3-1 kommer Didavis evner som især 10’er især til gode. I kraft af sidste sæsons topscorer Daniel Ginczeks længerevarende skade, har det unge håb Timo Werner fået lov at spille som frontangriber, hvor hans hurtighed især bruges til utallige dybdeløb som altid udgør en trussel for ethvert forsvar.
Heldet er vendt
Nogle mener, at der ikke findes held i fodbold. Ikke desto mindre er der flere forskellige ting ved Stuttgart, som man ikke umiddelbart kan forklare. En klassisk fodboldhistorie siger, at den gamle træner fejler, hvor den nye gør alting rigtig, hvilket nok ikke er den fuldkomne sandhed. Stuttgart var reelt bedre end deres plads berettigede under Zorniger. I den første tredjedel af sæsonen tabte VfB kampe, som de simpelthen ikke burde kunne have tabt, men ikke desto mindre var det tilfældet. De havde den anden dårligste forvandlingsprocent på deres chancer, hvor kun Ingolstadt havde den tvivlsomme ære af at være dårligere. Hvor chancerne før blev misbrugt, ryger de nu i nette. F.eks. brugte de i gennemsnit 12,7 afslutninger på at omsætte det til et mål – den mængde er næsten halveret, da man er nede på 6,9 afslutninger pr. mål. Om det skyldes held, eller Kramnys taktiske ændringer skal være usagt. Men ofte er chancer efter kontra større end chancer i åbent spil, hvor man tit afslutter fra distancen, som alt andet lige er sværere at score på, end når man kommer tæt under mål. Der er ingen tvivl om, at Kramny har fået stolpe ind, hvor Zorniger havde stolpe ud, men de næste par måneder vil afgøre, om den nye cheftræner er løsningen på Stuttgarts efterhånden mangeårige problem – kontinuitet og sejre. Det bliver i hvert fald spændende at følge Die Schwaben, hvor sæsonmålet ikke desto mindre stadig er Klassenerhalt – altså at forblive i Tysklands fornemmeste fodboldselskab.
Fremtidsperspektiverne
En af grundstenene i Stuttgarts seneste succes skal findes i holdets absolutte profil og 10’er –Daniel Didavi. Efter at have kæmpet med flere længerevarende skader i hans karriere, virker den 25-årige tysker endelig til at have fundet hans topniveau. Didavi er et produkt af VfBs eget akademi, hvor andre store spillere som f.eks. Bernd Leno, Sami Khedira og Mario Gomez også har fået deres fodboldopdragelse. Man så allerede tendenser til hans høje niveau i foråret 14/15, men han har formået at hæve barren gevaldigt i denne sæson. Indtil videre står han noteret for 9 mål samt 4 assists efter kun 20 kampe, hvilket gør ham til Stuttgarts topscorer i sæsonen. Det siger sig selv, at man med sådanne stats er en afgørende spiller for et bundhold. Ikke desto mindre må det også give anledning til hovedbrud for sportsdirektør Robin Dutt, da Didavi har kontraktudløb efter indeværende sæson. På trods af flere kontraktudspil, har Didavi afvist at skrive under, da han ønsker at afvente klubbens situation efter sæsonen. På rygtebørsen meldes der da også om interesse fra flere storklubber som Schalke, Wolfsburg og ikke mindst Bayer Leverkusen, som skulle have et godt øje til ham. Man kan ikke fortænke Didavi i, at han måske gerne vil prøve fodboldtalentet andetsteds af, hvor europæisk fodbold er inden for overkommelig rækkevidde.
En anden vigtig spiller i Filip Kostic kan også stå foran sin sidste halvsæson i det sydvestlige Tyskland. Efter hans skifte fra hollandske Groningen har den unge serber udviklet sig til en nøglespiller for VfB. Med hans hurtighed og farlige indlæg er han en konstant trussel over for modstanderens forsvar. Som det er tilfældet for Didavi, så meldes der også om interesse fra større klubber, hvor bl.a. Liverpool med Jürgen Klopp i spidsen skulle være interesseret.
Det er altafgørende for Stuttgarts mulige succes, at de evner at holde på nøglespillere som Didavi og Kostic, hvis holdet skal have en mulighed for at tilspille sig en plads længere oppe i tabellen. Såfremt Didavi forlader klubben, vil man ikke få en eneste krone for ham, og der vil dermed ikke være alverden til at hente en erstatning – i hvert fald ikke en som er på samme niveau med Didavi. Man kan dog vælge at bringe talentet Arianit Ferati op i førsteholdstruppen, og så gøre rumæneren Alexandru Maxim, til førstevalg på positionen.
Et eventuelt salg af Kostic vil til gengæld lune godt i pengekassen, og der vil så i givet fald være penge til at forstærke holdet, men det efterlader også Stuttgart med et amputeret hold, hvor Dutt for alvor skal bevise sit værd, hvis klubben skal have en realistisk chance for at spille med, hvor det er sjovt, og hvor det ikke handler om at undgå nedrykning i hver sæson.
VfB Stuttgart har på nuværende tidspunkt også Antonio Rüdiger udlejet til AS Roma, hvor Roma har en frikøbsklausul på €9 millioner indbygget i aftalen. Selv hvis Roma ikke vælger at indfri klausulen, må det betegnes som yderst tvivlsomt, at Rüdiger vender tilbage til Mercedes-Benz Arena. Han har selv op til flere gange ytret ønske om at teste sig af på højere niveau og spille med i Champions League. Et krav som Stuttgart formentlig ikke inden for de næste par år kan tilbyde ham.
Stuttgart har et af Tysklands bedste akademier, men deres tilbagevendende problem de seneste par år har været, at de ikke har evnet at holde på de allerbedste talenter. Spillere som Bernd Leno, Sead Kolasinac, Joshua Kimmich og Serge Gnabry har alle i mere eller mindre grad fået en del af deres fodboldopvækst i Stuttgart, og de ville have pyntet på det nuværende hold, som i forvejen har en rimelig kerne af egenproducerede spillere i førsteholdstruppen, hvor forsvarsspilleren Timo Baumgartl, førnævnte Daniel Didavi og spidsangriberen Timo Werner er de mest prominente navne foruden udlånte Antonio Rüdiger.
Såfremt at der kommer en vis form for kontinuitet på trænerfronten, så man ikke skal spille om nedrykning hele tiden, så vil man også være mere tilbøjelig til at bringe unge talenter i spil, som klubben dermed selv kan profitere af på den lange bane. Samtidig har sportschef Dutt påbegyndt en udrensning af truppen, hvor overflødige spillere enten sælges eller ikke får tilbudt en kontraktforlængelse. En af hans primære opgaver er ligeledes, at klubbens defensiv skal styrkes, da de offensive forudsætninger egentlig er tilstede. Tysklands sjette største by med en af Tysklands største fodboldklubber hører ganske enkelt ikke til i bunden af Bundesligaen, men om klubben formår at revanchere de seneste magre år må fremtiden vise. Forudsætninger er i hvert fald til stede, men det har de også været de seneste år, så det er desværre ikke nogen garanti, men man kan da håbe for VfB og ikke mindst Bundesligaen, hvor de retmæssigt hører til.
Læs også: Et fodboldlandskab under forandring
