bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Ugens duel – Timo Werner (RB Leipzig) mod Mats Hummels (Borussia Dortmund)

Ugens duel – Timo Werner (RB Leipzig) mod Mats Hummels (Borussia Dortmund)

Hvem ender med sølvmedaljerne i Bundesligaen? Det kan meget vel blive afgjort i lørdagens kamp mellem Borussia Dortmund og RB Leipzig. Der er kun tre point mellem de to hold, og RB Leipzig skal derfor gå all-in for at indhente Dortmund. En sejr er nødvendig for Julian Nagelsmanns tropper, og det bliver Bundesligaens farligste tysker, der skal føre holdet an. 

Det er RB Leipzig, der skal jagte en sejr, og de skal sætte deres lid til Timo Werner. Holdets topscorer har spillet sin bedste sæson, hvor det er blevet til hele 26 scoringer, og det har gjort ham til den mest scorende tysker i Bundesligaen siden Mario Gómez i 2012 endte på selvsamme antal.

Det er netop blevet annonceret, at Timo Werner spiller sin sidste sæson for RB Leipzig, da en lang transfersaga er endt med, at han skifter til Chelsea FC i Premier League. Inden han skal gøre livet surt for forsvarsspillerne i England, skal han have fokus på Dortmunds forsvar.

Det bliver Mats Hummels, som skal sætte en stopper for Timo Werner, men han får nok at se til. Hummels skal konstant have et overblik over, hvor Werner befinder sig, da Werner er blevet en klogere spiller. Han holder sig ikke kun til den bageste forsvarsspiller, men falder også tilbage i banen og bidrager med sine kvaliteter.

Her bliver Hummels nødt til at gå hårdt til Werner, så angriberen hverken får tid til at få bolden under kontrol eller formår at spille den videre. Timo Werner har haft succes med at falde tilbage og agere som en spilstation, der skaber plads til sine medspillere.

Timo Werner er dog farligst inde i feltet, så det er især her, at Mats Hummels skal markere angriberen tæt. 94 gange er Werner kommet frem til en chance i feltet, og kun 18 gange har han forsøgt sig udefra i denne sæson.

I den fysiske duel mellem de to, taler statistikkerne til fordel for Mats Hummels. Forsvarskæmpen har vundet 65.2 % af alle sine dueller, og i hovedspillet har han vundet 70.7 %. Timo Werner har kun vundet 43.2 % af sine dueller, og det er et aspekt af spillet, hvor Werner skal bygge på. I stedet har angriberen sin hurtighed, der helt sikkert vil være et punkt til Lucien Favres taktikmøde.

Dortmunds forsvar skal fungere som helhed, da Hummels ellers vil få store problemer, når RB Leipzig får en omstilling. Her er Timo Werner en stor trussel, og han er blandt de hurtigste spillere i Bundesligaen. Det kan den 1.91 meter høje Hummels ikke prale med, og han skal håbe på assistance fra sine holdkammerater.

Selv uden bolden er Timo Werner ikke sjov at spille mod. Giver man Werner en finger, tager han hele armen. Det var i hvert fald tilfældet, sidst de to hold mødtes, hvor Werner scorede to mål efter to kæmpe fejl af Dortmund. Ingen defensive blundere er et krav for Mats Hummels, og derfor skal niveauet være væsentligt højere end, hvad Dortmund kunne præstere i 2-0 nederlaget til Mainz.

Til lørdagens kamp er RB Leipzig tvunget frem, hvis de vil skifte en kommende bronzemedalje ud og stjæle Dortmunds sølvmedalje. Timo Werner bliver våbenet, som skal skyde Dortmund i sænk, men en topkamp af Mats Hummels kan gøre det svært for Bundesligaens farligste tysker.  

Ugens duel

Statistik i Bundesligaen 2019/2020:

Mats Hummels:
Kampe: 29.
Clean sheets: 12.
Tacklinger vundet: 52 af 67 tacklinger.
Dueller vundet: 65.2 % af 474 dueller.

Timo Werner:
Kampe: 32.
Mål: 26.
Skud på mål: 118 (3.7 per. kamp).
Dueller vundet: 43.2 % af 451 dueller.

 

Få spiltips til samtlige kampe i Bundesligaen hos SpilXperten

 

You may also like
Red Bull, RB Leipzig
Græssportsklubben RB Leipzig- den røde klud for tyske fodboldfans
BVB, Borussia Dortmund, Sébastien Haller, Nuri Sahin
Nuri Sahin – Mesterspiller i mesterlære
Borussia Dortmund, fankultur, optakt, tilskuere, fans på stadion, Bundesligaen 2021/22, fyldte stadioner, fodboldrejse i Bundesligaen
Sådan får du rabat på din næste fodboldrejse til Bundesligaen
RB Leipzig, Red Bull
Sæsonoptakt: RB Leipzig – Gammel Red Bull på nye dåser