bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > Diverse > Tyskland ser frem mod en ny æra med Hansi Flick

Tyskland ser frem mod en ny æra med Hansi Flick


Hans-Dieter Flick, Germany national football team” – (CC BY-SA 3.0) af Steindy

Joachim Löw stoppede for nyligt som tysk landstræner, og i Tyskland håber de at Flick kan bringe vindermentaliteten tilbage.

En æra i tysk fodbold sluttede for nyligt, da Joachim Löw stoppede som landstræner efter 15 år på topppen. De sidste 2-3 år har dog ikke været en dans på roser, og derfor ser mange tyske fans frem til nye tider med Hansi Flick.

Slutningen på Joachim Löws æra

Det tyske fodboldforbund offentliggjorde allerede før EM, at denne slutrunde ville blive Joachim Löws sidste i spidsen for det tyske fodboldlandshold. Det var eftersigende en beslutning som Löw selv tog, da han ellers var på kontrakt frem til 2022.


FIFA Friendly Match Austria vs. Germany Jogi Löw” (CC BY-SA 4.0) af Granada

15 år har Löw stået i spidsen for Die Mannschaft, og han har igennem tiden været afgørende for udviklingen af Tysklands spilfilosofi. Han var med til at genetablere Tyskland som et af de absolut bedste landshold i verden, og var også manden bag VM-triumfen i 2014. Her buldrede den tyske maskine derudaf, og i Brasilien husker de stadig tilbage på den dag, hvor tyskerne tromlede dem med 7-1. Siden da har spillet dog ikke funklet, og helt galt var det ved VM i 2018, hvor Tyskland ikke nåede videre fra gruppespillet. De har efterhånden kæmpet med spillet i et stykke tid, og Löw og det tyske fodboldforbund følte altså at det var tid til fornyelse.

Hansi Flick venter i kulissen

Hansi Flick forlader Bayern München efter et særdeles succesfuldt ophold. Han overtog rollen som manager tilbage i november 2019, hvor Bayern München ukarakteristisk var i knæ med Niko Kovac som træner. Det fik Flick hurtigt vendt om på. Efter han blev manager udviklede Bayern sig til et helt andet hold, og i hans første sæson i klubben lykkedes det ham at føre tyskerne til en flot treble. Faktisk lykkedes det ham også at føre Bayern til deres første ”sixtuple” senere på året, hvor de vandt rub og stub.

Det skete ovenikøbet med stil, da Bayern spillede forrygende fodbold. Bayern scorede i gennemsnit 2,97 mål per kamp med Flick som træner, mens der kun blev lukket 0,99 mål ind per kamp. Det var derfor også fortjent, da den tyske træner vandt UEFAs prestigefyldte titel som årets træner i 2020. Flick stod i alt i spidsen for Bayern München i 86 kampe, hvoraf 70 blev vundet og kun syv blev tabt.

Hos DFB håber de selvfølgelig at Flick kan føre succesen over til det tyske landshold. Hans første opgave bliver at føre holdet til VM i Qatar næste år, hvor de selvfølgelig satser på en god slutrunde. Det gør de desuden også hos mange bookmakere, der har Tyskland blandt favoritterne til at blive verdensmestre. For at det kan ske, skal spillet selvfølgelig forbedres, og det forventes at stammen på holdet kommer til at bestå af Bayern-spillere som Neuer, Süle, Kimmich, Goretzka, Müller og Gnabry. Kigger man på hvordan det gik Bayern efter Flick tog over, kan de godt begynde at glæde sig i Tyskland.

Flick har skrevet under med det tyske landshold indtil 2024, hvor Tyskland er værter for EM i fodbold.