bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Værsgo David Wagner – Tre mulige forstærkninger til Schalke 04

Værsgo David Wagner – Tre mulige forstærkninger til Schalke 04

Optakt, Schalke 04

Efter en dårlig sæson med både nedtur på- og uden for kridtstregerne, må de kongeblå fra Gelsenkirchen se fremad. David Wagner har manglet kvalitet i truppen, og vi kommer nu med tre mulige emner, der kan bidrage til Schalke 04s genopstandelse i næste sæson.

Benedikt Höwedes (Uden kontrakt)

Den første spiller er en gammel kending hos Schalke 04. Den tidligere verdensmester Benedikt Höwedes er netop blevet fritstillet hos Lokomotiv Moskva og kan være på vej tilbage til Veltins-Arena, hvor han senest spillede i 2018.

Schalke 04 har haft store defensive problemer, hvor mange personlige fejl i forsvaret har kostet dyrebare point. Her kan Höwedes bidrage med sin rutine og forsøge at få styr på et vaklende forsvar. Yderligere er den tyske forsvarsspiller uden kontrakt, og Schalke 04 undgår på den måde, at skulle betale en transfersum i disse svære økonomiske tider.

Går Schalke 04 efter en langsigtede løsning, er Benedikt Höwedes, som er blevet 32 år, måske ikke det bedste emne. Klubben har dog brug for at komme tilbage på sporet, og på den korte bane kan Höwedes være manden, der sørger for dette.

 

Alexander Schwolow (SC Freiburg)

Næste spiller på listen bliver ikke billig at hente, men kan være nødvendig for Schalke 04. Eftersom Alexander Nübel hellere vil sidde på bænken hos Bayern München, mangler der en ny mand mellem stængerne hos Schalke 04, og her kan løsningen være SC Freiburgs Alexander Schwolow.

Schwolow har ikke haft en prangende sæson hos Freiburg, hvor det kun er blevet til fire clean sheets i 24 kampe. Dette kan dog være positivt for Schalke 04, som måske kan få sænket købsprisen på den 28-årige målmand. Alexander Schwolow har mange gode kvaliteter og kan sætte sig på målmandsposten i mange år fremadrettet.

Det er en position, som Schalke 04 skal forstærke sig på, og der er ikke noget at hente blandt de fritstillede målmænd på markedet. Her står eksempelvis den tidligere Wolfsburg-keeper Diego Benaglio uden kontrakt, men er nået en alder, hvor det ikke ville give mening for Schalke 04. Alexander Schwolow er bedste bud på en ny målmand hos de kongeblå, og det kan meget vel blive det perfekte match på sigt, da Schwolow på sine bedste dage er en dygtig keeper.

 

Jhon Cordoba (FC Köln)

Med blot 38 mål i 34 kampe, og en topscorer med en måltotal på syv mål, har Schalke 04 brug for en farlig mand på toppen, og her kan løsningen være Jhon Cordoba fra FC Köln. Colombianeren har kontraktudløb til næste år, og det skal derfor være nu, hvis der skal penge i kassen hos Die Geißböcke.

Cordoba scorede i denne sæson 13 mål, og blev også klubbens topscorer. En større transferkabale kan dog sende ham til Gelsenkirchen, som i den grad kan bruge Cordobas målnæse. I denne kabale spiller Mark Uth, som netop har været udlejet fra Schalke 04 til FC Köln i denne sæson, en væsentlig rolle. For at undgå en handel, som sprænger banken hos Schalke 04, kan de tilbyde FC Köln en samlet pakke med en transfersum og Uth til fordel for Jhon Cordoba.

Med Cordobas kontraktudløb næste år i mente, samt inddragelsen af Mark Uth i aftalen, kan det betyde, at Cordobas prisskilt falder en smule, og Schalke 04 dermed kan være med rent økonomisk. Ifølge flere tyske medier forlanger FC Köln dog, indtil videre, mindst 15 millioner euro for Cordoba, og det kan blive et problem for Schalke 04.

You may also like
HSV, Hamburger SV, Nur der HSV
Sæsonoptakt 2. Bundesliga 2024/25 – Alle gode gange syv for HSV?
Holstein Kiel, fodboldrejse, rejseguide, optakt
Optakt til 31. runde i 2. Bundesliga – Kiel Ahoi
Schalke 04, maskot, Comebacks
Schalke: (Kon)Kurs mod 3. Liga?
Fans, spilletidspunkter, kampprogram, optakt, 2. Bundesliga
Optakt til 7. runde i 2. Bundesliga: Er HSV igen HSV?